Alexandros Ipsilantis, 1783-1828, græsk frihedshelt. I februar 1821 invaderede Ipsilantis med en lille styrke Moldavien for at rejse rumænerne og grækerne mod tyrkerne, men i juni led han afgørende nederlag. Derefter flygtede han til Østrig, hvor han var i fangenskab indtil 1827. På trods heraf blev Ipsilantis af eftertiden fejret som helt, fordi det var hans angreb, der udløste Den Græske Frihedskrig.