Perdikkas, død 321 f.Kr., general i Alexander den Stores hær, efterfulgte Hefaistion (d. 324 f.Kr.) som chef for kavaleriet. På sit dødsleje rakte Alexander sin ring til Perdikkas; hans position blev stadfæstet umiddelbart efter Alexanders død i 323 f.Kr. ved aftalerne i Babylon mellem Alexanders generaler, diadokerne, og i de følgende år optrådte Perdikkas som rigsforstander og stedfortræder for de nye konger: Alexanders evnesvage bror, Filip 3. Arrhidaios (d. 317 f.Kr.), og hans nyfødte søn, Alexander 4. (d. 311 f.Kr).

Perdikkas' forsøg på at holde Alexanders rige samlet mislykkedes; han kom hurtigt i splid med de andre diadoker, der hver havde fået tildelt styret over en af rigets provinser: Ptolemaios fik Egypten, Lysimachos Thrakien, Antigonos Vestlilleasien, Eumenes Østlilleasien, mens Antipatros fortsatte som vicekonge af Makedonien. I 321 f.Kr. gik Perdikkas til angreb på Ptolemaios i Egypten, men hans makedonske tropper gjorde mytteri, og Perdikkas blev myrdet af sine egne soldater.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig