• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Samothraki

Oprindelig forfatter TTK Seneste forfatter Redaktionen

Samothraki, græsk ø i den nordøstlige del af Det Ægæiske Hav, ca. 40 km SV for Alexandroupoli; 180 km2 og 3100 indb. (2003). Øen er en del af amtet Evros. Øen er bjergrig og består af granit, skifer, vulkanske stenarter og kalksten. Det højeste punkt er Fengari (1611 m). Samothraki er frodig med skov, frugttræer, mange vandløb og varme kilder. Befolkningen og det dyrkede land findes hovedsagelig på øens vestside, mens østsiden er ufremkommelig med kun få landsbyer og veje.

Hovedbyen Samothraki (Hora) ligger højt og skjult bag et bjerg ved nordvestkysten. Gedehold er meget omfattende, og indtægterne fra en beskeden turisme er stigende. Kamariotissa har 969 indb. (2001) og er øens havneby. Herfra er der færger til Kavala og Alexandroupoli. Den lille by Therma på nordsiden har varme og helbredende kilder og udgør et nyt beskedent turistcenter.

Antikkens Samothrake var berømt for sin helligdom til De Store Guder, en mysteriekult, hvis natlige ritualer var åbne for alle, både mænd, kvinder, frie og slaver (se kabirer). Der er bevaret betydelige rester af bygninger, som især stammer fra hellenistisk tid og tidlig kejsertid, hvor helligdommen havde sin største betydning. Oven over teatret stod den berømte skulptur af sejrsgudinden Nike (nu i Louvre) som en del af en skibsfontæne. Statuen fra ca. 200 f.Kr. er sandsynligvis et rhodisk værk, opsat af rhoderne som tak for sejr i et søslag mod kong Antiochos 3.

Efter et ødelæggende jordskælv ca. 200 e.Kr. stagnerede øen, og dens religiøse betydning aftog for helt at blive afviklet efter år 395 med kristendommens indførelse. Efter 4. Korstog 1204 blev øen besat af frankiske korsfarere og 1444 overtaget af genovesere. Fra 1457 til 1913 var Samothraki besat af osmannerne, hvorefter øen blev en del af Grækenland. 1941-44 var Samothraki besat af Bulgarien.