Det daglige tidevands udbredelse med to høj- og to lavvander. De blå linjer forbinder punkter med samme tidevandshøjde, hvilket angives i meter. De røde linjer samler punkter, hvor højvande indtræder samtidigt. Tidevandsbølgen danner et roterende system, amfidromier, i forskellige dele af havet, og rotationen foregår mod uret på den nordlige og med uret på den sydlige halvkugle. Tallene angiver tidspunktet for højvandets indtræden udtrykt i tolvtedele af bølgeperioden, hvor starttidspunktet for tidsangivelsen er, når Månen passerer nulmeridianen. Den indsatte tegning viser tidevandsbølgen i Nordsøen.

.

Skitse af Solens og Månens placeringer i forbindelse med ekstraordinært høj- og lavvande, såkaldt spring- og nipflod. Springflod optræder ved ny- eller fuldmåne, når Jorden, Solen og Månen ligger på linje, hvorved tiltrækningskræfterne virker i samme retning. Hvor himmellegemerne ikke ligger på linje, ved halvmåne, vil kræfterne svækkes, og nipflod optræder.

.

Tidevand, rytmisk hævning og sænkning af havoverfladen over en periode på adskillige timer. Bevægelserne skyldes såkaldte tidevandsbølger, der hører til de længste bølger på havet. Tidsrummet, hvori vandstanden stiger, kaldes flod, mens det, når vandstanden falder, kaldes ebbe.

Flod og ebbe kan forårsage meget stærke tidevandsstrømme, da relativt store vandmængder som regel er involveret i tidevandsbevægelserne. Strømmene kan, især i havområder, hvor snævre, lavvandede sunde, fjorde og bugter begrænser den fri strømning, være meget generende for sejlads. På det åbne ocean, hvor vanddybden i gennemsnit er ca. 4000 m, er tidevandsamplituden, dvs. forskellen mellem den højeste vandstand, højvande, og den laveste, lavvande, mindre end 0,5 m.

Visse steder, fx i Den Engelske Kanal, fører tidevandsstrømmen vand ind i stadig snævrere passager, så vandet stuves op, og forskellen mellem høj- og lavvande kan nå op på 12-15 m. Den største forskel langs den danske kyst findes ved Højer og er på 2 m, mens forskellen i de indre danske farvande er mindre end 0,5 m.

Drivkræfterne bag tidevand

Fra de tidligste tider har man været klar over, at tidevandet er knyttet til Solens og Månens bevægelser. Jord-Måne-systemet udgør tilsammen et enkelt, bevægeligt system, der roterer omkring et fælles massemidtpunkt i rummet. Denne rotation har en periode på 27,3 døgn (den sideriske omløbstid). Jord-Måne-systemet er overordnet kraftmæssigt i balance, idet den indbyrdes massetiltrækning opvejes af centrifugalkraften fra rotationen om det fælles massemidtpunkt. Mens centrifugalkraften er lige stor i alle punkter på Jorden, afhænger Månens tiltrækningskraft både af dens masse og dens afstand fra Jorden. Da afstanden til Månen ikke er den samme overalt på Jorden, oplever det punkt på Jorden, der er tættest på himmellegemet, den største massetiltrækning, og det punkt, der er længst væk, den mindste. Variationen er i alt ca. ±3 %. I ethvert punkt på jordoverfladen vil der derfor være en lille forskel mellem centrifugalkraften og massetiltrækningen. Denne forskel skaber tidevandet. I punkterne på den halvdel af jordoverfladen, der vender mod Månen, hvor massetiltrækningskraften er større end centrifugalkraften, er tidevandskraften rettet mod denne; på den halvdel af Jorden, der vender væk fra Månen, hvor centrifugalkraften er større end massetiltrækningskraften, er tidevandskraften til gengæld rettet modsat. I begge tilfælde medfører dette højvande. I ligevægtstilstanden dannes altså to "vandpukler" på Jordens overflade. Disse drejer rundt om Jorden i samme takt, som Månen drejer rundt om Jorden, dvs. med en periode på 27,3 døgn. Men Jorden drejer også rundt om sin egen akse i løbet af 24 timer. I løbet af denne periode har Månen bevæget sig et lille stykke i sin bane om Jorden, hvorfor Jorden må dreje endnu et lille stykke for at komme i samme stilling i forhold til Månen. Denne yderligere drejning varer 50 minutter, således at den samlede periode bliver 24 timer og 50 minutter. Pga. Månens rotation om Jorden forekommer høj- og lavvande således ikke på samme tidspunkt på dagen, men med en tidsforskydning på 50 minutter fra dag til dag.

Ovenstående principielle beskrivelse af tidefeltet fra Månen kan direkte overføres på tidevandet forårsaget af Solen. Solens masse er væsentlig større end Månens, men dens større afstand bevirker, at Solens tidevandsbidrag kun er ca. halvdelen af Månens. Tidevandet er kraftigst, når Måne, Sol og Jord ligger på linje, idet højvandet hidrørende fra hhv. Måne og Sol da optræder på samme sted. Dette kaldes springflod og optræder ca. hver 14. dag, nemlig ved nymåne og fuldmåne. Tilsvarende er tidevandet svagest, når Månen er halv, idet højvande fra hhv. Måne og Sol da modvirker hinanden; dette kaldes nipflod.

Tidevandet på Jorden

Det virkelige tidevand afviger meget fra ovenstående, simple billede. Dels blokerer landmasserne for tidevandets frie bevægelse rundt om Jorden, dels indstiller havoverfladen sig ikke i øjeblikkelig ligevægt med tidevandskraften, da vanddybden sætter en grænse for, hvor hurtigt tidevandsbølgen kan bevæge sig. I kystnære områder mindskes vanddybden normalt, hvilket forøger tidevandsamplituden. I visse havområder, fx Østersøen, er forbindelsen til det åbne ocean for snæver til, at tidevandet kan trænge ind, mens der omvendt i nogle fjorde kan forekomme resonans, således at tidevandsamplituden bliver meget kraftig. Endelig er hverken Månens bane om Jorden eller Jordens bane om Solen små cirkelbevægelser, hvilket yderligere giver variationer i tidevandet.

Baseret på vandstandsobservationer kan tidevandet for en konkret lokalitet bestemmes, og herudfra er det muligt at beregne tidspunkter for høj- og lavvande flere år frem i tiden. Sådanne beregninger udføres for de vigtigste havne og offentliggøres i tidevandstabeller.

Læs mere i Den Store Danske

Se også Nordsøen, tidejord og tidefelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig