• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

by

Oprindelige forfattere EiCh, HCJ, PSkri og VPlum Seneste forfatter Redaktionen

by, modsætning til land, dvs. tæt bebygget område, hvis erhvervsstruktur og dagligdag er forskellig fra landbrugssamfundets. I Danmark defineres by som en bebyggelse med mindst 200 indbyggere, hvor afstanden mellem husene ikke overstiger 200 m, medmindre afstanden skyldes offentlige anlæg. Danmarks Statistiks byopgørelse fra 1.1.2006 opregner med denne definition 1450 byer i Danmark, hvor 86 % af landets indbyggere bor.

Historie

Grupper af tætliggende beboelser opstod allerede i de tidligste kendte samfund, og flere større byer er kendt fra oldtiden i Asien, i Europa og i enkelte andre kulturer. Rom nåede i de første århundreder e.Kr. formodentlig op på et indbyggertal på ca. 750.000.

Efter Det Vestromerske Riges opløsning i 400-t. standsede bydannelsen i Vesteuropa. Befolkningen i denne del af verden levede i de følgende århundreder hovedsagelig i langt mindre samfund, og nogle grupper havde i folkevandringstiden ikke fast bopæl i længere perioder ad gangen. Mange af oldtidens sydeuropæiske storbyer mistede indbyggere, bygningerne forfaldt og fik lov at ligge hen som ruiner. Derimod fandtes der stadigvæk større byer i SØ-Europa og i Mellemøsten, fx Konstantinopel (nuv. Istanbul) og Alexandria.

Først i løbet af 700-t. opstod der for alvor igen nye byer i Europa, og flere ældre byer fik en opblomstring som følge af øget handel og fremkomst af bedre organiserede stater, der kunne give byerhvervene den nødvendige beskyttelse. I de følgende århundreder fik alle europæiske lande et stort antal byer, men de fleste var meget små. Byvæksten gik særlig hurtigt i Italien, Frankrig, Spanien og Nederlandene langs datidens vigtigste handelsveje. Omkring år 1500 var der ca. 60 byer i Europa med 25.000 eller flere indbyggere; af disse lå de 15 i Italien. Størst blandt byerne var Paris med ca. 225.000 indbyggere.

Verdens største byer
Det er meget vanskeligt at sammenligne størrelsen på verdens byer. Afgrænsningen af byer varierer fra land til land, og i mange lande er befolkningsopgørelser usikre. Endvidere har de fleste storbyer et stadigt tilskud af rejsende, som midlertidigt har bopæl i byen. I tabellen er anført verdens 20 byer med mere end 10 mio. indbyggere. Tallene refererer til det samlede storbyområde uden hensyn til kommunegrænser og skal tages med alle mulige forbehold.
by befolkning i mio. (2005)
Tokyo 35,3
Mexico City 19
New York 18,5
Mumbai 18,3
São Paulo 18,3
Delhi 15,3
Calcutta 14,3
Buenos Aires 13,3
Jakarta 13,2
Shanghai 12,7
Dhaka 12,6
Los Angeles 12,1
Karachi 11,8
Rio de Janeiro 11,5
Osaka 11,3
Cairo 11,1
Lagos 11,1
Beijing 10,8
Manila 10,7
Moskva 10,7

Mellem 1500 og 1750 grundlagdes fortsat nye byer, i nogle tilfælde på baggrund af statslige initiativer, fx Göteborg og Skt. Petersborg; i andre tilfælde opstod småbyer i områder, hvor der var behov for et handelscentrum som følge af en voksende pengeøkonomi. De store opdagelsesrejser ændrede imidlertid handelsvejene, således at Middelhavet kom til at betyde mindre og Atlanterhavet mere for den internationale handel, ligesom oprettelsen af enevældige stater skabte en række hovedstæder med et stort hof, et talstærkt militær og handlende og håndværkere til at betjene dem. Det var derfor i handelsnationerne Storbritannien og Nederlandene og i det enevældige Frankrig, at byvæksten var stærkest. I 1750 var Europas største byer London og Paris med hhv. ca. 675.000 og ca. 570.000 indbyggere. Endnu i 1750 levede størstedelen af befolkningen imidlertid i landsbyer eller områder med spredt bebyggelse. Kun i Nederlandene og i Norditalien var landskabet præget af større byer med korte indbyrdes afstande.

Efter 1750 begyndte industrialiseringen at sætte sit præg på bydannelsen; først i Storbritannien, noget senere i den øvrige verden, hvilket frem til midten af 1900-t. førte til en omfattende indvandring til de nye industribyer. Dermed fulgte et øget boligbyggeri og efterhånden også en udvidelse af byerne med forstæder; nogle steder smeltede flere byer sammen til et samlet urbaniseret område, fx det engelske Midlands og Ruhrdistriktet i Tyskland. Dette skabte tillige behov for lokal kollektiv transport, for liberale erhverv og for en udbygget offentlig lokaladministration. Flere byer fik over en million indbyggere, samtidig med at der i områder, som industriudviklingen ikke nåede, fortsat fandtes et stort antal småbyer.

I slutningen af 1930'erne var der i Europa (ekskl. USSR) 13 millionbyer, hvoraf London og Paris med hver ca. 4 mio. indbyggere var de største, samt i den resterende verden yderligere flere end 20 millionbyer.

Efter 2. Verdenskrig er urbaniseringen fortsat, men efterhånden spiller industrien en mindre rolle for byudviklingen i den vestlige verden. I stedet er mange byer blevet servicecentre med et stort antal private servicevirksomheder, offentlig administration, uddannelsescentre, store hospitaler osv. De største samlede byområder i 2005 er Tokyo, Mexico City, New York, Mumbai og São Paulo.

I ulandene har en stærk befolkningstilvækst efter 1945 skabt et arbejdskraftoverskud på landet og stor indvandring til byerne; mange byer i ulandene er derfor vokset meget hurtigt. Der er opstået store fattigkvarterer med elendige boligforhold. Af verdens 20 største byområder (2005) ligger de 15 i lande, man traditionelt kalder ulande.

Byens udvikling i Danmark

I Danmark dannedes der allerede i forhistorisk tid landsbyer, mens byer, hvor hovederhvervene var handel og håndværk, først kendes fra 700-t. De tidligste i det daværende danske område var Ribe og Hedeby lidt syd for den nuværende Slesvig by. I løbet af vikingetiden kom flere til, og inden år 1250 var de fleste af den senere tids købstæder grundlagt. De kom ofte til at ligge ved et trafikknudepunkt, fx tæt ved en ås udløb i havet, hvor der i åmundingen var anløbsmuligheder for handelsskibe, ved overfartssteder mellem landsdelene eller ved nogle af de handelsveje, der opstod ned gennem Jylland og tværs over Sjælland. Efter kristendommens indførelse fik nogle af byerne desuden betydning som centre for kirkelig administration, men næsten alle havde under 1000 indbyggere.

I de følgende århundreder blev de danske byer administrativt betegnet som købstæder, der var karakteriseret ved, at de af kongen fik tildelt særlige privilegier, som mht. styreform og jurisdiktion skilte dem ud fra de omliggende landsogne og gav dem eneret på handel og de fleste håndværk.

Omkring 1350 var der i Danmark vest for Øresund oprettet over 60 købstæder, og i den følgende tid frem til begyndelsen af 1800-t. kom der yderligere knap 20 til. Nogle af disse nye byer var vokset op omkring kongelige slotte eller klostre, andre var fiskerlejer, mens kun nogle få som fx fæstningsbyen Fredericia, der blev købstad i 1650, blev grundlagt på steder, hvor der ikke i forvejen fandtes en bymæssig bebyggelse. De fleste købstæder var endnu i år 1800 meget små; kun København var vokset til en storby med ca. 100.000 indbyggere, mens landets næststørste by, Odense, kun havde knap 6000.

I 1857 blev handel og håndværk tilladt uden for købstæderne, og næsten samtidig begyndte et omfattende jernbanebyggeri. Det gav grobund for nye bebyggelser omkring jernbanestationerne, og der opstod på den måde en ny type af byer, stationsbyerne. De havde ikke købstadsprivilegier, men flere voksede sig større end de mindste købstæder. I løbet af 1800-t. begyndte også nogle købstæder at vokse, først pga. en stigende handel, senere som følge af tidlig industrialisering. Væksten fortsatte ind i 1900-t., da mange af de større byers forstæder bredte sig ud i de omliggende landdistrikter, således at det hidtidige skarpe skel mellem by og land gradvis blev udvisket. At dette skel dog langt fra er forsvundet, skyldes by- og landzonelovgivningen, der gennemførtes 1970 med det formål at beskytte det dyrkede areal mod byudvikling (se Planlægningsloven). Al ny bydannelse skulle herefter foregå i særligt godkendte og samlede områder overvejende i tilslutning til eksisterende byarealer, hvilket dels førte til en mere rationel infrastrukturudbygning, dels til stop for byggeri, bortset fra landbrugets, i det åbne landskab.

Ved kommunalreformen i 1970 tog man konsekvensen af de sidste 100 års byudvikling og ophævede købstædernes særlige stilling; en dansk by kunne derefter ikke længere karakteriseres ved dens administrative status, men alene ved størrelsen af den sammenhængende bebyggelse. Hvad angår forholdet mellem byer og landområder førtes frem til 1990'erne den såkaldte egnsudviklingspolitik, der skulle sikre ensartede levevilkår over hele landet. Denne bestræbelse gik hånd i hånd med industriens forskydning mod vest og udbygningen af den offentlige servicesektor i landområderne, mens Hovedstadsområdet oplevede en demografisk og økonomisk stagnationsperiode. Siden 1990'erne opfattes København i stigende grad som et kraftcenter, der skal kunne konkurrere med andre storbyer, og den har følgelig nydt de bevilgende og lokaliserende myndigheders bevågenhed.

Se også byplan og byplanlægning.