Grønlands Landsråd var i årene 1911-1979 de øverste politiske organer i Grønland. Landsrådene blev i 1908 oprettet ved Lov om styrelse af kolonierne i Grønland m.m., og de begyndte deres virke i 1911.
Landsrådet for Nordgrønland havde sæde i Qeqertarsuaq (Godhavn), og Landsrådet for Sydgrønland i Nuuk (Godthåb). I 1950 blev de samlet til ét råd, der virkede frem til 1979, da det blev afløst af hjemmestyrets Landsting.
Frem til 1950 blev landsrådenes medlemmer valgt indirekte i enkeltmandskredse af kredsens kommunerådsmedlemmer. Fra 1950 blev direkte valg blev indført. Før 1925 var alene grønlændere valgbare, men herefter kunne også danske blive valgt; i alt fire danske havde sæde i rådene. Kvinder fik først valgret i 1948, og kun én kvinde, Elisabeth Johansen, blev rådsmedlem. Hun sad i årene 1959-1974.
Frem til 1925 var valgperioden seks år, derefter blev den sat ned til fire. Fra 1911 var de af den danske stat udnævnte inspektører formænd uden stemmeret, fra 1925 med titel af landsfogeder. Landshøvdingen var formand 1950-1967, hvorefter rådet selv valgte sin formand.
Landsrådene skulle have alle love og principielle bestemmelser for Grønland til udtalelse, inden de blev sat i kraft. De kunne også selv rejse sager over for regeringen i København. Landsrådenes egne beslutninger skulle indtil 1950 godkendes i København, før de var gyldige. Derefter skulle landshøvdingen alene udøve legalitetskontrol.
Gennem deres levetid voksede landsrådenes politiske indflydelse. Et voksende antal sager angående hele Grønland blev rejst på deres initiativ, og efter 1945 gennemførte regeringen kun ændringer, der havde rådets samtykke. Landsrådet var regeringens væsentligste medspiller i moderniseringen af Grønland efter 1950. Egentlige partidannelser fandt først sted i slutningen af 1970'erne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.