Humus, stærkt nedbrudte organiske stoffer, der giver jordbunden sin mørke farve. Humus er en samlebetegnelse for de stoffer, der er tilbage, når bakterier, svampe, regnorme og andre jordbundsdyr har nedbrudt døde dyre- og planterester. Den består dels af stoffer med oprindelse i planteresterne, der er meget svære at nedbryde, fx lignin, dels af kemiske forbindelser, der er dannet ved forskellige biokemiske processer under nedbrydningen. En vigtig bestanddel i denne rest er forskellige kemiske ringsystemer, aromatiske forbindelser, der er indbyrdes forbundet. Disse polymerer samles i mørktfarvede humuspartikler, 30-40 nm store.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet humus er latin og betyder 'jord, muld'.
Humus har stor betydning for de levende organismer. Den er med til at give jordbunden en god krummestruktur ved at hindre jordbundens lerpartikler i at klæbe til hinanden. En god struktur er vigtig for planterøddernes ilt- og vandforsyning og har stor betydning for organismer, der lever i jorden. Desuden spiller humus en meget stor rolle for planternes forsyning med næringsstoffer, idet der under dens nedbrydning frigøres kulstof, kvælstof, kalium, fosfor m.m. Næringsstofferne kan udvaskes, bortgå som luftarter, optages direkte fra jordvandet eller adsorberes i jorden som ombyttelige, plantetilgængelige kationer. Som på lerpartiklerne holdes de ombyttelige, positivtladede kationer fast på humus' negativtladede overflader; planterødderne kan dog få fat i dem ved ionbytning, hvor næringsstofferne skifter plads med røddernes brintioner. Evnen til ionbytning er afhængig af jordens pH-værdi. Fx har velomsat humus ved neutral pH en CEC-værdi på ca. 200 cmol+ pr. kg humus; ved pH 4 er den væsentlig mindre.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.