Faktaboks

Manuel Castells
Født
1942

Manuel Castells, f. 1942, spansk sociolog og samfundsanalytiker, professor emeritus på University of California, Berkeley. Manuel Castells er uddannet på Barcelonas Universitet og på Sorbonne i Paris. Han var aktiv i studenterbevægelsen mod Franco og flygtede til Paris i begyndelsen af 1960'erne.

Hovedværket er trilogien om informationsalderen: The Rise of the Network Society (1996, da. Netværkssamfundet og dets opståen, 2003), The Power of Identity (1997, da. Identitetens magt, 2003) og End of Millennium (2000). Værket er et forsøg på at indfange de voldsomme samfundsforandringer, der har fundet sted på globalt plan siden 1970'erne.

Manuel Castells er især optaget af at vise, hvordan kapitalismen har ændret karakter i retning af større fleksibilitet og mobilitet, og hvordan den udvikling kan aflæses i andre samfundsområder. Økonomi og produktion er organiseret i netværk, som er i konstant bevægelse og hele tiden kan omstille sig til nye udfordringer. Den udvikling indebærer, at produktionen ikke længere er tæt knyttet til det fysiske rum. Netværk eksisterer på tværs af lokale og nationale sammenhænge, og Castells' teori er derfor central i forståelsen af globaliseringen. Et gennemgående element er informationsteknologiens rolle for udviklingen og som forudsætning for netværkenes funktion.

Manuel Castells' tidlige arbejde er især kendt for dets bidrag til bysociologi og teori om sociale bevægelser.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig