Sandoy, Sandø, en af de større færøske øer; 112 km2 og 1313 indb. (2011), fordelt på seks bygder. Sandoy har brede dalstrøg med mange småsøer og lave, afrundede fjelde. På vestkysten er der stejle klipper og fuglefjelde; den lille ø Trøllhøvdi ved nordspidsen hører fra gammel tid til Kirkjubøur Sogn på Streymoy. Ved bygden Sandur ligger søen Sandsvatn, som er afskåret fra havet af en bred sandstrand med klitter.

Sandoy har ingen naturlige havne, men ved Skopun og Sandur er der bygget havneanlæg, og her ligger øens fiskeindustrier. Fra de to havne er der skibsforbindelse til hhv. Streymoy og Skúvoy. Der foregår undersøgelser med henblik på at bygge en ca. 12 km lang tunnel fra nordspidsen af Sandoy til Streymoy.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig