vandløb

Strøm- og iltforhold er af stor betydning for livet i vandløbet.

Vandløbs miljøkvalitet afhænger af vandføring, vandkvalitet og de fysiske forhold såsom dybdeforhold, slyngninger, strømforhold og bundmateriale.

Vandløbsregulativer indeholder retligt bindende regler for offentlige vandløb, dvs. de vandløb, som kommuner er vandløbsmyndighed for og skal vedligeholde. Indtil udgangen af 2006 var amterne vandløbsmyndighed for de større vandløb. Mange små vandløb er private, og lodsejeren skal vedligeholde dem efter regler, som den kommunale vandløbsmyndighed kan fastsætte.

Nogle af regulativernes vigtigste bestemmelser drejer sig om vandløbets evne til at aflede vandet. Det kan være beskrevet som vandløbets "skikkelse", dvs. tværsnit og forløb gennem landskabet, herunder bunddybde i forhold til dansk normalnul, eller som vandføringsevnen, dvs. accepterede vandstande i forhold til vandføringen. Regulativerne indeholder desuden bestemmelser for, hvordan og hvornår vandløbet skal vedligeholdes, restriktioner i retten til at sejle med kano og kajak samt regler om afhegning, optagning af grøde, drift af stemmeværker, kreaturvanding mv.

Regulativerne revideres jævnlig, og forslag til nye regulativer sendes til offentlig høring. Klager over regulativer skal rettes til Natur- og Miljøklagenævnet.

Vandløb vedligeholdes for at sikre deres evne til at føre vand bort fra især de dyrkede marker, således som det er beskrevet i vandløbsregulativerne. Vedligeholdelsen sker fortrinsvis ved, at planterne, grøden, bliver skåret bort, og at aflejret mudder og sand graves op, hvis vandløbsbundens højde overskrider den aftalte kote. Man må aldrig uden en særlig tilladelse grave væk af den faste vandløbsbund eller gøre vandløbet bredere. Kommunen har ansvaret for at overholde regulativets bestemmelser om vedligeholdelse, og åmændene laver det praktiske arbejde. Plantevæksten skal skæres til de fastsatte terminer og i det fastsatte omfang, men ikke mere end beskrevet. Det er vigtigt at gøre sig klart, at der er grænser for kommunens ansvar. Fx er den ikke ansvarlig, hvis markerne bliver våde, medmindre bestemmelserne i regulativet ikke er overholdt. Mange marker i ådalene oversvømmes i regnrige somre, fordi jorden har sat sig. Det er ikke bunden, der ligger for højt, men marken, der som følge af afvanding og dyrkning er blevet for lav. Det er lodsejerens eget ansvar.

Tidligere blev grøden og bredplanterne skåret helt væk, som regel til bestemte terminer. Slam og sand blev renset op, men ofte fulgte sten- og grusstrygene med, så vandløbene blev både dybere og bredere end beskrevet i regulativerne. Dette indledte en ond cirkel, hvor en varieret plantevækst blev fortrængt af en enkelt eller nogle få arter, fx pindsvineknop, hvis tætte, ofte bunddækkende båndblade effektivt kan bremse vandstrømmen og give aflejringer af slam. Den hårdhændede vedligeholdelse forringede livsbetingelserne for såvel planter som fisk og smådyr. Ørredernes gydebanker forsvandt, og både yngel og større ørreder mistede deres skjulesteder.

Vandløbslovens sideordnede hensyn til vandafledning og miljøforhold har medført, at regulativerne er blevet ændret for især højere målsatte vandløb. Skånsom vedligeholdelse kan fx ske ved, at man lader dele af grøden stå tilbage, så vandet løber i en eller flere strømrender. Erosionen af sand fra bredderne mindskes, fordi de er beskyttet af grødebræmmer, og i strømrenden kan det strømmende vand føre sand og slam bort og blotlægge sten og grus. I nogle vandløb er vedligeholdelsen helt indstillet, fx dele af Gudenåen og Skjern Å. Ved små, dybt nedgravede vandløb skæres den visne plantevækst på brinkerne væk om efteråret. Den skånsomme vedligeholdelse har gavnet vandløbenes dyre- og planteliv. I fynske og østjyske amtsvandløb har man påvist, at tætheden af ørreder steg til det femdobbelte alene pga. den skånsomme grødeskæring. Plantevæksten ændrer sig fra en ensidig til en alsidig artssammensætning. Vandløbenes bræmmer ser anderledes ud i dag, hvor bredplanterne lades i fred, og sommeren igennem er her et rigt planteliv med gode levesteder for vandløbets voksne insekter og for markens fugle, pattedyr og smådyr.

Mange vandløb, som passerer opdyrkede områder, er reguleret, dvs. at deres forløb eller form er ændret mhp. at sænke grundvandsstanden og udnytte arealer, som er for våde til dyrkning. Som regel består reguleringen i, at man retter vandløbet ud og gør det dybere. Derved formindskes den afstand, vandet skal gennemstrømme, samtidig med at vandmodstanden bliver mindre, og vandspejlet sænkes.

Teknisk set er vandløbsregulering en kompliceret opgave, idet flere funktionskrav skal opfyldes. Dels skal det nye vandløb kunne føre hele årets vandføringer uden at give anledning til oversvømmelser, dels skal strømningshastighederne i det nye tværsnit være så tæt som muligt på de oprindelige, hvis man skal undgå aflejring eller erosion. Begge krav kan sjældent opfyldes, medmindre der etableres et eller flere styrt eller stryg på strækningen.

I Danmark er vandløb blevet reguleret i mere end 500 år med det resultat, at ca. 80% af alle vandløbsstrækninger er rettet ud. Særlig efter krigen i 1864, da Danmark mistede Slesvig, Holsten og Lauenburg, blev der foretaget mange reguleringer af danske vandløb, idet man besluttede at udnytte uopdyrkede arealer på heden og langs åer som kompensation for det mistede land. I 1866 stiftede E.M. Dalgas Hedeselskabet, hvis opgave ud over opdyrkning af heden og plantning af skov bestod i anvendelse af vandet fra vandløb til engvanding. Senere kom opgaven i høj grad til at bestå i regulering af vandløb med tilhørende dræning af de lavtliggende områder. Hedeselskabet har siden stået for en stor del af de danske reguleringsprojekter med støtte fra staten. Det største danske projekt var den afsluttende regulering af den nedre del af Skjern Å, som fandt sted 1962-68.

Mange større og mindre floder i udlandet er reguleret på samme måde som Skjern Å-projektet, og i en del tilfælde har man samtidig udnyttet flodens sedimenttransport til landvinding ved en hævning af landskabet i floddalen. Mange floder, fx Mississippi i USA og Rhône i Frankrig, er også reguleret (kanaliseret) af hensyn til skibsfart på floden.

Siden midten af 1960'erne har de miljømæssige virkninger af vandløbsreguleringer været genstand for offentlig debat. I de senere år er man gået den modsatte vej og har bl.a. udført vandløbsrestaureringer, som tilbagefører vandløbet til det oprindelige slyngede forløb. I bl.a. Centraleuropa har reguleringer forårsaget mange oversvømmelser, når smeltevandet fra bjergområder har fået frit løb, hvor det før regulering var forsinket ved passage gennem slyngninger. Det har skabt interesse for genslyngning, der er med til at holde vandet tilbage i engmagasiner øverst i systemerne.

Restaurering af vandløb er genopretning af vandløbskvalitet, som er blevet forringet eller ødelagt ved bl.a. regulering og hårdhændet vedligeholdelse. Bestemmelser om restaurering af vandløb er en af nyskabelserne i Vandløbsloven fra 1983. Vandløbsmyndighederne har udviklet en lang række metoder, der har givet Danmark en fremtrædende position inden for området.

Genopretning af fiskenes frie passage ved dæmninger, styrt o.l. hører til de mest almindelige restaureringer. Den frie passage er livsvigtig for bl.a. laks og havørred, der kommer ind fra havet for at yngle i vandløb. Styrtene er nu mange steder erstattet af flade stryg af sten og grus. Ved opstemninger, fx ved mølledamme, kan man lave et stejlere stryg i form af en sliske af sten fra toppen af dæmningen til bunden af vandløbet. Ved større dæmninger kan man sende en del af vandet udenom i et ofte hårnåleslynget omløb. Derimod bruger man kun undtagelsesvis fisketrapper, som hverken i form eller funktion falder naturligt ind i vandløbet. For at give laksefiskene nye gydebanker kan man lægge grus og småsten ud. Det skaber også levesteder for smådyr og øger geniltningen af vandet.

Den mest synlige form for restaurering er genslyngning af udrettede vandløb. Med de ringe kræfter, strømmen i danske vandløb har, kan det tage flere hundrede år for strømmen selv at grave egentlige slyngninger, mæandre. Derimod ser man ofte, at udrettede bække selv kan udvikle et slynget forløb, ved at strømmen former plantebanker, fx vandstjerne og vandkarse, i et slynget mønster. Sådanne formskabende planter kaldes økologiske ingeniører. I løbet af et par år er breddens banker landfaste af mudder og sand, der er aflejret i plantevæksten. I projekter som fx i Brede Å og Skjern Å Naturprojekt inddrager vandløbsrestaureringen også omgivelserne og forener åen og engen i det naturlige hydrologiske samspil. Vandspejlet i engen hæves ved at genslynge det udrettede vandløb, så det får mindre fald. Så vil vandet ved store vandføringer brede sig ud i ådalen. Det skåner de nedre dele af vandløbet for store og pludselige vandføringer, fx efter tøbrud og i regnrige vintre. Når vandet igen løber tilbage i åen, efterlader det okker og sand på engen. Ved oversvømmelserne aflejres også fosforholdig jord, der er skyllet ud fra de overgødede marker, så forureningen af søer og fjorde mindskes.

Nogle steder kan oversvømmelser i sommertiden give iltsvind i åen, når vandet løber tilbage. Det har man bl.a. set i Lindenborg Å i Himmerland. Årsagen er, at der på engens overflade kan komme en rig vækst af trådalger, som næres bl.a. af engens og åvandets overskudsfosfor fra markerne. De økologiske forhold i de nye, våde ådale ændres på mange måder. De kan blive rige levesteder for viber og andre vadefugle, men de ændrer også de økologiske omsætninger i engen. Når ilten lukkes ude fra engbunden, bremses udledningen af giftigt jern fra pyrit, og vandløbet skånes for okker. Sætninger i den våde og iltfri jordbund hører op, og tørv fra den døde plantevækst bygger den satte bund op igen. Vand, der siver ud fra de dyrkede marker, renses for nitrat af denitrificerende bakterier, som lever i den våde, iltfri engbund, hvor de bruger nitraten som "erstatning" for ilt (se også vandmiljøplaner).