Verdens jorde er meget forskellige, og typerne er til en vis grad regionalt fordelt, hvilket bl.a. fremgår af FAO/UNESCOs jordklassifikationssystems globale jordbundskort. De arktiske områder har en lille eller ingen jordbundsdannelse, og de fremherskende processer domineres af permafrost, der pga. uigennemtrængelighed for vand giver anledning til jordflydning (kryoturbation) og dårlig dræning. Tørvedannelse er vidt udbredt, og histosol er den dominerende jordbundstype i forholdsvis store områder i de nordlige dele af Nordamerika, Europa og Asien.
I det humide, tempererede klimabælte vil nedbørsoverskuddet bevirke, at salte opløses, og lerpartikler flyttes. Det nedsivende vands indhold af kulsyre vil langsomt opløse kalken, der udvaskes som calcium- og hydrogencarbonationer. Når kalken fjernes fra de øvre jordlag, vil disse efterhånden forsures.
Jorde på moræneler i Østdanmark er fx dannet på oprindelig kalkrigt materiale, men er nu oftest kalkfri til ca. en meters dybde. Efter udvaskningen vil den kalkfrie jord få en svagt sur reaktion. Jordens struktur bliver derved relativt svag, jordaggregaterne opløses (dispergeres) let, og lerpartiklerne føres med jordvæsken ned gennem porer og sprækker. Når opslæmningen kommer i kontakt med jordlag, som er tørre eller indeholder salte, herunder kalk, udfældes leret som belægninger på porer og aggregater, og derved opstår en horisont beriget med ler, en såkaldt argillisk horisont eller Bt-horisont. De fleste danske lerjorde har en argillisk horisont, der begynder i ca. en halv meters dybde og er ca. en meter tyk. En jord med en argillisk horisont benævnes luvisol, hvis den er svagt sur, og alisol, hvis den er stærkt udvasket. Luvisol er den hyppigst forekommende jordbundstype i Danmark. Enkelte lerjorde er så kalkrige, at udvaskningen ikke er nået så langt, at lervandring har fundet sted; forvitring på stedet (forbruning) er dominerende. Denne jordtype kaldes cambisol og findes især øst for Storebælt.
I sandjorde sker udvaskningen hurtigere end i lerjorde pga. sands ringe evne til at tilbageholde jordens base-kationer (K+, Na+, Ca2+, Mg2+). Sandjorde i Danmark er derfor i udyrket form sure og næringsfattige og er typisk dækket af lyng eller nåletræer. De sure forhold medfører ringe dyreaktivitet og dårlig opblanding af det delvis eller helt omdannede organiske materiale. Nedbrydningsprocesserne foregår oven på mineraljorden i et morlag. Jordbundsmikrofloraen domineres af svampe, og der dannes organiske syrer, der gør jordbunden stærkt sur. En del af de organiske syrer kompleksbinder jern og aluminium, der derved bliver mobilt og føres med nedbørsoverskuddet ned i profilet. Derved dannes et blegsandslag (E-horisont). Når de organiske syrer har optaget tilstrækkeligt jern og aluminium på deres vej ned i profilet, udfældes det i en såkaldt spodisk horisont (Bhs-horisont). Dette lag vil øverst normalt være sort pga. humusforbindelserne, mens de dybere dele er rustrøde pga. jernudfældning. De udfældede forbindelser kan kitte sandet sammen og hærdne det til et fast og kompakt allag i 30-60 cm dybde, der er svært gennemtrængeligt for vand og rødder. En jord med en spodisk horisont kaldes en podsol og er almindelig på hedesletterne.
I det humide tempererede plantebælte dominerer luvisol, alisol og cambisol løvskovsområdet; podsol dominerer nåleskovsbæltet, tajgaen.
De humide troper har de stærkest forvitrede jorde i verden. Ikke alene er stort set alle base-kationer udvasket, men silicium er også i stort omfang fjernet. Derved er der dannet en oxisk horisont, der især indeholder jern- og aluminiumoxihydroxider og det siliciumfattige lermineral kaolinit. Horisonten vil ofte være flere meter tyk. Jordtypen er sur, og de dårligt krystalliserede jern- og aluminiumoxihydroxider er positivt ladede og binder fosfat så stærkt, at det er utilgængeligt for planter. Jordtypen ferralsol er den typiske jordbund under bl.a. tropisk regnskov. Desuden findes den i subtropiske områder, hvor den sandsynligvis er dannet under andre klimaforhold end nutidens. Jordens dyrkningsværdi er ringe pga. sparsomt indhold af næringsstoffer.
Et specielt fænomen i troperne er plintit, tidligere kaldet laterit. Plintit dannes i jorde med et varierende grundvandsspejl, hvor oxidations- og reduktionsprocesser beriger et jordlag med jern. Dette lag kan afgive vand og hærdne, når det tørrer og udsættes for lys, fx hvor de øvre jordlag borteroderes. Den hærdnede plintit vil hindre yderligere erosion, men også opdyrkning. I nogle områder anvendes plintit som byggemateriale.
Tropiske næringsrige jorde findes i områder med tør- og regntid, dvs. i savanneregionen. De dannes, hvor udgangsmaterialet er baserigt (fx basalt) i terrænlavninger, der får tilskud af base-kationer fra de højereliggende partier. De dannes også, hvor nedbøren i regntiden kun rækker til forvitring og mineralomdannelse, men ikke til tab ved udvaskning. Jordtypen vertisol er rig på ler med en stor CEC-værdi og højt næringsstofindhold. Den er forholdsvis frugtbar, men vanskelig at dyrke, da det høje indhold af kvældbart ler vanskeliggør jordbehandling.
Vertisoler findes også uden for de egentlige troper, fx i Australien, Texas og Sydeuropa, hvor de danner overgang til subtropernes steppe- og præriejorde (kastanozem, chernozem, phaeozem), der dækker store områder på kontinenterne. Jordene dannes i semiaride områder med fastlandsklima, hvor nedbørsoverskuddet er beskedent. Den naturlige vegetation er græs, og ofte er udgangsmaterialet løss. Klimaet forhindrer en stærk udvaskning og næringsstoftab, og steppejordene er i naturlig tilstand nogle af de næringsrigeste i verden. I mange af jordene findes kalk, og ofte har de en mørkfarvet humusrig muld, der kan være over en meter tyk (sortjorde). Større sammenhængende områder med steppejorde findes især i Nordamerika, Rusland og Ukraine, hvor de i overvejende grad anvendes til kornavl. På grund af det halvtørre klima er det ofte nødvendigt at vande eller anvende dry farming. Andre større områder med steppejorde er fx Argentina og Australien.
Under tørre (aride) forhold begrænser vandmangel den kemiske forvitring, og jordbundsudviklingen er svag. Nedvaskningen af salte er begrænset, da jordbunden kun lejlighedsvis opfugtes, og jorden kan indeholde letopløselige salte som klorider og nitrater. Disse kan være udvasket til ringe dybde eller kan ved fordampning udfældes på jordoverfladen. Den egentlige saltjord solonchak har en høj saltkoncentration i overfladen og findes derfor som regel i lavtliggende saltsumpe med højt grundvandsspejl. I tilgrænsende områder kan jorden gennem adsorption af natrium og ved hydrolyse få en udpræget basisk reaktion; denne jord kaldes solonetz eller alkalijord. Både solonchack og solonetz er i naturlig tilstand uegnet til dyrkning. I aride områder vil den naturlige vegetation være lav busksteppe, og i egentlige ørkener findes ingen vegetation. Man kan diskutere, om der her findes en jordbund.
Læs også om jordbundsøkologi.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.