Det Peloponnesiske Forbund

Det Peloponnesiske Forbund, moderne navn for en oldgræsk militæralliance, symmachia, ledet af Sparta og i samtiden kaldt "lakedaimonerne og deres allierede". Efter erobringen af Messenien søgte Sparta at udstrække sine erobringer til Arkadien og angreb det frugtbare Tegea; efter en længere krig måtte Sparta dog opgive en erobring og indgik ca. 550 f.Kr. en traktat med Tegea, der nu anerkendte Spartas militære og politiske lederskab; traktaten var den første i et netværk af lignende bilaterale traktater, som bortset fra landskabet Achaia og bystaten Argos, Spartas ærkefjende, snart dækkede hele Peloponnes samt visse andre områder.

I klassisk tid tilkom alt initiativ Sparta: kun Sparta kunne indlede, føre og afslutte forbundskrige, og i krigstid skyldte de allierede Sparta næsten ubetinget lydighed; felttog blev vedtaget på folkeforsamlingen i Sparta og forelagt en forbundskongres til godkendelse eller forkastelse; fredsslutninger fulgte en tilsvarende procedure. Hver allieret havde én stemme, og flertallets beslutning var bindende. Medlemsstaterne var ikke indbyrdes allierede og lå ofte i krig med hinanden.

Sparta støttede oligarkier blandt de allierede, og Det Peloponnesiske Forbund fremstod i 400-t. f.Kr. som en modpol til det demokratiske Athen; dets største succes var netop sejren over Athen i Den Peloponnesiske Krig. Herefter udviklede Det Peloponnesiske Forbund sig til et spartansk imperium, men brød sammen kort efter Spartas nederlag til Boiotien ved Leuktra i 371 f.Kr.