industrilokalisering

Industrilokalisering, særlig gren af økonomisk geografi, som studerer de forhold, som påvirker industrivirksomheders geografiske placering.

I industriens barndom var transportsystemet dårligt udviklet, og transport af råvarer, arbejdskraft og færdige produkter var kostbar. En industrivirksomheds konkurrenceevne kunne derfor øges markant ved at minimalisere transportomkostningerne. Således lå de traditionelle sværindustrielle centre (fx Ruhr) alle nær ved store kulforekomster, da der skulle bruges store mængder kul i produktionen af bl.a. jern. Generelt var energi vanskelig og kostbar at transportere, og de første industrier placerede sig tæt på energikilderne. I Danmark findes pionerindustrierne derfor ved åer med potentiale for vandkraft, ikke mindst Mølleåen nord for København. Også glasværket ved Holmegård Mose med store mængder tørv er et eksempel på tidlig industrilokalisering ved energikilden. Med udbredelsen af dampmaskiner kunne fabrikkerne fjerne sig fra åløbet, og havnebyerne med de laveste kulpriser blev tiltrækkende. I dag har udbygningen af elnettet og en afstandsuafhængig olie- og gasforsyning medført, at energi som industrilokaliserende faktor har mistet sin betydning. Ud fra klassisk lokaliseringsteori (Alfred Weber, 1909) vil man sige, at energi er blevet allestedsnærværende (Ubiquitäten) og derfor udgår af lokaliseringsanalysen. På tilsvarende måde har flere andre faktorer, som tidligere spillede en afgørende rolle, gradvis mistet betydning. Det skyldes især den store udvikling på transportområdet, men også de politisk tilvejebragte ensartede vilkår ud over landet mht. alle former for offentlig service. Allerede i 1960 var udviklingen kommet så vidt, at en undersøgelse viste, at forskellen mellem den bedste og den ringeste lokalisering af en køleskabsfabrik i Sverige kun ville påvirke prisen med 2 kr. pr. køleskab.

De industrilokaliserende faktorer ændrer således til stadighed relativ betydning, men det konkrete lokaliseringsmønster viser en betydelig træghed. I praksis sker det kun sjældent, at virksomheder i større tal finder, at gevinsterne ved en flytning overstiger ulemperne. Et eksempel er dog den afindustrialisering, der skete i 1960'ernes lønførende Københavnsregion samtidig med udbygning i Jyllands egnsudviklingsområder. På det globale plan har løntunge brancher som tekstilindustrien udnyttet lokaliseringsfordele i SØ-Asien i 1980'erne og i Østeuropa i 1990'erne.

De fleste fabrikker flytter aldrig. De beskrevne ændringer i lokaliseringsmønsteret er derfor oftest et resultat af, at virksomheder med ugunstig beliggenhed bukker under, mens nye åbner i områder, der kan tilbyde en særlig favorabel kombination af de for tiden vigtigste lokaliseringsfaktorer.

Generelt har både den teknologiske udvikling og den internationaliseringsproces, som er sket siden 1960'erne, betydet, at en lang række lokaliseringsfaktorer er blevet allestedsnærværende. Handelsaftaler (GATT, EU, WTO) har nedbrudt gamle toldbarrierer, og etableringen af internationale standarder har lettet adgangen til at sælge og købe på stadig fjernere markeder. I selv de fjerneste egne af verden kan man efterhånden erhverve det mest moderne produktionsudstyr og sælge produkterne overalt. Også kapitalmarkederne er i stigende grad blevet internationale, og viden om organisation, markedsføring og alle former for knowhow spredes globalt. Arabisk råolie og australske kul koster stort set det samme i Japan, USA og Danmark.

Tilbage som faktorer, der ikke er allestedsnærværende, findes især spørgsmål om arbejdskraftens pris og kvalifikationer. For gruppen af industrielle højomkostningslande som bl.a. Danmark stiller denne udvikling industrivirksomhederne over for nye udfordringer. For at overleve er de tvunget til at undgå den direkte konkurrence på omkostninger og må i stedet finde andre konkurrenceparametre som nyhedsværdi, design og image. Virksomhedernes evne til at styrke denne side af deres virke knytter sig ofte til deres beliggenhed. Moderne økonomisk geografi betoner betydningen af en lokal innovativ tradition, designkultur og hurtig adgang til ny viden om teknologi og markedstrends. Mange virksomheder finder, at sådanne frugtbare miljøer fremmes af agglomeration, dvs. lokalisering i samme område af flere virksomheder med samme type aktivitet. Der er således tendens til, at bestemte brancher dominerer i bestemte områder; ikke for at udnytte samme råvarer eller markedsadgang, således som tidligere tiders lokaliseringsteori foreskrev, men for at drage nytte af en lokal vidensopbygning, hurtig udveksling af ny viden og gensidig inspiration. Danske eksempler er møbelindustrien i området omkring Salling og sydpå mod Herning og Ringkøbing, medicinalindustrien NV for København og rustfrit stål-industri i Sydøstjylland. Tilsvarende er kendte amerikanske stednavne som Silicon Valley, Hollywood, Pittsburg og Wall Street tæt knyttet til bestemte erhvervsgrene.