Klit, bakke af vindaflejret sand, af og til med fint grus. Klitsandet består hovedsagelig af 0,1-0,5 mm store korn. Nogle grundformer og udviklingstendenser er fælles for de meget sammensatte klitlandskaber, der udgør op til en tredjedel af Jordens ørkenområder og nogle få procent af fugtige (humide) klimaegne.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet klit er samme ord som klint.
I klitlandskaber findes mange, relativt korte skrænter, der kan være lodrette, hvis sandet er vådt, men ellers har en hældning på mellem 5° og 35° bestemt af tyngden og kornenes indbyrdes friktion. Man skelner mellem vegetationsbetingede og tørre, ørkenprægede klitområder. Klitter, der findes ved sandede kyster og ved floder, kan nå op i 40 m højde. De er dannet i læ bag vegetation i modsætning til klitter i ørkener. Her er mange 100-200 m høje, dannet pga. læforskelle i overfladers ruhed.
En første lille sandhob på en fast vegetationsløs overflade danner læ i forhold til sandflugten, fordi flyvesandet, der hopper af sted, hæmmes i at hoppe videre af sandhobens løse overflade; en klit vokser frem. Når det aflejrede sand når ca. 50 cm højde, opstår en klit, der har en karakteristisk retlinjet læskråning med en hældning på 25°-35°. Ved ensidig vindretning udvikles den til en halvmåneformet klit, barkan, der vandrer med spidserne (hornene) vendt bort fra vindretningen. Hvis der er meget sand i tørre områder, vokser barkaner sammen, og der dannes sandrygge med 5°-8° hældende luvside og lange læsider, såkaldte tværklitter, der kan danne et bølgende sandhav. I egne med sæsonmæssigt vekslende vindretninger vil læskråninger løbe langs klitryggen og danne en længdeklit eller seif. I ørkener kan disse blive mere end 100 km lange og danne parallelle rækker, hvis toppe kan være opsplittet i stjerneklitter, hvilket fx ses i Namibia.
I et fugtigt klima vil den første klit, embryonalklit, oftest være betinget af læforhold bag plantetuer, hvor sandet ophobes i lange klittunger. Ved den videre udvikling kan disse vokse sammen til sandrygge i tværklitter eller hvide klitter, der efter at være blevet helt plantedækket kaldes grå klitter. I grå klitlandskaber dannes kraterlignende erosionshuller, vindkuler, efter færdsel eller havets erosion. I det fugtige sand opstår stejle sider inde i vindkulen og læskråninger på ydersiden. Disse kan udvikle sig til brede vindrender i klitten, der strækker sig i vindens retning. På steder med rigeligt sand og vegetation opstår de kilometerstore parabelklitter, hvis sider, parabelarme, vender mod vindretningen. Den centrale front vokser ved sandtilførsel og vegetationsforarmning til en tværklit, mile, med små og store læskråninger som fx i Råbjerg Mile. Parabelklitter og miler er karakteristiske for humide klitter.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.