Saint-Malo, havneby på Bretagnes nordkyst, inderst i Saint-Malo-bugten i NV-Frankrig; ca. 44.900 indb. (2013). Såvel byens voldanlæg og borg, der er udbygget fra middelalderen og senere, som den velbevarede gamle bydel er seværdigheder. Havneanlæggene er omfattende og konstrueret til en tidevandsforskel på 8-14 m. Byen blev stærkt beskadiget ved de allieredes invasion i 1944, men er restaureret. Byens erhvervsgrundlag er turisme, fragt- og færgehavn samt handel med oplandet. Saint-Malo er desuden et badested med gode strande. Forfatteren François René de Chateaubriand er født i byen.