Al er et hårdt, svært gennemtrængeligt og normalt stærkt rødligt eller sort jordlag, som kan være vand- og rodstandende.

Jordbundsdannende faktorer kan under sure forhold med tiden bevirke, at sandkornene i jordbunden kittes sammen af udfældede jern- og aluminiumoxider og organisk stof. Som følge af det høje indhold af organisk stof og jern- og aluminiumoxihydroxider har allaget en relativt høj CEC-værdi.

Al findes typisk 30-50 cm nede og er karakteristisk for podsoljorder. Det dannes især under heder. I WRB's (World Reference Base for Soil Resources) internationale jordklassifikations-system kaldes det en spodisk horisont.

Når et al lag er dannet, bliver det ikke opløst igen, men skal brydes itu. Flere danske digtere som Johan Skjoldborg og Jeppe Aakjær har beskrevet det slid, der var forbundet med at opdyrke hedejorden og bryde dens hårde al. Tidligere stavet Ahl.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig