Jordklassifikation, system til klassifikation af et områdes jordbundsforhold. Jorden kan inddeles i forskellige klasser ud fra kriterier som fx horisontfølge, kornstørrelsesfordeling (tekstur), humusindhold og dræningstilstand. De fleste klassifikationssystemer er udviklet til kortlægning af afgrænsede områders jordbundsforhold på grundlag af egnethed til planteproduktion eller som vurdering af dens fysiske og kemiske tilstand. Hovedparten af de nyere klassifikationssystemer er hierarkisk opbygget om jordprofilets horisonter og deres egenskaber. Dette er i modsætning til ældre systemer, der inddeler jorder efter forskellige klima- og vegetationszoner i de såkaldte zonale, intrazonale eller azonale jorder.

I mange lande findes nationale systemer tilpasset landets særlige forhold. I Danmark blev Den Danske Jordklassificering således gennemført i 1975-80.

Ved internationalt samarbejde er FAO/UNESCOs jordklassifikationssystem skabt som basis for et verdensomspændende jordbundskort. Systemet bygger på forekomst og udvikling af karakteristiske, såkaldte diagnostiske horisonter. Der inddeles i nogle tilfælde efter A-horisonten, hvis udvikling, sammensætning og konsistens karakteriserer de jorder, som er udbredte i kontinenternes prærie- og steppeområder, fx chernozem, phaeozem og kastanozem. I andre tilfælde lægges vægten på B-horisonten, fx i podsol, der har en kemisk beriget (Bs) horisont, og i luvisol, acrisol, nitosol, lixisol, alisol og podsoluvisol, der alle har en horisont, der er beriget med ler, en såkaldt Bt-horisont. Jorde med saltudfældninger, fx solonchack og solonetz, udgør endnu en gruppe, ligeså tropernes røde jord, ferralsol, der har en meget dyb, forvitret B-horisont, der er rig på ler. En særlig enhed udgøres af de varme egnes vertisol, hvor et højt indhold af kvældbart ler i et vekselfugtigt klima bevirker, at jordbunden langsomt omrøres, og A- og B-horisonterne blandes. Jorde med et tykt tørvelag klassificeres som histosol. Desuden samles jorde, der ikke har nået et modent stadium, i grupper for sig. Det drejer sig fx om alluviale jorde, der er udviklet i marsk- eller flodaflejringer eller i klitområders sandaflejringer. Disse har enten ingen eller kun en meget svag jordbundsdannelse.

Det andet internationalt anvendte klassificeringssystem er det amerikanske Soil Taxonomy, der i lighed med FAO/UNESCOs system er baseret på diagnostiske horisonter; i flere tilfælde de samme. En væsentlig forskel er, at i Soil Taxonomy inddrages også klimaet i definitionerne. Af de to systemer muliggør Soil Taxonomy den mest grundige og detaljerede kortlægning og beskrivelse; til gengæld er det mindre overskueligt end FAO/UNESCOs system.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig