Dorere, oldgræsk folkeslag, som indvandrede i Hellas i submykensk og protogeometrisk tid, ca. 1000 f.Kr. Formentlig kom de til Peloponnes via de vestgræske landskaber Epeiros og Aitolien, men ifølge grækernes egen tradition udgik de fra landskabet Doris i Centralhellas. Dorerne bosatte sig på Syd- og Østpeloponnes, hvorfra de koloniserede de sydlige øer i Det Ægæiske Hav, bl.a. Kreta og Rhodos, samt Karien, som var det sydvestligste landskab i Lilleasien.

Ifølge traditionen blev dorerne ved indvandringen anført af Herakles' tipoldebørn, og dyrkelsen af Herakles spillede en fremtrædende rolle overalt, hvor dorerne bosatte sig. De vigtigste fællestræk var den doriske dialekt og underopdelingen i tre stammer (fyler), hylleis, dymanes og pamfyloi. Der kan derimod ingen ændringer spores i den materielle kultur, som har kunnet sættes i direkte forbindelse med dorernes indvandring, og i keramikken er der en ubrudt linje fra mykensk til submykensk og videre til protogeometrisk og geometrisk stil.

Dorerne blev ofte modstillet det andet store hellenske folkeslag, jonerne, og i løbet af arkaisk og klassisk tid udviklede hellenerne den selvopfattelse, at de to folkeslag havde hver sin karaktertype: Dorerne var mandige, hårdføre og krigeriske, mens jonerne var mere blødagtige og hedonistiske, men også mere kultiverede. Karaktertrækkene skulle træde frem i musikken (den doriske toneart), i arkitekturen (det doriske tempel), i litteraturen (satyrspillet) og i samfundsformen. Denne opfattelse af en modsætning mellem dorere og jonere findes bl.a. i Platons skrifter, hvorimod allerede Thukydid stillede sig skeptisk over for dette simplificerede syn på nationalkarakter og kulturtræk.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig