Grækenland omfatter den sydlige del af Balkanhalvøen. Efter kommunalreformen fra 1996 er landet opdelt i 13 regioner, 51 amter og 1033 kommuner. Athen er hovedstad og har et indbyggertal på ca. 3,7 mio. (Attika-regionen) svarende til 1/3 af den samlede befolkning.
Grækenlands geografi
Grækenland. Basmatobaksblade bearbejdes i byen Kavala af sæson- og løstansatte kvinder på skiftehold i store tobaksvirksomheder. Når tobakken er plukket, bundtet og tørret af bønderne, pakkes den i baller og oplagres, hvorved tobakken forbedrer sin aroma og smag gennem gæring. Efter lagringen åbnes ballerne; tobaksbladene skilles ad ved håndkraft, som det ses her, sorteres og renses. Efter yderligere 6-9 måneders lagring kan tobakken indgå i cigaretproduktion.
Grækenland. Samariakløften er et yndet, men krævende vandringsmål for mange turister, der besøger øen. Vandreturen gennem den 16 km lange, 4-40 m brede og op til 600 m dybe kløft byder på en højdeforskel på over 1000 m, men også muligheden for at opleve et storslået landskab.
Grækenland. Vulkanøen Santorini (Thera) adskiller sig fra de andre Kykladeøer ved sin særlige geologiske historie og struktur. Øen består af lava og pimpsten; på vestsiden rejser de røde, hvide og sorte vulkanske klipper sig stejlt 300 m op af havet og udgør resterne af den oprindelige kraterrand fra det voldsomme udbrud omkring 1645 f.Kr. Hovedbyen Fira, der blev svært ødelagt ved jordskælv i 1956, ligger på toppen, 600 trappetrin over den lille havneby Skala.
Landskab og geologi
Det græske landskab omfatter to hovedgrupper: fastlandet og øhavet. Begge har en varieret natur vekslende mellem bjerg- og lavland og præget af havet. Geologiske forskydninger i undergrunden har skabt ujævne, klippefyldte kyster, mens erosion og aflejringer har skabt flade sand- og stenstrande. Forskydninger i jordskorpen under Tertiærtiden har dannet store havdybder ud for den græske kyst, således også Middelhavets dybeste punkt, Inousesgraven (5090 m) vest for Peloponnes.
800 øer er navngivet og 140 beboet. De udgør 19% af landets areal og har 1,5 mio. indb. (2001). De mange øer er dannet efter en landsænkning af et område, der oprindelig forbandt Balkanhalvøen med Lilleasien. Ud over de to største, Kreta (8261 km2) og Evia (3655 km2), kan øerne opdeles i seks grupper: De Joniske Øer på vestsiden af fastlandet, de nordøstlige Ægæiske Øer, Sporaderne NØ for Evia, De Saroniske Øer SV for Athen, Dodekaneserne samt den største øgruppe Kykladerne i Det Ægæiske Hav. Havet har præget den græske kultur siden oldtiden, og indtil slutningen af forrige århundrede var havet den vigtigste transportvej og maritim handel den vigtigste indtægtskilde.
Flade kystområder findes på vestsiden af Peloponnes og ved Kalamata på det sydlige Peloponnes, på halvøen Chalkidiki samt langs foden af Rodopibjergene mellem Kavala og Alexandroupolis. Store sletteområder med frugtbar jord knytter sig især til floderne, bl.a. Pinios i Thessalien samt Axios og Aliakmonas (297 km og landets længste) i Makedonien. Store floder og søer findes i Nordgrækenland, hvor de ofte naturligt deler regioner. Fx afgrænses regionen Thrakien mod Tyrkiet af floden Evros.
Bjerge dækker 3/4 af landets areal. De består af sand- og kalksten samt granit, skifer og vulkanske stenarter. De græske bjerge er hovedsagelig tertiære foldebjerge skabt ved den alpine foldning med undtagelse af de ældre Rodopibjerge bestående af krystallinske bjergarter samt marine aflejringer, der er omdannet til schist, skifer og marmor. Den alpine foldnings enorme tryk pressede de nuværende landmasser op af Tethyshavet, men ved senere forskydninger sænkedes landmassen, hvorved Det Ægæiske Hav dannedes. Vest herfor fortsatte jordskorpens forskydning opad og dannede det græske fastland. Hele området er tektonisk ustabilt, og jordskælv er hyppige, specielt i en buet linje fra Korfu i nord, nedover De Joniske Øer langs vestkysten af Peloponnes, videre østover på den nordlige side af Kreta til Tyrkiet.
Pindosbjergkæden, som er en forlængelse af Dinariderne, går syd over det græske fastland og Peloponnes til Kreta, videre til Karpathos og Rhodos og til Taurusbjergkæden i Tyrkiet. Kæden har flere bjergtoppe over 2400 m. Den brydes ved en aflang sænkning, der udgør Den Korinthiske Bugt. Fra Pindos' nordlige del udspringer to mindre bjergkæder: Pelagozonen og Attika-Kyklade-massivet løber parallelt med, men øst for Pindos, og her findes Grækenlands højeste bjerg, Olympos (2917 m). Kæden fortsætter SØ ud i Det Ægæiske Hav og afsluttes af Kykladerne. Den anden udløber af Pindos er Det Makedonsk-rodopoiske Massiv, der strækker sig østover langs grænsen til Bulgarien.
De geologiske forhold har dannet en naturlig opdeling af landet i ni geografiske områder: Makedonien og Thrakien i nord; Epiros og De Joniske Øer vest for Pindoskæden og øst herfor Thessalien; syd herfor Sterea Ellas, som udgør det centrale Grækenland og Balkanhalvøens sydlige del, der afsluttes med halvøen Peloponnes; mod øst De Ægæiske Øer og i syd øen Kreta.
Klima- og plantebælter
Grækenland ligger i det tempererede klimabælte på grænsen til det subtropiske. Middelhavsklimaet er dominerende i den sydlige del og på øerne med store variationer i temperaturer og nedbørsmængder afhængigt af regionale topografiske forhold. Kysterne og de lavtliggende dele af landet har lange, varme og tørre somre og milde vintre med lidt nedbør. Bjergområderne har tempereret klima med løv- og nåleskov. Athen har en årlig middeltemperatur på 17,9 °C og en meget lav årlig middelnedbør på 407 mm; varmeste måned er juli med gennemsnitlig 28,8 °C, og koldest er januar med 8,6 °C. Om sommeren kan den varme livas-vind fra Sahara bringe temperaturen i det sydlige Grækenland op over 40 °C, mens meltemi-vinden fra nord bringer kølig luft. Sommertemperaturen på øerne er normalt noget lavere end på fastlandet pga. vindrige forhold i Det Ægæiske Hav.
Vestvendte kyster er makiområde med lave buske og træer. Lavtryk med fugtige atlanterhavsskyer forårsager vinterregn på Pindosbjergene og De Joniske Øer, og årsnedbøren er her mere end dobbelt så stor som i Athen. Kretas sydlige kystlinje har subtropisk klima.
Det nordlige Grækenland har med undtagelse af kysterne et kontinentalt fastlandsklima med lokalt stærk frost og sne om vinteren. Somrene er her kortere og kan lokalt være meget varme med beskeden nedbør.
Befolkning
Grækenland. Athen, 2004.
Ved den moderne stats oprettelse 1828 var det samlede indbyggerantal 753.400 og befolkningstætheden på 16 indbyggere pr. km2. Læs mere om Grækenlands befolkning.
Erhverv og beskæftigelse
Tysk besættelse og borgerkrigen 1941-49 lagde græsk produktion og økonomi i ruiner, men udenlandske kapitalinvesteringer og billig arbejdskraft sikrede Grækenland en af Europas højeste vækstrater i 1950-60'erne. Grækenland er fra slutningen af 1960'erne gået fra at være et udpræget landbrugssamfund til at være et service- og industrisamfund.
I 2001 udgjorde landbrugsproduktionen 8% af landets BNP og 20% af beskæftigelsen, industrien 22% af BNP og 21% af beskæftigelsen, mens service stod for 70% af BNP og 59% af beskæftigelsen. Den samlede arbejdsstyrke var på 4,3 mio. og arbejdsløsheden på ca. 10% (2001). Det karakteristiske for beskæftigelsen i Grækenland er den lille andel af lønmodtagere og den store andel af selvstændige. I 1981 var mindre end 50% af arbejdsstyrken lønmodtagere, i 2001 var dette tal steget til ca. 60%.
Landbrug, skovbrug og fiskeri
Landbrugsarealet udgør 30% af landets areal (2001); 1/3 er lavland og kunstvandet, mens 2/3 er beliggende i højland. Landbruget producerer hvede, sukkerroer, tomater, majs, kartofler og andre grøntsager samt druer, citrusfrugter, ferskner, bomuld og oliven. Der er en omfattende husdyrbestand af specielt geder og får og frugt- og grøntsagsproduktionen er meget varieret, fx. solsikke, soya, linser, aubergine, squash vandmeloner, julesalat, bønner, artichoker, chili, hvidløg, okra, abrikoser, advokado, bananer, mispel, kirsebær, grapefrugt, mandler, jordnødder, pistacienødder o.a. I landsbyen Krokos nord for Kozani findes Europas største producent af safran og på øen Chios produceres mastik.
Tørt og varmt klima specielt i den sydlige del af landet og på øerne gør disse områder velegnede til olivenproduktion og vinavl. Grækenland er en af verdens førende olivenproducenter og EU's største producent af tobak; især de aromatiske, orientalske basmatobakker dyrkes på bjergskråningerne i Makedonien og Thrakien.
Bomuldsproduktionen er en af de største i Europa. Hovedparten bruges i den græske tekstilindustri, og resten eksporteres. Dyrkningen er koncentreret til kunstvandede områder i Makedonien, Thessalien, omkring Agrinio og på Evia. Dyrkningen af ferskner og nektariner er pga. kunstvanding steget voldsomt siden 1980'erne, og 90% af produktionen foregår i Makedonien; hovedparten går til eksport. Andre eksportafgrøder er kirsebær, kiwifrugter og nødder.
Landbruget har siden 1960'erne gennemgået betydelige strukturforandringer, med nedlæggelser og sammenlægninger af brug, afvandring og omfattende mekanisering. Beskæftigelsen i landbruget er faldet fra 54% i 1961 til 20% i 2001, heri er ikke medregnet en betydelig illegal arbejdsstyrke i landbruget. Udviklingen har været forbundet med nedgang i antallet af hus- og transportdyr. Reduktionen i antal kød- og malkekvæg er blevet opvejet af forædlinger, og dermed er mælke-, oste- og kødproduktionen steget i perioden 1971-2001. Desuden produceres fåreuld, skind og huder samt honning.
Pga. det gunstige klima, en stigende drivhusdrift og øget kunstvanding kan der produceres afgrøder hele året. Det græske landbrugs store udfordring i det nye årtusinde er mangel på vand, i det en stadig større anvendelse af kunstvanding finder sted.
Skovbruget er begrænset, for på trods af, at 1/5 af landets areal er skovklædt, ligger 90% heraf i svært tilgængeligt højland og bjerge. Kun 5% af skoven bruges intensivt til produktion af papir, tømmer, brænde og trækul.
Grækenlands fiskerflåde omfatter ca. 900 trawlere til havfiskeri primært i Middelhavet og ca. 8000 registrerede fiskerbåde til kystfiskeri. Fangsterne, der er stagnerende, omfatter bl.a. sardiner, makrel, grå og rød mulle, blæksprutter, rejer og hummer. Ca. 40.000 er beskæftiget i fiskerisektoren (2001), og Grækenland er i dag EU's største maritime fiskefarmsproducent.
Industri
Grækenlands industri er især udviklet efter 1960, med føde- og drikkevarebrancherne samt tekstil- og beklædningsbrancherne som de vigtigste efterfulgt af metalvarer, maskiner, cement og transportmidler. Konstruktion og byggeri har udgjort en central del af industriens vækst i forbindelse med stor efterspørgsel efter boliger i storbyerne. Industrien var tidligere koncentreret omkring Athen, Piræus og Thessaloniki, men er nu bredere lokaliseret i den såkaldte industrielle S-kurve fra byerne Patras og Korinth på Peloponnes over Athen, Lamia, Volos og Katerini til Thessaloniki og videre til Kavala og Xanthi. Industribeskæftigelsen faldt fra 25% i 1991 til 21% i 2001, samtidigt med at der skete en betydelig modernisering og effektivisering af produktionen.
Ved Paralia Distomo i Den Korinthiske Bugt findes det eneste aluminiumsværk i Europa, hvor hele aluminiumsfremstillingsprocessen foregår, fra bearbejdning af græsk bauxit til det færdige produkt aluminium. I Kastoria, Makedonien, er der en omfattende pelsproduktion, som for minkpels sammensyet af små skindstykker dækker 90% af verdensproduktionen og for minkpels sammensyet af hele skind dækker 50%. Den vigtigste industrieksport bestod i 2001 af fødevarer, beklædning og tekstiler, mineraler, olieprodukter og cement.
Handel og service
Mens udenrigshandelen før 2. Verdenskrig var domineret af eksport af landbrugsafgrøder og råmalm, er den fra 1990'erne domineret af industriprodukter. Fremstillingssektoren står alene for 60% af Grækenlands eksport, der primært går til andre EU-lande og Balkanlande. Servicesektoren inklusive banker og forsikringsselskaber er af stadig større betydning for græsk økonomi og beskæftigelse. I alt er over 2,5 mio. (2001) beskæftiget i servicesektoren, heraf ca. 800.000 i den offentlige sektor.
Turisme
Turismen har siden 1960 været en af de vigtigste og konstant stigende indtægtskilder i det græske erhvervsliv. Sektoren beskæftiger ca. 10% af arbejdsstyrken og udgør 8% af BNP (2001). I 2001 var der 15 mio. turister, heraf 365.000 charterturister fra Danmark. Økonomisk er der satset meget på turisme, hvorved relateret infrastruktur og beskæftigelse er blevet omfattende. Der satses i stadig højere grad på velstående turister, og priserne er da også steget betydeligt de sidste ti år, ikke mindst i forbindelse med afviklingen af de olympiske lege 2004. Politisk har man bevidst søgt at knytte turistøkonomien til lokalsamfundet ved at støtte udviklingen af små lokalt ejede hoteller. De største charterturistcentre er Kreta, Rhodos, Athen, Korfu, Kos og Chalkidiki.
Handelsflåden
Grækerne har op igennem historien domineret den maritime transport ikke bare i Middelhavet, Sortehavet og Adriaterhavet, men også på de store verdenshave. Handelsflådens udvikling går tilbage til slutningen af 1700-t., da de maritime handelsøer Hydra, Spetses og Psara indtjente enorme rigdomme på pirateri og handel mellem Rusland, Mellemøsten og Vesteuropa. De maritime handelsøer og dampskibscentret, øen Siros, mistede betydning ved Korinthkanalens åbning 1893 og motorskibenes indførelse. I 1950-60'erne blev handelsflåden verdens største, og efter en nedgangsperiode i 1970-80'erne er dens førende position udviklet til at dække 17% af den samlede verdenstonnage. Den græske handelsflåde udgør ca. 50% af EU's samlede handelsflåde.
Transport og kommunikation
Jernbanens dækningsgrad er lav, det rullende materiel er af ældre dato, og den samlede længde er 2571 km, hvoraf 764 er elektrificerede (2001). De seneste år er der etableret hurtige intercitytog mellem Athen og Thessaloniki. Hovedparten af gods- og passagertransporten foregår derfor via vejnettet, hvor et udbygget intercitybussystem sikrer adgangen til bjerglandsbyerne. Ruteflynettet, der drives af det statsejede Olympic Airways, har daglige forbindelser fra Athen til alle større græske byer og øer samt til udlandet. Indenrigsflyvningen er de sidste tiår blevet suppleret med private selskaber. Siden begyndelsen af 1990’erne er store nye motorvejssystemer blevet opbygget, bl.a. den nordgræske motorvej Egnatia (670 km) og hovedstadsområdets ringmotorvej Attiki Odos (65 km).
Der er stor skibstransport mellem regionerne og øerne for både varer og passagerer. De største havne er Piræus, Igoumenitsa, Korfu, Elefsina, Patras og Thessaloniki. Godstransporten til og fra Balkanlandene er i vækst og går primært over Thessaloniki.
Ressourcer og miljø
Grækenland har mange mineralske resurser. Jern-, sølv- og blyminerne blev tømt i 1960-70'erne, men der er fortsat betydelige forekomster af bauxit, brunkul og chrom samt forekomster af mangan, nikkel, magnesium, guld og asbest. Grækenland er Europas førende bauxitproducent, og forekomsten er beregnet til 650 mio. t (ca. 5% af verdens kendte forekomster). Produktionen anvendes i egen aluminiumfremstilling. Ikke-metalliske mineraler primært til eksport er marmor, puzzolancement, keramisk ler, pimpsten, bentonit og perlit.
Der er mindre olie- og naturgasforekomster i Det Ægæiske Hav, og der udvindes råolie fra et felt ved Thasos; øst herfor er et felt på 500 mio. tønder lokaliseret, men en konflikt med Tyrkiet om territorialfarvand har blokeret for nye prøveboringer. Syd for Peloponnes er der fundet naturgasforekomster.
Efter oliekrisen 1973, da 91% af energiforbruget blev dækket af importeret olie, er den nationale brunkulsbaserede elproduktion, lokaliseret i Kozani, steget voldsomt i forbindelse med en omlægning af energiforsyningen mod større selvforsyning. Det har dog haft negative konsekvenser for miljøet pga. forurening. Ved floden Nestos nord for byen Drama i Nordgrækenland ligger et af Europas største vandkraftværker. Opført i midten af 1990'erne. En naturgasledning fra Rusland via Bulgarien leverer gas til Athen og Thessaloniki. El-energiproduktionen er steget fra 32 mia. KWh i 1991 til 48 mia. i 2001. Af det samlede energiforbrug i 2001 blev ca. 60% dækket af importeret olie og naturgas, 32% af brunkul og 8% af vand-, sol- og vindkraft. Grækenland har halvdelen af EU's solfangerpaneler, der primært bruges til privat opvarmning.
Grækenland har mange naturlige skov- og vådområder med et rigt dyre- og planteliv. Ti af disse naturområder er blevet fredet og omdannet til naturparker som fx Zagorialandsbyerne i Epiros, Olymposbjerget mellem Thessalien og Makedonien, De Hvide Bjerge med Samariakløften på Kreta samt marineparkerne Alonisos med sæler og Zakinthos med havskildpadder.
Læs om Grækenland generelt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.