kunstvanding

Kunstvanding, irrigation, tilledning af vand til dyrkede arealer med henblik på at sikre eller forøge planteproduktionen. Behovet for kunstvanding skyldes planternes store forbrug af vand til fordampning i vækstperioden sammenholdt med en begrænset vandmængde tilgængelig i jorden. I tørre (aride) egne er planteproduktionen udelukkende baseret på kunstvanding, mens vanding i andre egne er et supplement, der fx forlænger vækstperioden.

Kunstvanding bliver stedse vigtigere, idet befolkningsvækst kræver inddragelse af større og større arealer til landbrug, forskellige vandingsteknikker er blevet forbedret, fx gennem bedre pumper, så større arealer kan vandes, og endelig fordi andre udbyttebegrænsninger end vandfaktoren gradvis er blevet fjernet ved øget gødskning, afvanding og forbedrede plantesorter. I begyndelsen af 2000-t. er verdens kunstvandede areal under stadig udvidelse, og det overstiger 2.600.000 km², svarende til ca. 20 % af al opdyrket jord. Store arealer ødelægges hvert år fx ved tilsaltning, eller ved at de bliver vandlidende. Det første hænger sammen med, at der vandes med så lidt vand, at vandingsvandets saltindhold ikke skylles ud, men forbliver i jorden, hvorved planterne skades, mens det andet skyldes, at vandet uddriver luften i jordens porer, hvorved de fleste kulturplanter (med ris som en undtagelse) ikke kan få nok ilt ned til rødderne. Kunstvanding kræver derfor nøje styring af både vandtilledningen og af dræningen, såfremt landbrugssystemet skal være stabilt.

Kunstvandede landbrugssystemer kræver en sikker vandforsyning. Mange steder sikres dette ved bygning af magasiner (fx damme) eller opstemning af floder (reservoirer, tanke). Overfladevand fra floder, søer og kilder tilledes ofte ved tyngdekraftens hjælp, mens vanding med brøndvand kræver et arbejde, der er direkte bestemt af løftehøjden.

Kunstvandingsteknikker. Mange slags maskiner er opfundet til at gøre vandløftningen lettere. Der kan nævnes trækspand, brøndvippe, spandekædehjul (persisk hjul, noria), strømhjul, vandsnegl (Archimedes' skrue), suge- og trykpumper. Hver maskine er tilpasset løftehøjden og den vandmængde pr. tidsenhed, der skal transporteres. Stor vandmængde på begrænset tid stiller krav om stor effekt, og manuelt arbejde erstattes derfor ofte af animalsk trækkraft eller motorkraft. Indførelse af centrifugalpumper med stor maskineffekt har øget vandmængderne betydelig, men har også lagt stort pres på elforsyningen i mange områder. Der hentes nu vand fra store dybder, og mange steder fra ikke-fornybare magasiner (water mining), fx i Nordamerika og i Vestafrikas Sahelbælte.

Vanding ved naturligt fald, tyngdevanding, er den almindeligste form for vanding. Næsten alle store kunstvandingsanlæg bygger på flod- eller afledningsvanding, hvor flodvand ledes ud i en sidekanal med mindre fald end floden. Fra kanalen kan marker mellem denne og floden vandes. Karezer er en slags kunstige kilder, frembragt ved at tunneler graves ind i de højtliggende grundvandsførende lag i bjergsidernes løse materiale. Ofte fremføres vand fra kildeområder gennem rørsystemer, der kan være flere hundrede kilometer lange (fx i Californien). Tilledning til den enkelte mark sker normalt ved hjælp af kanaler eller rør, og fordelingen til de enkelte planter sker oftest ved fure- eller bassinvanding; i moderne brug dog mest ved anvendelse af spredere (sprinklere, bomspredere mv.). Den nyeste teknik, som optimerer vandanvendelsen, er undervanding og pletvanding med automatisk dosering. Kunstvanding medfører en betydelig forøgelse af produktionsmulighederne, men stiller store krav til konstruktion, vedligeholdelse, styring og drift af anlæggene. Se også markvanding og vanding.