Terrassekultur, agerbrug, hvor dyrkningsarealet kunstigt er omformet til mindre, plane flader. Formålet med anlæg af terrasser er at forbedre vandtilgangen eller skabe mulighed for midlertidig vanddækning, så der kan dyrkes bl.a. ris. På meget stejle skråninger er anlæg af terrasser ofte den eneste mulighed for dyrkning.

Terrassering er især udbredt i Monsunasien, til trods for at der dér stilles store krav til terrassernes tekniske kvalitet dels af terrænmæssige grunde, dels fordi kraftige regnskyl kræver solid forankring af terrasserne i undergrunden. Terrasserne anvendes både med og uden kunstvanding. Gamle terrassesystemer kendes fra størstedelen af SØ-Asien, men også fra fx Sydamerika og fra nordisk oldtid.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig