Verdenshavet, den sammenhængende vandmasse, der optager 70,8 % af Jordens areal og har en gennemsnitsdybde på 3800 m. Dets overfladetemperatur varierer med solindstrålingen og er ca. 28 °C ved ækvator, og -2 °C ved polerne. Kemisk adskiller vandet sig fra det meste af Jordens øvrige vand ved sit saltindhold, der udgør 34-38 psu; det kan dog være væsentlig mindre i kystnære farvande pga. tilløb af ferskvand fra floder eller højere pga. stor fordampning.

Verdenshave eller oceaner kaldes de tre til fem største af Jordens havdækkede områder, som traditionelt inddeles i Stillehavet, Atlanterhavet og Det Indiske Ocean. Det Nordlige Ishav og havet ved Antarktis kan også opfattes som verdenshave. Hertil kommer en række bihave (randhave og middelhave), se hav.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig