jordbundsøkologi

Det organiske materiale er især tilført som plantedele, fx blade og grene. Denne tilførsel er særlig stor i skovøkosystemer og kan fx i en dansk bøgeskov udgøre 300-500 g tørvægt pr. m² årligt. Nedfaldsløvet aflejres på jordoverfladen som den såkaldte førn (løvlag), der er levested for mange jordbundsdyr, fx tusindben og bænkebidere. Der kommer også dødt organisk materiale fra underjordiske kilder, fx døde rødder, mikroorganismer og jordbundsdyr; mængden af dette tilskud er meget vanskelig at måle. Ved nedbrydningsprocessen omdannes plante- og dyrerester til en række mere eller mindre omsatte fraktioner; den mest omdannede, amorfe fraktion kaldes humus. Hvordan og hvor hurtigt omsætningen i jordbunden sker, afhænger af udgangsmateriale, jordbundsfysiske og -kemiske forhold samt sammensætning af mikroflora og jordbundsfauna. Det resulterer bl.a. i udvikling af forskellige jordbundstyper: mor (råhumus), moder (muldagtig mor, insektmuld) og muld, der dog ikke er skarpt adskilte.

Umiddelbart virker jordbunden kompakt, men den er gennemsat af poresystemer, der kan udgøre op til halvdelen af jordens rumfang. De groveste porer skyldes gravende dyr som fx regnorme, eller de er hulrum efter døde planterødder. Hvor jordbunden er lerholdig, klumpes partiklerne oftest sammen til den såkaldte krummestruktur. Grovere porer mellem krummerne fremmer, at regnvand synker ned, mens de fine porer mellem krummernes enkeltpartikler tilbageholder vand. Når regnvandet er sunket ned gennem en jordbund med veludviklet krummestruktur, vil ca. 60% af jordens porevolumen være vandfyldt, resten er luft.

© Jakob Sunesen

Urinsekter. Stor børstespringhale (Orchesella cincta).

Vandindholdet i jordbundens poresystem er af vital betydning for jordbundsfaunaen. Mider og springhaler, der er luftåndende, lever i de luftfyldte hulrum. I vandmættet jord bliver der ofte for lidt ilt i disse hulrum. Ved udtørring udsættes den luftåndende fauna for vandtab og risikerer tørkedøden. Mikrofaunaen, der optager ilt fra vandet, lever derimod i vandhinderne i hulrummene. De kan ikke bevæge sig langt og kan ikke flygte, når livsbetingelserne bliver truende. De må overleve i modstandsdygtige stadier, fx cyster eller ægkokoner, eller i en tilsyneladende livløs tilstand (anabiose), hvor de fysiologiske processer er reduceret til et minimum.