Regntid er den klimatiske betegnelse for den del af året, hvor nedbøren gennemsnitlig er væsentlig større end i resten af året. Regntider er især et udpræget fænomen i et bælte omkring ækvator, hvor Solen står højt på himlen i to adskilte perioder med tilhørende to regntider; længere væk fra ækvator er der kun én regntid.

Ett område med udpræget regntid er fx Vestafrikas savanne; i Zinder i det sydlige Niger falder der således i gennemsnit 550 mm nedbør fra maj til september, mens der stort set ikke falder nedbør resten af året. Også monsunområderne har udprægede regntider. Se intertropiske konvergenszone og monsun.

I de subtropiske områder har især områder med Middelhavsklima regntider om vinteren.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig