Middelhavsklima er en del af det subtropiske klima. Det er kendetegnet ved varme, tørre somre og milde vintre. Typiske middeltemperaturer om sommeren er 20-30 °C og om vinteren ca. 10 °C. Middelhavsklima findes især omkring Middelhavet, men klimaet på flere kontinenters vestside, fx i Sydafrika og Australien, er af samme type.

Nedbør

Nedbørsfordelingen ved Middelhavet er præget af vestenvindsbæltets vandrende lavtryk, der om vinteren trækker fugtig luft fra Atlanterhavet ind over området, hvilket giver nedbør, især i de vestlige egne. Om sommeren går lavtryksbanerne mere nordligt, og det udprægede højtryk ved Azorerne medfører udbredt tørke i regionen.

Vegetation

Middelhavsklimaets karakteristiske vegetationstype, maki, findes mest udbredt i kystzonen. Makiplanter kan tåle den store udtørring om sommeren; det er oftest dværgbuske med blade, der er beskyttet af vokslag og hår, der begrænser fordampningen. Se også mediterrant landbrug.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig