Iskort, kort for farvande, som i perioder af året er dækket af is; af hensyn til sejladssikkerheden udarbejdes der dagligt kort, der viser isens udbredelse, dens koncentration (målt i tiendedele) samt informationer om istype, tykkelse osv. Observationer, der danner grundlaget for udarbejdelse af iskort, udføres fra skib, helikopter, fly og satellit.

I de danske farvande har Søværnets Operative Kommando (SOK) ansvaret for isovervågning, mens ansvaret for de grønlandske farvande påhviler Den Grønlandske Istjeneste, der administrerer Iscentralen stationeret i Narsarsuaq i Sydgrønland.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig