Parthenon

Parthenon, tempel på Athens Akropolis, viet til gudinden Athena Parthenos og opført 447-438 f.Kr. Templets bygningshistorie kendes i hovedtræk fra de delvis bevarede bygningsregnskaber, som var indhugget på marmorsteler. I 438 f.Kr. blev den store kultstatue indviet, og da må templet have været færdigt bortset fra dele af den omfattende skulpturudsmykning.

Parthenons indre undergik reparationer efter en brand i romersk tid, og templet opnåede senere at fungere først som kirke og derefter som moské. Alligevel stod bygningen næsten intakt indtil 1687, da en venetiansk belejringsstyrke med et velrettet skud bragte osmannernes krudtmagasin i Parthenon til eksplosion.

I 1801-02 fik den britiske lord Elgin osmannernes tilladelse til at fjerne en del af skulpturerne fra Parthenon, og de udgør nu en af hovedattraktionerne i British Museum. I 1900-t. har Parthenon gennemgået flere store restaureringer kulminerende i 1980'erne og 1990'erne med et omfattende, internationalt støttet redningsprojekt. I 2010'erne er der fortsat restaureringer i gang.

Parthenon repræsenterer det bedste, den græske oldtid frembragte inden for arkitektur og skulptur. Når Athen kunne overkomme et så kostbart byggeri, hænger det sammen med byens rolle som leder af Det Deliske Søforbund, der blev oprettet i 478 f.Kr. Forbundskassen blev i 454 f.Kr. flyttet fra øen Delos til Athen, og en del af forbundsstaternes bidrag blev forbeholdt gudinden Athena og hendes helligdom på Akropolis. På initiativ af statsmanden Perikles og med billedhuggeren Fidias som kunstnerisk leder iværksattes det "periklæiske byggeprogram" på Akropolis lige efter århundredets midte. Arkitekterne Iktinos og Kallikrates udførte Parthenon som det første og største projekt i byggeprogrammet.

Parthenon er bygget helt af marmor fra Pentelikonbjerget NØ for Athen. Det er opført på fundamentet til en ufuldført forgænger fra ca. 485 f.Kr., som blev ødelagt ved persernes indtagelse af Athen i 480 f.Kr. Det gamle fundaments dimensioner blev ændret, så det kunne rumme det periklæiske Parthenon, der med sine 30,9 m×69,5 m og 8×17 doriske søjler er det største klassiske tempel på det græske fastland. Søjlehøjden er 10,4 m. Forholdet 4:9 synes at være bestemmende for mange af templets proportioner, fx bredde til længde, facadehøjde til facadebredde samt søjlediameter til søjleafstand.

Ud over Parthenons øvrige æstetiske kvaliteter er der tre konkrete forhold, som har medvirket til templets særstilling i græsk arkitektur:

For det første en usædvanlig skulpturel rigdom. Samtlige 92 metopefelter i den doriske frise er smykket med relieffer fra den græske mytologi; gudernes kamp mod giganterne, grækere mod kentaurer, grækere mod amazoner og kampene ved Troja. Begge gavlfelter havde store skulpturgrupper med hhv. Athenas fødsel, afbildet i østgavlen, og Athenas kamp mod Poseidon om at blive Athens skytsgud, fremstillet i vestgavlen. Et usædvanligt element, muligvis efter jonisk inspiration, er den ca. 160 m lange frise øverst på tempelmuren bag søjlerne hele bygningen rundt. Selvom der har været forskellige forslag til tolkning af frisens emne, er de fleste enige om, at det drejer sig om en idealiseret fremstilling af athenske borgere i procession til Athens Akropolis for at fejre den store Panathenæerfest, som fandt sted hvert fjerde år til Athenas ære. Sammen med gavlskulpturen giver den en meningsfuld fortælling om Athena og hendes forhold til byen Athen. Endelig rummede templet den hen ved 12 m høje guld- og elfenbensstatue af Athena, som var skabt af Fidias selv.

For det andet en række "optiske finesser". Parthenon er bygget med en ekstrem håndværksmæssig præcision, hvilket har muliggjort en række tilstræbte uregelmæssigheder eller optiske finesser; fx buer alle tilsyneladende vandrette linjer. Tydeligst ses dette i tempelplatformen, som er hvælvet svagt opad, således at midten af langsiderne ligger ca. 12 cm højere end hjørnerne. Marmorbjælkerne over søjlerne buer tilsvarende, og hver søjle og søjlekapitæl er derfor individuelt fremstillet til sin særlige placering. Søjlernes midterakser hælder 7 cm ind mod bygningens midte, formentlig fordi dette mentes at øge indtrykket af stabilitet. Søjlernes sider er ikke rette, men svulmer ca. 2 cm over deres længde på 10,4 m. De tilstræbte uregelmæssigheder har bibragt den noget stive og kantede doriske arkitektur et organisk og spændstigt præg, som utvivlsomt er medvirkende til templets stærke skulpturelle helhedsvirkning.

For det tredje rummer Parthenons indre store arkitektoniske nyskabelser. Mens templernes indre hidtil havde været opdelt i tre lange, smalle skibe af to langsgående søjlerækker i to etager, er de indvendige søjlerækker i Parthenon ført rundt om kultstatuen, som derved fornemmedes mere som stående i en rummelig søjlegård end i en snæver søjleallé. I Parthenons vestrum blev bygningens store bredde udnyttet til en central opstilling af fire søjler, som vides ikke at have været doriske. De må derfor enten have været joniske, eller de kan måske have været de første søjler i den tredje af de tre klassiske søjleordner, den korinthiske. Ifølge en anden teori blev det korinthiske kapitæl opfundet som støtte til det store Athena-kultbilledes højre hånd, som bar en figur af sejrsgudinden Nike. Doriske templer opført efter Parthenon er stærkt præget af den nye rumopfattelse og har i alle kendte tilfælde haft korinthiske søjler indvendigt.