hav

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.
Hav. Der kan være enorme kræfter i bølgernes brydning.

Hav. Der kan være enorme kræfter i bølgernes brydning.

hav, havet, er sædvanligvis synonymt med verdenshavet eller oceanerne, dvs. det sammenhængende vandområde, der omgiver Jordens kontinenter. 71% af jordoverfladen er dækket af hav; hele 81% af den sydlige halvkugle er havdækket. Da en af de mest karakteristiske egenskaber ved havvand er indholdet af salt, omfatter begrebet dog også nogle indsøer, fx Kaspiske Hav og Døde Hav. For de juridiske aspekter, se havret og det åbne hav.

Geografi

Verdenshavet underopdeles i tre oceaner: Stillehavet, Atlanterhavet og Det Indiske Ocean. På grund af de specielle fysiske og oceanografiske forhold omkring polerne betragter man ofte i dag disse områder som selvstændige oceaner, kaldet henholdsvis Det Arktiske Ocean (Polhavet) og Det Antarktiske Ocean (Sydpolhavet). Den nordlige grænse mellem Sydpolhavet og de tre tilstødende oceaner er udelukkende bestemt af havvandets karakteristika og cirkulation.

Oceanerne underopdeles i randhave, store og små middelhave samt have. Ved randhave forstås havområder, der er adskilt fra oceanerne ved øbuer. Eksempler på randhave er Nordsøen, Irske Hav, Saint Lawrence-bugten og Beringshavet. Randhave har generelt en god vandudveksling med oceanerne.

Hav. Reliefkort over verdenshavets bund. Et sammenhængende system af midtoceaniske rygge, der er seismisk aktive spredningszoner i havbunden med talrige forkastninger, gennemløber samtlige oceaner. Dybhavsgravene findes i forbindelse med øbuer. Arealer under havniveau er angivet med blåt, hvilket medfører, at centrale dele af Grønland og Antarktis her fremstår som havbund.

Store middelhave er havområder, der adskiller kontinenter, fx Middelhavet, der adskiller Europa og Afrika.

Små middelhave er havområder, der som fordybninger trænger ind i landmasserne, eksempelvis Østersøen, Hudson Bay og Den Persiske Golf.

Endelig kan havområder med specielle egenskaber i de åbne oceaner tildeles betegnelsen have, eksempelvis Sargassohavet, Barentshavet og Grønlandshavet.

Grænsezonen mellem kontinentet og det åbne hav kaldes den kontinentale margin og betragtes som en del af kontinentet. Kontinentalmargenen underopdeles i tre områder: kontinentalsoklen (shelf), kontinentalskrænten (eller -skråningen) og kontinentalskråningen (eller den kontinentale hævning).

På kontinentalsoklen hælder bunden 1:500; bredden varierer meget, men er i gennemsnit 65 km. Her foregår det meste af verdens fiskeri. Grænsen mellem kontinentalsokkel og -skrænt markeres ved en ændring i havbundens hældning, idet skrænten har en 25 gange større hældning, nemlig 1:20. Gennemsnitsdybden er her ca. 130 m. På denne overgang mellem kontinentalsokkel og -skrænt, ofte kaldet shelf break, findes især ud for kystområder med flodudløb undersøiske slugter (canyons), som er V-formede dale i havbunden. På kontinentalskrænten øges dybden over relativt korte afstande til ca. 4000 m. Kontinentalskråningen udgør overgangszonen mellem kontinentalskrænten og dybhavsbunden. I nogle områder går kontinentalskrænten over i en af de såkaldte dybhavsgrave, en lang smal fordybning med stejle sider i havbunden med meget store dybder. Den størst observerede dybde er 11.524 m i Mindanaodybet i Filippinergraven i det vestlige Stillehav.

Hav. Jordens havniveau bestemt på grundlag af ét års observationer med radarhøjdemåleren på ERS-1. Jordens tyngdefelt er ikke ligeligt fordelt. Det giver anledning til variationer af havets overflade, hvor der er afvigelser fra en gennemsnitsflade på minus 105 m (blåt) syd for Indien til plus 85 m (rødt) fx syd for Afrika. Dybhavsgrave påvirker overfladens højde, der ses som brede linjer langs med fx Japan og Aleuterne.

Dybhavsbunden udgør meget store plane bundområder i de åbne have med dybder varierende mellem 3000 m og 6000 m. Dybhavsbundens gennemsnitlige hældning er mindre end 1:50.000, men topografien er meget varieret. De store flader brydes af oceaniske hævninger, seamounts og bjergkæder. Oceaniske hævninger er lange, brede plateauer på havbunden, fx Bermudahævningen i Atlanterhavet. Seamounts er enkeltstående undersøiske bjerge (tinder) med stejle sider, som især findes i Stillehavet. Nogle af disse når op over havoverfladen og danner herved øer, men for hovedpartens vedkommende befinder toppen sig under havoverfladen. De midtoceaniske bjergrygge udgør et af de mest markante topografiske karaktertræk på Jorden. Disse bjergkæder opstår i de områder, hvor Jordens lithosfæreplader bevæger sig fra hinanden. En bjergkæde løber langs midterlinjen i Atlanterhavet og fortsætter videre til Det Indiske Ocean og Stillehavet. I Atlanterhavet udgør Den Midtatlantiske Ryg (MAR) en barriere for blandinger mellem forskellige dybhavsvandmasser; udveksling kan kun finde sted gennem nogle få såkaldte brudzoner. Se også dybhav.

Havstrømme

Cirkulationen i havet er som i atmosfæren drevet af strålingsenergi fra Solen og kan deles op i to komponenter: den vinddrevne og den termohaline. For begge komponenters vedkommende gælder, at strømningerne er udpræget vandrette. Kun få steder findes lodrette strømninger på størrelse med de vandrette.

Den vinddrevne cirkulation skabes, ved at vindens friktion mod havoverfladen sætter denne i bevægelse. På grund af Jordens rotation vil overfladestrømmen afbøjes til højre for vindretningen på den nordlige halvkugle (til venstre på den sydlige). Den vindskabte cirkulation begrænser sig normalt til de øverste hundrede meter i havet, men pga. opstuvning (eller det modsatte) af vand ved kyster kan den vindskabte cirkulation skabe strømme i havet fra overflade til bund.

Hav. Overfladestrømmene drives af de globale vindsystemer, der forekommer periodevis, og følger stort set deres retninger. Strømningen på større dybder er, foruden den generelle cirkulation i havet, også indirekte påvirket af overfladestrømmene således som vist i denne stærkt skematiserede figur: Når vand sættes i bevægelse på den roterende Jords overflade, vil havstrømmen i et relativt tyndt lag, ekmanlaget, blive afbøjet pga. corioliskraften; på den sydlige halvkugle mod venstre, på den nordlige, som i dette eksempel, mod højre. For et cirkulært vindsystem betyder det, at vand akkumuleres i hvirvlens centrum. Den forøgede vandmængde i centrum forårsager en større nedadrettet trykgradient, hvorfor der i de underliggende lag opstår strømninger bort herfra. Også disse strømme afbøjes af corioliskraften mod højre, hvorfor de strømmer parallelt med vindretningerne.

Den termohaline cirkulation er betegnelsen for bevægelser i havet, som er skabt af massefyldeforskelle. Massefyldeforskellene hidrører fra forskelle i temperatur, saltholdighed eller som oftest begge. Massefyldeforskellene skaber trykgradienter, som sætter en bevægelse i gang fra højt mod lavt tryk. Igen forårsager Jordens rotation omkring sin akse en ændring af strømretningen, således at strømmen afbøjes 90° til højre på den nordlige og til venstre på den sydlige halvkugle.

Overfladestrømmene i verdenshavet er hovedsagelig skabt af de globale vindsystemer, dvs. passatvindene fra ækvator til 30° bredde, vestenvindene mellem 30° og 60° bredde og østenvindene ved polerne. Kontinenternes tilstedeværelse bevirker, at strømmene afbøjes, således at der dannes lukkede hvirvler; eksempelvis findes i Nordatlanten en vestgående strøm ved ækvator, Den Nordlige Ækvatoriale Strøm, en nordgående strøm ved Amerika, Golfstrømmen, en østgående strøm på mellem-breddegraderne, Den Nordatlantiske Strøm, og en sydgående strøm ved Europa-Afrika, Den Kanariske Strøm. Hvirvlen er på grund af Jordens rotation om sin akse asymmetrisk, således at strømmen i den vestlige side af oceanet er smallere, hvorved strømhastighederne bliver større. Tilsvarende cirkulationsmønstre findes i de øvrige oceaner.

På stor dybde er cirkulationen primært drevet af de termohaline kræfter. Strømmene går her fortrinsvis på langs af oceanerne, dvs. nord-syd, ikke altid jævnt fordelt over oceanets bredde, idet de har en tendens til at være kraftigst i den vestlige side.

Strømhastighederne i overfladestrømmene ligger normalt mellem 0,1 m/s og 0,2 m/s. Hastigheden i de polgående strømme i oceanernes vestlige side, fx Golfstrømmen, kan blive helt op til 2,5 m/s. Hastighederne i dybvandet er væsentlig mindre, ca. 0,01-0,03 m/s.

Kort over havstrømme viser kun middelværdier for cirkulationshastighederne; havstrømme kan variere betragteligt både i styrke og placering. Først og fremmest udviser havstrømmene årstidsvariationer; men også variationer over perioder på år er normale. Da havstrømmene er en vigtig komponent i den globale varmetransport — fx transporteres store varmemængder fra lave til høje breddegrader i Golfstrømmen — vil variationer i havstrømmene indvirke på de atmosfæriske forhold (vind, temperatur, nedbør, osv.), mens variationerne i havstrømmene omvendt i høj grad er skabt af forandringer i de atmosfæriske forhold. Denne tætte vekselvirkning mellem atmosfære og ocean er det, der skaber Jordens klima.

Havets kulstofcyklus

Udvekslingen mellem havets og atmosfærens kuldioxid (CO2) er afhængig af forskellen i de partielle CO2-tryk mellem de to medier samt af vinden. CO2s opløselighed i havet stiger med aftagende temperatur; derfor vil havområder, der afgiver varme til atmosfæren (fx Nordatlanten), favorisere optagelsen af CO2 fra atmosfæren.

I havet kan den uorganiske CO2 vha. solenergi omdannes til organisk kulstof (planteplankton) og ilt via fotosyntese. Fotosyntese kan kun foregå i havets øverste 30-100 m, da der kun i dette lag er tilstrækkelig solenergi. Endvidere er næringssalte i overfladelaget en afgørende faktor for planktonvæksten. Via en række biologiske og fysiske processer transporteres det producerede organiske materiale til dybereliggende vandlag og muliggør derved biologisk liv der.

Hav. Sammenhængen mellem saltholdighed og hhv. temperatur for maksimal massefylde og frysepunkt. Skæringspunktet mellem de to kurver er -1,332 °C og 24,7‰. Når havvand afkøles, bliver det tungere og synker mod bunden, hvorved det underliggende varmere vand stiger mod overfladen, afkøles og synker ned. For havvand med saltholdighed under 24,7‰ fortsætter denne proces, indtil vandet når temperaturen for maksimal massefylde; herefter vil yderligere afkøling gøre vandet lettere, hvorved der dannes et tyndt overfladelag, som hurtigt afkøles til frysepunktet, og isdannelse kan finde sted. For havvand med saltholdighed over 24,7‰ skal hele vandsøjlen afkøles indtil frysepunktet, inden isdannelsen kan begynde. Dette er baggrunden for, at der under isvintre dannes is i Østersøen og de indre danske farvande, men ikke i Nordsøen.

Henfaldet af biologisk materiale i havet forårsager under forbrug af ilt dannelse af CO2, opløst organisk kulstof og næringssalte, hvorved kulstofcyklussen er sluttet.

Den biologiske kulstofcyklus er en vigtig proces i transporten af CO2 fra atmosfæren til havenes dybder og har fået stor forskningsmæssig bevågenhed i forbindelse med diskussionerne om drivhuseffekten. Det anslås, at halvdelen af de 5-6 mia. t kulstof (i form af CO2), som menneskene årlig udsender til atmosfæren, bliver absorberet i havet. Således har havets kulstofcyklus en afgørende modererende virkning på drivhuseffekten.

Havvand

Vandmolekylet H2O består af to positivt ladede hydrogenatomer og et negativt ladet oxygenatom. Opbygningen af vandmolekylet er asymmetrisk, hvorfor vandmolekylet er en stærk dipol. Vand har derfor stor opløsningsevne for polære stoffer, en stor overfladespænding og tendens til at danne molekylkæder.

Opløsningsevnen bevirker, at store mængder af salte er opløst i havvand, hvoraf ca. 3,5% udgøres af opløste stoffer. Klor og natrium er de to vigtigste grundstoffer opløst i havvand; de udgør tilsammen 85,2% af samtlige opløste stoffer.

Overfladespændingen bevirker, at der kan dannes kapillarbølger på havoverfladen. Til trods for kapillarbølgernes ringe størrelse er de afgørende for friktionen mellem vinden og havet, som er afgørende for dannelse af bølger og havstrømme.

Hav. Dagslyset absorberes af havvand i varierende grad ved forskellige bølgelængder. I klart oceanvand når det blå-violette lys de største dybder, 130 m, mens grøn-gult lys når de største dybder i kystvand, 30 m. Det dagslys, som efter vandets egen spredning og efter refleksion fra partikler stråler op gennem overfladen, giver farveindtrykket. Derfor er oceanvand oftest azurblåt, mens vand i nære kystområder er mere grønligt.

Molekylkædedannelsen kræver tilførsel af varmeenergi. Når vandet opvarmes, vil det som alle andre stoffer forsøge at udvide sig; men tilstedeværelsen af varmeenergi får samtidig vandmolekylerne til at slutte sig sammen i kæder, hvorfor vandet trækker sig sammen. Kombinationen af disse to effekter bevirker, at ferskt vand har sin maksimale massefylde ved 4 °C. Kædedannelsen bevirker, at vand har en stor varmekapacitet og en stor fordampningsvarme. Dette er baggrunden for, at havstrømmene kan transportere varme over store afstande, hvilket har afgørende betydning for Jordens klima.

De opløste salte i havvandet gør, at havvands frysepunkt er mindre end 0 °C, og at temperaturen for maksimal massefylde er mindre end 4 °C.

Læs mere om hav i underemnerne herunder.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

Læs også om hav i Nordisk Mytologi.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

Hav. Der kan være enorme kræfter i bølgernes brydning.

© Dette billede må du ...

Hav. Jordens havniveau bestemt på grundlag af ét års observationer med radarhøjdemåleren på ERS-1. Jordens tyngdefelt er ikke ligeligt fordelt. Det giver anledning til variationer af havets overflade, hvor der er afvigelser fra en gennemsnitsflade på minus 105 m (blåt) syd for Indien til plus 85 m (rødt) fx syd for Afrika. Dybhavsgrave påvirker overfladens højde, der ses som brede linjer langs med fx Japan og Aleuterne.

© Dette billede må du ...

Hav. Reliefkort over verdenshavets bund. Et sammenhængende system af midtoceaniske rygge, der er seismisk aktive spredningszoner i havbunden med talrige forkastninger, gennemløber samtlige oceaner. Dybhavsgravene findes i forbindelse med øbuer. Arealer under havniveau er angivet med blåt, hvilket medfører, at centrale dele af Grønland og Antarktis her fremstår som havbund.

© Dette billede må du ...

Hav. Dagslyset absorberes af havvand i varierende grad ved forskellige bølgelængder. I klart oceanvand når det blå-violette lys de største dybder, 130 m, mens grøn-gult lys når de største dybder i kystvand, 30 m. Det dagslys, som efter vandets egen spredning og efter refleksion fra partikler stråler op gennem overfladen, giver farveindtrykket. Derfor er oceanvand oftest azurblåt, mens vand i nære kystområder er mere grønligt.

© Dette billede må du ...

Hav. Overfladestrømmene drives af de globale vindsystemer, der forekommer periodevis, og følger stort set deres retninger. Strømningen på større dybder er, foruden den generelle cirkulation i havet, også indirekte påvirket af overfladestrømmene således som vist i denne stærkt skematiserede figur: Når vand sættes i bevægelse på den roterende Jords overflade, vil havstrømmen i et relativt tyndt lag, ekmanlaget, blive afbøjet pga. corioliskraften; på den sydlige halvkugle mod venstre, på den nordlige, som i dette eksempel, mod højre. For et cirkulært vindsystem betyder det, at vand akkumuleres i hvirvlens centrum. Den forøgede vandmængde i centrum forårsager en større nedadrettet trykgradient, hvorfor der i de underliggende lag opstår strømninger bort herfra. Også disse strømme afbøjes af corioliskraften mod højre, hvorfor de strømmer parallelt med vindretningerne.

Viser 1-6 af 7 billeder | Se alle

Filer

FilTilføjet af 
[+350207.801.svg (4.22 kB)

Hav. Sammenhængen mellem saltholdighed og hhv. temperatur for maksimal massefylde og frysepunkt. Skæringspunktet mellem de to kurver er -1,332 °C og 24,7‰. Når havvand afkøles, bliver det tungere og synker mod bunden, hvorved det underliggende varmere vand stiger mod overfladen, afkøles og synker ned. For havvand med saltholdighed under 24,7‰ fortsætter denne proces, indtil vandet når temperaturen for maksimal massefylde; herefter vil yderligere afkøling gøre vandet lettere, hvorved der dannes et tyndt overfladelag, som hurtigt afkøles til frysepunktet, og isdannelse kan finde sted. For havvand med saltholdighed over 24,7‰ skal hele vandsøjlen afkøles indtil frysepunktet, inden isdannelsen kan begynde. Dette er baggrunden for, at der under isvintre dannes is i Østersøen og de indre danske farvande, men ikke i Nordsøen.

Admin

05/02/2009

[+361089.801.svg (81.19 kB)

Hav. Overfladestrømmene drives af de globale vindsystemer, der forekommer periodevis, og følger stort set deres retninger. Strømningen på større dybder er, foruden den generelle cirkulation i havet, også indirekte påvirket af overfladestrømmene således som vist i denne stærkt skematiserede figur: Når vand sættes i bevægelse på den roterende Jords overflade, vil havstrømmen i et relativt tyndt lag, ekmanlaget, blive afbøjet pga. corioliskraften; på den sydlige halvkugle mod venstre, på den nordlige, som i dette eksempel, mod højre. For et cirkulært vindsystem betyder det, at vand akkumuleres i hvirvlens centrum. Den forøgede vandmængde i centrum forårsager en større nedadrettet trykgradient, hvorfor der i de underliggende lag opstår strømninger bort herfra. Også disse strømme afbøjes af corioliskraften mod højre, hvorfor de strømmer parallelt med vindretningerne.

Admin

05/02/2009

[+361092.801.svg (2.16 MB)

Hav. Reliefkort over verdenshavets bund. Et sammenhængende system af midtoceaniske rygge, der er seismisk aktive spredningszoner i havbunden med talrige forkastninger, gennemløber samtlige oceaner. Dybhavsgravene findes i forbindelse med øbuer. Arealer under havniveau er angivet med blåt, hvilket medfører, at centrale dele af Grønland og Antarktis her fremstår som havbund.

Admin

05/02/2009

[+361096.801.svg (117.03 kB)

Hav. Dagslyset absorberes af havvand i varierende grad ved forskellige bølgelængder. I klart oceanvand når det blå-violette lys de største dybder, 130 m, mens grøn-gult lys når de største dybder i kystvand, 30 m. Det dagslys, som efter vandets egen spredning og efter refleksion fra partikler stråler op gennem overfladen, giver farveindtrykket. Derfor er oceanvand oftest azurblåt, mens vand i nære kystområder er mere grønligt.

Admin

05/02/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 2 forfattere
Redaktionen
09/07/2014
ÅMV
16/08/2013
Oprindelige forfattere
ÅMV
16/08/2013
EBuch
16/08/2013

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki