morænelandskab

Morænelandskab er en geologisk betegnelse for en landskabstype bestående af sedimenter aflejret af gletsjere, i daglig tale kaldet istidslandskab.

Sedimentaflejringerne kaldes moræner og opdeles i forskellige typer afhængigt af, om de er dannet under en fremadglidende gletsjer som følge af friktion og udsmeltning, afsat under en stagneret gletsjer ved gradvis udsmeltning eller smeltet frem på overfladen af en gletsjer. Underordnet kan der indgå vandsorteret materiale, men egentlige smeltevandslandskaber indgår ikke.

Morænelandskaber kan være meget forskellige afhængigt af den dominerende aflejringsproces. En gruppe, bundmorænelandskaber, er svagt bakkede eller har fladekarakter (bundmoræneflader), mens andre karakteriseres ved systemer af langstrakte, lave bakker, orienterede parallelt med den tidligere isbevægelsesretning og derfor betegnes drumliniserede bundmorænelandskaber. En anden gruppe fremtræder ligeledes med rækkeordnede bakkesystemer, men i dette tilfælde med orientering vinkelret på den tidligere isbevægelsesretning. Disse randmorænelandskaber består af israndsbakker dannet ved en tidligere gletsjerfront. Endelig består dødislandskaber af et stort antal bakker og lavninger uden tydelig orientering; de markerer områder, hvor den sidste gletsjeris er bortsmeltet som dødis.

Udbredelse

Globalt set optræder morænelandskaber i de perifere dele af de kvartære nedisningsområder. I Europa gælder dette eksempelvis Danmark, store dele af Baltikum, Polen, Tyskland, Storbritannien og Irland. I Nordamerika findes udstrakte morænelandskaber i det sydlige Canada samt i det nordlige USA.

De centrale dele af de tidligere nedisningsområder, fx det nordlige Canada samt Norge, Sverige og Finland, var i højere grad præget af glacial erosion, hvorfor morænelandskaber i disse områder kun optræder som et underordnet landskabselement (se erosion).

Morænelandskaber i Danmark

På bakkeøerne i Midt- og Vestjylland findes rester af Danmarks ældste morænelandskaber. De er aflejret under den næstsidste istid, Saale-istiden, og har i mere end 130.000 år været udsat for udvaskning og jordflydning, hvorfor jorderne generelt har en lavere bonitet end de øvrige morænelandskaber.

Nord og øst for hovedstilstandslinjen i Midtjylland, der markerer den maksimale isudbredelse under den seneste istid, Weichsel-istiden, findes de unge morænelandskaber, der er yngre end 25.000 år. Af disse er bundmoræneflader generelt de mest velegnede til landbrug. Lollands og Falsters bundmorænelandskaber er fx karakteriseret ved høj bonitet, hvilket bl.a. skyldes, at den sidste istids gletsjere medtog finkornet og næringsrigt materiale og kalk fra Østersøens bund på deres vej ind over det sydlige Danmark.

Randmorænelandskaber er derimod af mindre landbrugsmæssig værdi pga. et stort indhold af sand og grus, ligesom denne landskabstype ofte har stor terrænhældning, der vanskeliggør jordarbejdet og øger erosionen.

Dødislandskaber har som regel meget uensartede jordbundsforhold, uregelmæssige overfladeformer og stærkt varierede dræningstilstande.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig