Thukydid

Thukydid, Thukydides, ca. 460-ca. 400 f.Kr., oldgræsk historiker. Thukydid var athensk borger. I 424 f.Kr. var han en af Athens ti strateger; han ledede en eskadre, der kom for sent til at undsætte kolonien Amfipolis, og blev anklaget for forræderi. Da han ikke vendte tilbage til Athen, blev han dødsdømt in absentia. Han bosatte sig på sine besiddelser i Thrakien og skrev her sit værk om Den Peloponnesiske Krigs historie. Ved den generelle amnesti efter Athens nederlag i 404 f.Kr. vendte han tilbage til fødebyen, hvor han senere døde.

Thukydid nåede aldrig at afslutte sin historie. Værkets otte bøger dækker kun perioden 431-411 f.Kr., men det blev så berømt, at tre yngre historikere hver for sig skrev en fortsættelse frem til krigens afslutning i 404 f.Kr.: Xenofon i Hellenika (1.-2. bog), Theopompos, hvis værk af samme navn på nær få fragmenter er tabt, og Kratippos, der ellers er ukendt.

Thukydids værk falder i fem dele. 1. bog behandler krigens baggrund og årsager. I 2.-4. bog skildres Den Archidamiske Krig (431-421 f.Kr.). 5. bog dækker den urolige fredsperiode 421-415 f.Kr. 6.-7. bog er en tragedie skrevet i prosa om athenernes felttog til Sicilien 415-413 f.Kr. 8. bog omhandler den første fase af Den Dekeleiske Krig (414-404 f.Kr.) og især den oligarkiske revolution i Athen i 411 f.Kr.

Thukydid kalder opgøret mellem Athen og Sparta for "krigen mellem peloponnesierne og athenerne og begge parters forbundsfæller". Han undlader at tage parti, men giver en personlig vurdering af lederne. Således skildres Perikles, kong Archidamos af Sparta og Antifon sympatisk, mens især den athenske strateg, Kleon, fremstilles negativt.

Krigens forløb skildres i faktuel fortællestil. Hovedvægten lægges på de militære begivenheder, men fortællingen afbrydes af analytiske afsnit, der har form af indlagte taler, holdt af statsmænd, udsendte gesandter og feltherrer. Talerne er retoriske pragtstykker, skrevet i Thukydids egen stil, der i disse afsnit er yderst kompleks og komprimeret; men indholdet er angiveligt et resumé af, hvad der faktisk blev sagt ved hver enkelt lejlighed, og baseret på, hvad Thukydid selv har hørt eller fået fortalt. Berømtest er Thukydids version af den gravtale, Perikles holdt i 430 f.Kr. over de faldne athenere i krigens første år, en lovprisning af det athenske samfund og demokrati. Gravtalens modstykke er en skildring af den pest, der kort efter bortrev hen ved ¹/₃ af Athens befolkning. Her kombinerer Thukydid oldtidens fornemste kliniske beskrivelse af en sygdoms symptomer og forløb med en lignende beskrivelse af de sociale normers forfald under en sådan epidemi, og den følges senere i værket op af en tilsvarende beskrivelse af borgerkrigens sociologi, bragt i forbindelse med den første af de talrige borgerkrige, der fulgte i Den Peloponnesiske Krigs kølvand.

Thukydids historiesyn fremstår ganske klart: Samtidens samfund var økonomisk og teknologisk langt mere avancerede end fortidens, men den samfundsmæssige udvikling fra primitivisme til civilisation stilles over for den opfattelse, at menneskers moralske og sociale habitus er uforandret og vil være det i al fremtid. Deres politiske adfærd er præget af en konstant stræben efter større magt og velstand, hvilket nødvendigvis fører til krige og borgerkrige; da Den Peloponnesiske Krig blev udkæmpet mellem det største antal højtudviklede bystater nogensinde, blev det også den største krig nogensinde og følgelig den største katastrofe i hellenernes historie. Thukydid mente, at sådanne krige også ville indtræffe i fremtiden: Menneskene vil ikke tage ved lære af historien, men ved at studere den vil de bedre forstå begivenhedernes sammenhæng. Derfor mente Thukydid, ikke med urette, at han skrev "et værk for evigheden".