De mest kendte dyresamfund i Stillehavet er koralrev (se koraldyr), som findes i de tropiske dele ved de oceaniske øer og langs Australiens nordøstkyst (Great Barrier Reef), skove af kæmpebrunalger (kelp) i den tempererede del af det østlige Stillehav, hydrotermiske væld og dybhavsgravene (se dybhav). Hydrotermiske væld findes især ud for Amerikas vestkyst, mens de dybeste grave findes i det vestlige Stillehav ud for Filippinerne, Japan og øgruppen Marianerne.
Trekantområdet mellem Malaccahalvøen, Filippinerne og Ny Guinea er verdens artsrigeste havområde. Det anses for et centrum for artsdannelse, hvorfra arter har spredt sig mod vest til Det Indiske Ocean og mod øst til øgrupperne i det sydlige Stillehav. Det understøttes bl.a. af, at der bliver færre arter, jo længere mod øst man kommer. Kystnære arter har svært ved at sprede sig over lange strækninger med dybt vand. Vejrfænomener som El Niño menes at have stor betydning for udbredelsen af bunddyr pga. de kraftige havstrømme.
Koralrev udgør en meget varieret biotop, som er hjemsted for en mangfoldig fauna af fisk, bløddyr, børsteorme m.m. Når koralrev ødelægges, fjernes levesteder for et stort antal dyrearter. Den store tornekrone-søstjerne, Acanthaster planci, anses for en af grundene til tilbagegangen for korallerne på Great Barrier Reef; andre steder tilskrives tilbagegangen forurening eller fiskeri med dynamit.
Mangroveskove spiller en vigtig rolle i den tropiske del af det vestlige Stillehav. De beskytter indlandet mod tyfoner og fungerer som opvækstområder for bl.a. fiskeyngel, rejer og østers.
Flora og fauna i den tropiske del af det østlige Stillehav er meget forskellig fra den indo-vestpacifiske. Kun ganske få arter fra Polynesien findes på det amerikanske kontinent, og ingen arter har formået at krydse oceanet i modsat retning. De to regioner ligger ikke alene langt fra hinanden, men har også været adskilt i meget lang tid. Til gengæld har Panamatangen været vanddækket adskillige gange i Jordens historie, og havdyr har kunnet vandre fra Caribien til Stillehavet og omvendt.
Hawaiiøerne ligger omtrent midt i Stillehavet. Deres marine fauna er beslægtet med det vestlige Stillehavs; men der er også mange endemiske arter, dvs. arter, som ikke lever andre steder. Også andre, større oceaniske øer har marine lavtvandsdyr, som er endemiske.
Faunaen i dybhavsgravene er først blevet udforsket efter 1950, bl.a. af den danske Galathea-ekspedition. På de største dybder lever kun ganske få arter; søpølser er mest almindelige, men også søanemoner forekommer.
Det intensive fiskeri i dele af Stillehavet har i de seneste år ført til oprettelsen af marine naturreservater, hvor fiskeri og indsamling er forbudt, fx Great Barrier Reef. Man har desuden forsøgt at få gennemført frivillige fredninger for fiskeri i Filippinerne og Indonesien, men uden den store succes.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.