Hav. Store mængder af plast udledes til havet. En del af dette ender som opskyl på stranden.

.

Iltsvind er hyppigst og mest voldsomme i lukkede bugter og fjorde. Her følges det ofte af fiskedød, dels fordi iltsvindene er voldsomme, dels fordi fiskene ikke kan flygte til mere iltrige steder, når iltsvindet bliver mærkbart. Værst er iltsvind for muslinger og andre dyr, der ikke kan flygte. Alene i Isefjorden døde i 2006 således 20000-30000 tons blåmuslinger. Foto fra Kalø Vig.

.

Havforurening er forurening af havmiljøet. Miljøkvaliteten i marine økosystemer reguleres både nedefra og oppefra. Nedefra handler primært om betydning af næringsstoffer og i mindre grad af miljøfarlige stoffer. Oppefra er det de øverste rovfisk og pattedyr i fødenettet, som betyder noget. I de danske farvande er det primært næringsstoffer, som fortsat er mest betydende for miljøkvaliteten, men også fiskeri, klimaændringer og miljøfarlige stoffer er af betydning.

I 1980’erne vidste man ikke så meget om betydningen af processerne oppefra, hvorfor de daværende overvågningsprogrammer og forskningen primært fokuserede på betydningen af næringsstoffer. I dag ved man mere om betydning af overfiskeri, vandmænd og skrabende fiskeredskabers ødelæggelse af havbunden.

Forureningens årsager

Intensiv forurening med næringsstoffer og miljøfarlige stoffer som den, der foregik i perioden 1950 til 1990, gav anledning til en lang række negative effekter med øget algevækst, uklart vand, iltsvind og bundfældning af partikler, der gør havbunden blød og mudret og medfører tilbagegang af både dyre- og plantesamfund. Næringsstofferne, især kvælstof og fosfor fra landbrug og fra byernes spildevand, er den primære årsag til de dårlige miljøforhold i havet. I de åbne farvande transporteres der store mængder næringsstoffer med havstrømme og nedbør. I de mere lavvandede danske havområder er der et komplekst samspil mellem fysiske forhold (havstrømme, saltindhold og temperaturer), kemiske forhold (næringsstoffer mv.) og biologiske organismer og processer i de frie vandmasser og på havbunden.

Overfiskeri reducerer fiskebestandene og i særdeleshed de store fisk, som har stor betydning for miljøkvaliteten. Når de store fisk er væk, sker der en uhæmmet vækst af små fisk, eksempelvis sort kutling og hundestejler, og de æder dyreplankton, så der dannes store mængder planktonalger, der giver uklart vand og iltsvind (se iltsvind og bundvending). Skrabende fiskeredskaber som bundtrawl ødelægger havbundens dyreliv.

En række miljøfarlige stoffer blev tidligere udledt fra industri og med spildevand og fandtes i store mængder i det danske havmiljø. Det drejede sig primært om tungmetaller (kobber, cadmium, bly), organiske stoffer som PCB og DDT samt tributyltin (TBT), der anvendtes som skibsmaling til at forhindre begroning. I dag er mængden af miljøfarlige stoffer væsentligt reduceret. Industrien udleder mindre, og skibsmalingen anvendes kun i begrænset omfang. Dog er forekomster af miljøfarlige stoffer nogle steder i kystzonen fortsat så høje, at de giver effekter på dyr og processer.

Eutrofiering

Iltsvind. Omtrentlig udbredelse af iltsvind i de danske farvande i august 2008.

.

Hav. Eutrofiering, dvs. overgødskning med plantenæringsstoffer, er et alvorligt miljøproblem i bl.a. danske havområder. En opgørelse af kvælstof- og fosfortilførslen til havområderne i Danmark viser, at kvælstoftilførslen ikke blev reduceret 1989-1994, mens tilførslen af fosfor blev reduceret med ca. 30%. Det meste fosfor kommer ud i vandet i form af fosfat i spildevand, og man har gennemført omfattende foranstaltninger for at rense spildevandet og nedbringe fosforudledningen. Det meste kvælstof kommer ud i form af nitrat, der hidrører fra landbrugets gødning.

.

Eutrofiering eller overgødskning med næringsstoffer og følgevirkningerne heraf er fortsat i dag et stort problem. Tidligere i perioden 1950-1980 var udledninger fra landbrug, industri og spildevand meget større. Havet blev betragtet som en losseplads med uudtømmelig kapacitet. I 1980’erne bredte der sig en erkendelse af, at store mængder næringsstoffer var den primære årsag til store arealer med iltsvind, som forårsagede døde fisk og hummere, gav lugtgener og udviklede svovlbrinte. NPO-handlingsplanen fra 1985 rettede for første gang søgelyset mod landbrugets forurening, og senere blev dette fulgt op af tre vandmiljøplaner i 1987, 1998 og 2004, hvor der var særlig fokus på at reducere udledningerne af kvælstof fra landbruget og fosfor fra byernes spildevand som de store syndere.

Overordnet er tilførslerne af kvælstof fra landjorden til havet reduceret med mere end 50 procent siden midten af 1980’erne og udgør i dag ca. 55.000 tons kvælstof per år. På samme måde er fosfortilførslerne til havet reduceret med mere end 90 procent siden begyndelsen af 1990’erne og udgør i dag 2400 tons fosfor per år. Disse reduktioner skyldes vandmiljøplanerne, som relativt hurtigt gav ændringer i udledningerne af næringsstoffer. Kvælstoffet blev reduceret gradvist igennem perioden, men fosfortilførslerne faldt markant efter etablering af effektive rensningsanlæg i begyndelse af 1990’erne.

Det er dog desværre ikke nok. Selvom koncentrationerne af næringsstoffer blev reduceret, forekom der fortsat mange iltsvind og fiskedød. Først langt senere begyndte biologien at forbedre sig. En nøgleorganisme i kystzonen er planten ålegræs. Det er en rodfæstet græslignende blomsterplante, som under gode miljøforhold danner store sammenhængende enge under vandoverfladen. I de sidste årtier er forekomster af ålegræs blevet stærkt reduceret primært i takt med den stigende forurening med næringsstoffer og til dels også af iltsvind. Ålegræs er en god indikator som mål for miljøtilstanden i kystzonen. Ålegræsenge findes typisk på tre til seks meters dybde. Ålegræsset stabiliserer havbunden, danner skjulested for fisk, danner vækstområder for mange andre organismer, stimulerer den biologiske mangfoldighed og producerer ilt. I områder, hvor ålegræsset er forsvundet som følge af uklart vand, ændres forholdene til det værre. Den bløde, mudrede havbund bliver let hvirvlet op i vandet, som bliver uklart, og derved bliver muligheden for, at ålegræsset kan vende tilbage, også forringet. Med den baggrund er det klart, at ålegræsset spiller en helt central rolle i forvaltningen af havmiljøet og i implementeringen af det europæiske vandrammedirektiv, som udgør de lovmæssige krav til forvaltning af de europæiske vandområder.

Indtil omkring 2009 skete der ingen forbedringer i udbredelsen af ålegræsset, og det var en væsentlig anledning til den fortsatte kritik af vandmiljøplanerne. Når nu ålegræsset var så god en indikator for miljøkvaliteten i havet, og ålegræsset ikke udviklede sig, når næringsstofkoncentrationerne blev reduceret og lysforholdene forbedret, så måtte vandmiljøplanerne og de dertil knyttede indsatsplaner være forkerte? Eksempler fra den internationale litteratur har vist, at nogle marine økosystemer har været så ødelagte af forurening, at det kunne tage årtier eller mere, før de vendte tilbage til en bedre miljøkvalitet, og dette er også tilfældet i Danmark.

I de danske kystområder skete der ingenting med ålegræsset i flere årtier efter, at man indledte arbejdet med vandmiljøplanerne, og først i 2009 begyndte en svag positiv udvikling i ålegræssets udbredelse, og endelig i 2013 nåede ålegræsset de højeste værdier i hele overvågningsperioden. De fortsatte forbedringer i lysforholdene er formentligt den væsentligste årsag til forbedringerne, men en gradvis forbedring af forholdene i havbunden har også betydning. Fortsætter denne udvikling, vil det føre til en række forbedringer i kystzonen, som vil stabilisere forholdene og sikre en fortsat god miljøtilstand.

Iltsvind

Iltsvind er et naturligt fænomen, som altid har forekommet i mange havområder på kloden. I Danmark er iltsvind et udbredt fænomen, som forekommer hvert år, og mange steder har der forekommet iltsvind igennem mange år også før de store udledninger af næringsstoffer. Iltsvind i havet reguleres primært af vejret, havstrømme, og næringsstoffer. I 2002 ramte iltsvindet et område, der omtrent svarede til Sjællands areal, og havbundens dyreliv i store dele af Kattegat blev helt ødelagt. I Østersøen blev det for nylig beregnet, at iltsvindsarealet i løbet af de sidste 115 år er steget med en faktor 10, så iltsvindsarealet nu er mere end 60.000 km2. Samtidig blev det konkluderet, at denne stigning primært var forårsaget af næringsstoffer, mens temperaturstigninger i mindre grad bidrog til forværringen.

Hvorfor er iltsvind ikke blevet mindre i de danske kystnære områder, nu da næringsstofferne er blevet reduceret? Svaret ligger gemt i de igangværende klimaændringer.

I modsætning til de positive effekter af reduktionen i næringsstofudledningerne påvirker klimaændringerne miljøforholdene i kystzonen negativt. Analysen af årtiers overvågningsdata viser, at trods reduktionerne i udledninger og koncentrationer af næringsstoffer er iltforholdene ikke blevet bedre i de danske kystområder. Tværtimod er hyppigheden af iltsvindshændelser steget markant. Dette skyldes en kombination af stigende temperatur, stigende iltforbrug i vandet på grund af højere temperaturer og mindre vind om sommeren, som bidrager til en dårligere opblanding af vandmasserne i kystzonen, og som medvirker til dårligere iltforhold. På den måde modvirker klimaændringerne de positive effekter af vandmiljøplanerne. Hvis man igen åbner for større udledninger af kvælstof, på grund af en mere intensiveret landbrugsdrift, vil dette sammen med effekterne af de klimatisk betingede ændringer meget hurtigt føre til forværringer i miljøforholdene i kystzonen. I virkeligheden peger klimaeffekterne på en endnu mere restriktiv forvaltning af udledninger af næringsstoffer til kystzonen.

Miljøfarlige stoffer

Miljøfarlige stoffer omfatter tungmetaller, fx kviksølv, bly cadmium og klorerede kulbrinter, fx DDT og PCB, der er farlige for havets dyreliv, fordi giftene vanskeligt kan nedbrydes, og dyrene kan ophobe giftstofferne i højere koncentrationer end i det omgivende havvand. Denne såkaldte bioakkumulation kan føre til, at de sidste led i fødekæden – fugle, sæler, marsvin og hajer – ophober så store mængder, at det kan skade dyrenes reproduktion, kønsorganer, immunforsvarssystem mv. En del af de miljøfarlige stoffer kan samvirke, så den samlede giftvirkning bliver større end effekterne af summen af de enkelte giftstoffer.

En anden farlig miljøgift er tributyltin (TBT), der tidligere blev anvendt i skibsmaling for at hindre begroning på skibssiderne. TBT er nu forbudt at anvende på skibe. Stoffet påvirker formeringsevnen hos en række sneglearter, herunder purpursneglen, der næsten er udryddet langs Norges sydkyst. Selvom forekomster af en del af de miljøfarlige stoffer i de danske havområder er blevet reduceret siden 1960’erne, så forekommer der i dag fortsat koncentrationer af kviksølv og TBT, som overstiger internationale grænseværdier for god miljøtilstand i muslinger. TBT er dermed sammen med kviksølv den mest udbredte årsag til klassificering som dårlig miljøtilstand af havmiljøet pga. belastning med miljøfarlige stoffer. Det er særligt i de indre danske farvande og i enkelte fjorde med marinaer eller havne, der fortsat findes store koncentrationer af TBT.

I marine sedimenter ligger der et historisk arkiv af miljøfarlige stoffer, som kun langsomt nedbrydes. Det er særligt zink, kobber og cadmium, men også oliestoffer (PAH’er), og nogle af disse overskrider de internationale grænseværdier for god miljøtilstand.

Olieforurening

Forurening. Oprydning efter olieforureningen fra supertankeren Exxon Valdez, der i 1989 grundstødte i Prince William Sound i Alaska og lækkede ca. 40.000 t råolie. Pga. hårdt vejr spredtes olien over store områder, og det blev en af de største olieforureningskatastrofer, bl.a. døde ca. 200.000 havfugle. Olie klistrer til fuglenes fjer, deres ellers vandtætte fjerdragt kommer i uorden, og vand trænger ind til huden, hvilket fører til fuglens død.

.

Mange havområder er forurenet med olie dels fra land via vandløb, fra havne, industrier og byer ved kysten, dels fra skibstrafik og olieudvinding. Olieudvinding medfører spild. I Nordsøen er det beregnet, at olieboreplatformene bidrager med 25 procent af de samlede tilførsler. Effekterne omfatter skader på bunddyr som muslinger og snegle omkring udvindingsstederne. Transport af olie i tankskibe udgør en særlig fare ved kollisioner.

Den flygtige del af olien er mest giftig for havets dyr, men fordampningen sker forholdsvis hurtigt. Den resterende olie nedbrydes langsomt, og strøm og vind kan føre den ind til kysten, hvor fugle og havpattedyr kan rammes. Fuglenes tilsølede fjer hindrer dem i at flyve, og de dør en langsom sultedød. Olien kan også nedbrydes fysisk af bølger til små partikler, som kan optages og akkumuleres i det marine fødenet.

Marint affald

Plastik udledes til havet i store mængder. Fra bl.a. skibe, rensningsanlæg og industrier udledes omkring otte millioner tons plastik til verdenshavene, og udledningerne stiger fortsat. En ny prognose viser en stigning mellem 100 og 250 millioner tons i 2025. En lille del af det udledte plastik kan ses som opskyl på standen, hvor plastikposer, flasker, dunke og tovværk lokalt er synlige beviser. Effekterne af bl.a. garn og tovværk er, at hvaler, fugle, sæler og fisk bliver viklet ind plastik og dør en langsom død. Andre større plastting bliver slugt, og hvis maven er fyldt med plastik, optager plasten plads, hvor der ellers skulle have været næringsrig føde.

Den største mængde er imidlertid den usynlige plastik. Mikroplastik/nanoplastik består af plastpartikler, der er mindre end 1-5 mm; mange partikler er helt ned på nanometerniveau. De opstår, ved at større plastikpartikler bliver slået i stykker. De er så små, at de bliver optaget af levende organismer, og de transporteres på denne måde op igennem fødekæden. Det er uklart, hvilken betydning disse små partikler har. Plastikpartikler kan imidlertid binde en række miljøgifte, bl.a. oliestoffer, som på denne måde bliver spist af fisk, og mange af miljøgiftene påvirker både fiskene og dem, der lever af at spise fisk.

Klimaændringer

De igangværende klimaændringer påvirker en lang række processer i havet. Havtemperaturen stiger. I de hjemlige farvande er temperaturen steget med 1-1½ °C i de seneste 30-40 år. Væsentlige effekter af stigende temperaturer på miljøkvaliteten er, at biologiske processer som fotosyntese og respiration stiger, fysisk lagdeling af vandmasserne stiger ligeledes, og opløseligheden af ilt i vandet falder. Selvom både fotosyntese og respirationsprocesser stiger, er stigningen størst for respirationen, og sammenlagt for alle de ovennævnte ændringer er, at der er mindre ilt til rådighed, og at forbruget af ilt er stigende. Denne cocktail forårsager flere iltsvindshændelser ved havbunden, især i kystområderne. En medvirkende årsag er endvidere, at vinden er aftaget om sommeren, så opblandingen af vandmasserne, som tilfører ny ilt fra atmosfæren, sker mindre hyppigt.

Nedbørsmængden og nedbørsmønsteret er også blevet ændret. Der kommer mere nedbør, og det falder mere voldsomt. Begge dele har betydning for afstrømning af vand og næringsstoffer fra landjorden, så der kommer flere næringsstoffer til havet.

Dumpning af affald i havet har været almindelig praksis i bl.a. Nordsøen helt op til slutningen af 1980'erne (se dumpning). Det meste, ca. 80 mio. t pr. år, var sand og mudder fra uddybning af sejlrender og havne, og ca. 8 mio. t var slam fra spildevandsrensning. Desuden dumpede man miljøgiftigt kemisk affald fra industrien og radioaktivt affald. Store mængder kemisk affald er endvidere blevet brændt af på særlige skibe (havafbrænding).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer (2)

svarede Suzanne Rindom

Kære Peter E. Christensen
Du er velkommen til at komme med et ændringsforslag, hvor du retter den konkrete vending.
Med venlig hilsen
Suzanne Rindom

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig