Hav. Tværsnit af en oceanbund. Langs de midtoceaniske rygge (spredningsrygge) bevæger lithosfærepladerne sig fra hinanden, og smelte (magma) fra Jordens kappe stiger op i skorpen og danner et magmakammer. Herfra stiger magma op til overfladen igennem sprækker (lodret skravering) og danner lavastrømme på havbunden (basaltlag). Gabbrolaget består af tidligere magmakamre, som er størknede og ført væk med pladebevægelsen.

.

Hav - geologi, Jordskorpen under dybhavene er geologisk set helt forskellig fra kontinenterne. Geofysikeren Alfred Wegener påpegede allerede i forbindelse med hypotesen om kontinentalforskydning (1915), at jordskorpen under kontinenterne er opbygget af relativt lette bjergarter og oceanbundsskorpen af et tungere materiale. Men først med det pladetektoniske paradigme (1963-68) skabtes grundlaget for en forståelse af oceanernes opbygning. Udforskning af oceanerne har bidraget til forståelsen af både Jordens ydre miljø, dvs. havstrøms- og klimahistorie og biologisk udvikling, samt de indre processer i Jordens kappe igennem geologisk tid. Desuden følger nogle af Jordens mest aktive jordskælvszoner øbuerne langs dybhavsgravene, og udforskningen af disse er derfor af stor betydning; se pladetektonik.

Geofysiske undersøgelser og dybhavsboringer har vist, at jordskorpen under oceanerne kun er 6-7 km tyk og består af vulkanske bjergarter (basalt) og disses dybereliggende fossile magmakamre (gabbro).

Oceanbundsskorpen dannes ved havbundsspredning langs de midtoceaniske rygge (MOR), der snor sig som et bånd omkring hele Jorden. Den nydannede skorpe føres væk fra MOR med 0,5-8 cm pr. år og afkøles efterhånden. Skorpen bliver herved tungere og synker fra ca. 2,7 km vanddybde langs MOR ned til 4-6 km under de dybe oceaniske bassiner. Havdybden øges derfor symmetrisk omkring MOR og mod den kontinentale margen. Samtidig stiger tykkelsen af dybhavssedimenterne, der består af meget fine lerpartikler og rester af kalk- og kiselskallede mikroorganismer, fra kun få meters tykkelse til mange hundrede meter på de dybe oceaniske sletter, hvor havbunden er ældre. Studier af deres sammensætning og form giver oplysninger om tidligere tiders havstrømme og klima. Tættere ved kontinenterne kan store mængder grus, sand og ler, der stammer fra havets erosion af kysten eller er ført med af de store floder eller vinden, aflejres primært på kontinentalsoklen og -skrænten. Aflejring kan også foregå direkte på den dybe slette, ved at turbiditstrømme fra kontinentalskrænterne fører tykke sedimentlag med sig. Havdybden aftager fra dybhavssletten op imod kontinentalskrænten. Dette mønster gælder for Atlanterhavet og Det Indiske Ocean, der hovedsagelig har såkaldt passive kontinentalmargener, dvs. ingen aktive tektoniske bevægelser under den kontinentale sokkel. Stillehavet er derimod mest omgivet af tektonisk aktive kontinentalmargener, hvor en dybhavsgrav, fx Chilegraven, adskiller dybhavssletten fra kontinenterne eller fra en øbue foran kontinentet som fx ved Aleuterne og Japan.

Langs dybhavsgravene synker gammel oceanbundsskorpe og den underliggende stive del af Jordens kappe, lithosfærepladen, ved subduktion ned i Jordens bløde kappe, asthenosfæren. Store mængder af oceanbundens sedimentlag bliver derved "skrællet" af den nedadgående plade og ophobes i mange kilometer tykke, tektonisk forstyrrede og foldede sedimentlag (forbuen) foran kontinentet eller øbuen. Forbuen, som modsvarer den kontinentale sokkel langs passive margener, og øbuen kan senere indgå i den kontinentale skorpe ved pladekollision og bjergkædedannelse.

Oceanbundsskorper har formentlig været dannet igennem det meste af Jordens historie (ca. 4,5 mia. år), men er forsvundet igen ved subduktion. Den ældste bevarede oceanbund er kun ca. 200 mio. år gammel (overgangen imellem Trias- og Juraperioden) og findes i det nordøstlige Indiske Ocean, vestlige Stillehav og i Atlanterhavet ud for USA og Nordvestafrika. Mange af de nuværende dybe havbundssletter stammer fra Kridtperioden (ca. 146-65 mio. år før nu).

Der er betydelige afvigelser fra det simple mønster med en central MOR omgivet af dybhavssletter. I enkelte områder underskydes ved subduktion helt nydannet oceanbundsskorpe, i fx Chilegraven, og endog selve spredningsryggen. Brudzoner i oceanbunden kan forskyde dele af MOR op til 1000 km i forhold til hinanden, og voldsom, episodisk vulkanisme, også uden for MOR, kan forekomme som følge af konvektionsstrømme i Jordens kappe (se hot spot) og danne vidt udbredte, kilometerhøje oceaniske plateauer eller smalle kæder af havbjerge, samt undersøiske rygge af vulkansk oprindelse. Mest kendt er den vulkansk aktive Hawaii-øgruppe, som hæver sig ca. 10 km over havbunden, og som er endeleddet i en kæde af udslukte og nu hovedsagelig undersøiske op til ca. 100 mio. år gamle vulkanrester, der strækker sig op til Den Aleutiske Øbue. De største plateauer er Onton Java Plateau i det vestlige Stillehav og Kerguelen Plateau i Det Indiske Ocean.

Det Japanske Hav er et eksempel på en mindre havdannelse ved havbundsspredning, som finder sted bag en øbue, dvs. oven over den lithosfæreplade, som forsvinder ned i dybhavsgraven. Syd for Cypern og Kreta i Middelhavets østlige del forsvinder de sidste rester af Tethyshavet fra Jura- og Kridtperioden, ved at Afrika og Europa bevæger sig mod hinanden. I det vestlige Middelhav er forholdene yderst komplicerede, og små nye oceanbassiner, fx Det Tyrrhenske Hav, er under dannelse; men samtidig er Afrika og Europa ved at lukke helt sammen i dette område. I sjældne tilfælde kan et mindre fragment af oceanbunden (ofiolitkompleks) blive skubbet op i forbuekomplekset og senere blive del af fastlandet. I ofiolitkomplekset Troodos på Cypern kan både lag af Jordens kappe, oceansbundsskorpens gabbro- og lavalag, dybhavssedimenter og malmdannelser fra hydrotermale kilder ses.

Råstoffer. Store olie- og gasresurser findes på de kontinentale sokler og til dels også under den kontinentale hævning og kontinentalskråningerne. På dybhavssletterne findes koncentrationer af visse metaller i mangannoduler. Varme (hydrotermale) kilder findes langs nogle MOR og kan være ledsaget af endog ganske store malmdannelser (bly, kobber, zink). Bortset fra olie og gas er disse råstofresurser dog endnu uudnyttede.

Læs mere om havet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig