Zakinthos, Zakynthos, græsk ø i øgruppen De Joniske Øer; 407 km2, 41.500 indb. (2005). Sammen med øen Strofades udgør den amtet Zakinthos. Befolkningen ernærer sig hovedsagelig ved landbrug og turisme. Der dyrkes oliven, tomater, citrusfrugter, kartofler, hvede, druer, mandler, og der eksporteres primært olivenolie. Øen har en mindre industri koncentreret omkring fødevarer, stenbrud, træ- og metalprodukter.

Øen ligger i en tektonisk aktiv zone, der strækker sig langs Grækenlands vestkyst og udgør et hyppigt jordskælvsområde. Store jordskælv i 1820 og i 1953 ødelagde betydelige dele af øens bebyggelse; i dag er alt genopbygget. Øen er af vulkansk oprindelse, bjergrig og gennemskæres fra nord til syd af en mindre bjergkæde Vraxionas, der består af sand- og kalksten; højeste punkt er Yiribjerget, 756 m.

Dele af Laganabugten er omdannet til beskyttet marinepark, og udgør Middelhavets mest betydningsfulde yngleplads for store havskildpadder (Caretta caretta). På vestkysten er de mange klippefyldte kyststrækninger tilholdssted for munkesæler (Monachus monachus).

Zakinthos by er amtets hovedby og har 11.196 indb. (2001). Byen ligger på øens østlige side, hvor den antikke by lå. Over byen på en mindre høj ligger ruinerne af den venetianske borg Kastro, og ved havnefronten ligger kirkerne Agios Dionysios med høj kampanile og Agios Nikolas bygget i italiensk renaissancestil. I byens byzantinske museum findes et relief lavet af Thorvaldsen 1820.

Der er færge- og flyvebådsforbindelse til omkringliggende øer og til byen Killini på Peloponnes. Øens internationale lufthavn ligger 6 km syd for hovedbyen.

Historie

Øen blev antagelig koloniseret af folk fra Achaia på Peloponnes, og i klassisk tid var den en achaisk koloni. Under Den Peloponnesiske Krig 431-404 f.Kr. var øen allieret med Athen. I 191 f.Kr. blev den underlagt Rom. Frem til 1185 blev øen flere gange plyndret af saracenere, frankere og gotere. Mellem 1185 og 1484 blev den underlagt forskellige italienske fyrster og herefter overdraget til venetianerne, der kontrollerede øen frem til 1797. Zakinthos kom derefter under fransk og russisk herredømme. Efter Napoleonskrigene 1815 fik øen sammen med de øvrige Joniske Øer igen status som en selvstyrende republik, men nu under britisk overherredømme. De Joniske Øer blev 1864 overgivet til Grækenland.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig