symposion, (gr., af syn- og afledn. af posis 'drik'), i antikkens Grækenland det drikkegilde, der især i aristokratiske kredse kunne holdes efter middagen. Det foregik i mændenes rum, andron, og var forbeholdt værten og hans mandlige gæster. Der var normalt 10-20 deltagere, og de lå til bords, lænet på venstre albue, på løjbænke opstillet langs væggene. Man drak vin, der blev blandet med vand i en stor blandingskumme, krater, opstillet midt i rummet. I dannede kredse var symposiet rammen om fremførelse af poesi og retorik, og det blev et forum for filosofiske diskussioner som skildret i Platons dialog Symposion. Dionysos og Afrodite var de guder, der dyrkedes under symposiet, og i både poesi og prosa lovpristes den homoseksuelle kærlighed, der var et fremtrædende element i oldgræsk kultur. I Sparta og lignende krigersamfund indgik symposiet i de fællesmåltider, syssitier, som alle borgerne var forpligtet til at deltage i.
Den latinske form, symposium, bruges også om en videnskabelig konference e.l. om et enkelt tema.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki