Havmiljøkonventioner er aftaler mellem to eller flere landes regeringer med henblik på beskyttelse af havet mod forurening. De er hovedsagelig oprettet i 1970'erne, efter at den offentlige bevidsthed om behovet for begrænsning af havets forurening har skabt den politiske baggrund for etableringen af sådanne regeringsaftaler.

Aftalerne kan være bilaterale i tilfælde, hvor havområdet kun berører to lande. Fx har Danmark indgået aftale om Øresundsvandsamarbejde med Sverige om beskyttelse af Øresund mod forurening og Flensborg Fjord-aftalen (1976) med Tyskland. Den sidstnævnte aftale er nu afløst af et mere uformelt samarbejde mellem Sønderjyllands Amtskommune og Land Schleswig-Holstein.

Ofte har et lands regering taget initiativ til at invitere en hel gruppe af lande til at indgå aftaler, der vedrører et større fælles havområde. Sådanne aftaler har i reglen navn efter den by, hvor aftalen er indgået, fx Barcelonakonventionen (fra 1975, Middelhavet), Pariskonventionen (1974, mod landbaseret forurening af Nordøstatlanten), Oslokonventionen (1972, mod dumpning i NØ-Atlanten), Helsingforskonventionen (1974, Østersøen, indre danske farvande og Kattegat) og Bonnaftalen (1969, bekæmpelse af olieforurening); Paris- og Oslo-konventionerne blev i 1992 sammenkoblet til OSPAR-konventionen. Aftalen kan også have navn efter det område, den angår, fx Østersøkonventionen (1992, en modernisering af Helsingforskonventionen). Nordsøkonferencerne er en serie møder mellem Nordsølandenes miljøministre til koordinering af indsatsen mod forurening af Nordsøen, afholdt siden 1984 med ca. fire års mellemrum. Aftalerne kan have global betydning, fx Londonkonventionen (1972, mod dumpning) og MARPOL-konventionen (1973, mod skibsbaseret forurening), indgået i FN-regi.

Aftaler mod forurening af havet kan også være et led i bredere regeringsaftaler. Fx indeholder Brundtlandkommissionens rapport anbefalinger, der vedrører beskyttelsen af havet mod forurening. Aftalerne kan tjene til beskyttelse af havet mod enkelte skadelige stofgrupper. Fx behandler en ny aftale, AFS-konventionen, beskyttelsen af havmiljøet mod miljøskader forårsaget af skibsbundmaling, der indeholder skadelige miljøgifte (se tin (Biologi og forurening)). Inden for EU er der vedtaget en række EU-miljødirektiver, der skal beskytte miljøet, herunder havet (se EU (7.9. Miljøpolitik)).

Til at sikre gennemførelsen af aftalerne er der som led i konventionerne som hovedregel nedsat permanente kommissioner. De mødes regelmæssigt for at følge aftalen op med nye beslutninger eller anbefalinger og for at varetage overvågningen af havområdets tilstand og af de foranstaltninger, der er truffet aftale om. Ofte har kommissionerne nedsat specialiserede arbejdsgrupper.

De indgreb, som aftalerne foreskriver mod tilførsel af forurenende stoffer til havet, afhænger af stoffernes karakter. Nogle stoffer anses for så skadelige, at tilførsel af dem er helt forbudt, fx DDT. For andre stoffer kræves kun en begrænsning af tilførslen. For disse stoffer forudsættes det, at landenes ansvarlige myndigheder skal give tilladelse til udledningen. I mange havmiljøkonventioner er det ikke udledningen af stofferne selv, der forbydes eller reguleres, men kun den fra tilførsel af stoffet hidrørende forurening, der træffes beslutning om. Dette er baseret på den antagelse, at små mængder af stoffer ikke virker forurenende, dvs. at de ifølge Pariskonventionens definition på forurening forårsager, at den menneskelige sundhed bringes i fare, at levende resurser eller marine økosystemer skades, at rekreative værdier forringes, eller at der lægges hindringer i vejen for anden retmæssig anvendelse af havet.

Som regel forudsætter beslutninger, at der er enighed mellem alle deltagerlande. Det er dog ofte sådan, at enkelte lande kan tage forbehold over for en bestemt beslutning, som i så fald ikke kommer til at gælde for dem. Denne ordning tillader, at der træffes beslutninger, som trods eventuelle reservationer får gyldighed i de lande, som gerne ser den pågældende beslutning gennemført.

Det er en svaghed, at de kommissioner, der er knyttet til havmiljøkonventionerne, ikke råder over magtmidler, der kan sikre gennemførelse af de vedtagne beslutninger. Sådanne magtmidler findes i EU. Dette er baggrunden for, at EU i mange tilfælde har vedtaget direktiver baseret på beslutninger i havmiljøkonventioner, hvorved gennemførelsen i EU-landene sikres.

De fleste havmiljøkonventioner har nu bestået så længe, at der for adskillige er igangsat en gennemgribende revision. Nye begreber inddrages herved, fx "bedst tilgængelig teknologi", dvs. at indgreb mod forureningen skal gennemføres med de bedste metoder, som er tilgængelige. Se også havret og Havmiljøloven.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig