polis

Polis (plur. poleis) er et oldgræsk ord, hvis to vigtigste betydninger er 'by' og 'stat'. Ordet bruges ofte i begge betydninger på én gang, således at 'bystat' er en dækkende oversættelse. Ordets reference viser også, at de to betydninger er uadskillelige: En oldgræsk by kaldtes kun polis, hvis den var politisk centrum for en polis i betydningen 'stat'. Og omvendt: polis i betydningen 'stat' brugtes næsten altid om en lille stat, der havde en by som sit politiske centrum. I betydningen 'by' er polis ofte modstillet chora ('land'), men i betydningen 'stat' eller 'statsterritorium' kan polis bruges som overbegreb for polis og chora (by og opland).

I arkaiske kilder betyder polis undertiden 'borg' eller 'højborg' (akropolis), og at 'borg' er den oprindelige betydning fremgår af slægtskabet med ord for borg på andre gamle indoeuropæiske sprog: pūr på sanskrit og pilìs på litauisk. Af ordet polis i betydningen stat afledtes to andre politiske nøgleord: polites 'borger', og politeia 'borgerskab', brugt dels konkret om 'borgerskabet' lig med alle borgere, dels abstrakt om 'borgerskab', en borgers pligter og privilegier. I denne betydning kom politeia til at betegne 'forfatningen', dvs. selve polis' struktur og det politiske system.

En polis var en stærkt institutionaliseret og centraliseret mikrostat bestående af én by (polis) med tilhørende opland (chora). Dens territorium var hyppigt under 100 km² og meget sjældent over 1000 km². De fleste bystater havde et firecifret befolkningstal (fx Plataiai), store bystater et femcifret (Korinth), og de allerstørste et sekscifret (Athen).

Befolkningen var delt i tre "stænder": borgere (politai), frie fremmede (ofte kaldt metoikoi) og slaver. En stor del, og ofte størstedelen, af befolkningen boede i selve byen, resten i oplandet, enten samlet i landsbyer eller spredt på gårde. Ligesom i andre bystatskulturer var urbaniseringsgraden langt større end i andre historiske samfund før den industrielle revolution. Politisk var polis først og fremmest de voksne mandlige borgeres fællesskab om deres politiske institutioner. Små poleis havde højst 1000 fuldborgere, mellemstore nogle tusinde, og kun de allerstørste kunne leve op til idealet om at være en myriandros polis, dvs. en bystat med 10.000 borgere. I den typiske bystat kunne alle borgere kende hinanden, og polis var således et face-to-face society.

Polis var et selvstyrende samfund, men ikke nødvendigvis en uafhængig stat. Hellenerne skelnede mellem poleis med eller uden autonomia, et politisk begreb, som i klassisk tid betegnede uafhængighed, i hellenistisk tid selvstyre. Alle poleis indgik i komplicerede hierarkiske netværk af hegemoniske bystater, uafhængige bystater og afhængige bystater.

Økonomisk var polis en by kendetegnet ved en betydelig grad af arbejdsdeling og markedsøkonomi, idet dog mange byboere var landmænd, der havde deres landbrug liggende i gåafstand fra byen. De hellenske poleis indgik i en bystatskultur med tydeligt skel mellem etnisk og politisk identitet. Borgerne følte sig som hellenere med samme sprog, religion og kultur som andre hellenere, men politisk var de borgere i deres egen polis og i opposition til borgere fra andre hellenske poleis.

Der var ca. 1500 hellenske poleis: ca. 800 i selve Hellas samt langs Det Ægæiske Havs nordkyst og ca. 700 grundlagt som kolonier langs Middelhavets og Sortehavets kyster eller i Mellemøsten vest for Indusfloden. Den typiske polis lå ved havet, og den tætte økonomiske, sociale og kulturelle kontakt mellem alle de hellenske bystater i hele Middelhavsverdenen foregik over havene og var baseret på, at hellenerne var et folk af søfarere. De fleste poleis voksede frem eller blev grundlagt ca. 750-200 f.Kr. Endnu i 500-t. e.Kr var der mange poleis, der stadig var bystater og ikke kun byer. Den hellenske bystatskultur bestod således i 1200 år, en periode, der kun overgås af de mesopotamiske bystater. Og i folketal overgik den græske bystatskultur selv aztekernes bystatskultur i Mellemamerika. I 200-t. e.Kr. var der formentlig hen ved 30 mio. mennesker, der levede i græsksprogede poleis.

Det er stadig et omstridt spørgsmål, om den græske bystat er opstået i selve Hellas før kolonisationens begyndelse ca. 750 f.Kr., eller om den snarere er udviklet i kolonierne og derefter kopieret i moderlandet. Sandsynligvis er polis opstået nogenlunde samtidigt begge steder. Men kolonisterne skulle nydanne et selvstyrende samfund i en nyanlagt by, og det medførte, at polis både som statstype og som bosættelsesform kunne udvikles hurtigere i kolonierne end i moderlandet. I selve Hellas opstod de første poleis langs Det Ægæiske Havs kyster: dels i Lilleasien, hvor de ældste identificerbare bystater er Milet og Smyrna, dels i selve Hellas, hvor fx Eretria, Athen, Argos og Korinth kan spores tilbage til 700-t. f.Kr. De ældste poleis kendt fra skriftlige kilder (ca. 650 f.Kr.) er Sparta, Thasos og Dreros på Kreta. Hele Hellas var opdelt i landskaber, der hver var beboet af et folkeslag (ethnos), fx boioterne i Boiotien og thessalerne i Thessalien. Hvert landskab var igen opdelt i poleis bortset fra nogle få tilfælde, hvor det lykkedes en af landskabets poleis at undertvinge de andre og omdanne hele landskabet til én kæmpestor bystat. Det skete både i Attika og i Lakedaimon, og netop af den grund kunne Athen og Sparta optræde som stormagterne i græsk politik. Fremvæksten af poleis foregik gradvis fra øst mod vest, og bortset fra nogle kolonier langs kysten blev landskaber som Aitolien, Akarnanien og Epeiros først opdelt i poleis i løbet af 400-t. og 300-t. f.Kr. Enhver borger i en polis i selve Hellas tilhørte samtidig et ethnos, der også kunne optræde som en politisk enhed, men et ethnos var ikke en stat, således som polis var det.

En by er først og fremmest en tæt bebygget bosættelse, og en opdeling efter fremvækst viser, at man kan skelne mellem tre typer poleis: 1) en bosættelse på et befæstet højdedrag (akropolis) bredte sig på sletten neden for højdedraget og blev efterhånden til en by, omsluttet af en ny mur. 2) En klynge tætliggende landsbyer voksede sammen til én by, omsluttet af en fælles mur. 3) Hvis landsbyerne lå længere fra hinanden, kunne de omdannes til en by ved en planlagt sammenflytning (synoikismos) af beboerne fra en række landsbyer enten til et helt nyanlagt bycentrum eller til en af de tidligere bosættelser, der herved omdannedes til et bycentrum. Uanset oprindelsestype havde mange poleis en akropolis, der ofte var forbeholdt templer og anden offentlig monumentalarkitektur, men som i andre tilfælde også blev brugt til beboelse.

Byen var delt i en offentlig og en privat sektor: Mure, gader, havne, torve og templer var offentlig ejendom, hvorimod beboelseskvartererne var privatejede, men det var kun borgere, der havde ret til at eje et hus. Metoiker måtte leje deres bolig af borgerne. Husene blev oprindelig bygget uden plan langs krogede gader, men allerede i arkaisk tid findes tydelige spor af en strengt gennemført byplanlægning: Mellem et retvinklet net af gader lå rektangulære boligblokke, hver opdelt i 6-10 parceller og ofte bebygget med typehuse. Et berømt eksempel på denne form for byplan var Athens havneby, Piræus, anlagt ca. 450 f.Kr. af Hippodamos fra Milet. Derfor kaldes denne form for byplan for "den hippodamiske", skønt den fx på Sicilien kan spores helt tilbage til ca. 700 f.Kr. Foruden at være en bosættelse var polis (i betydningen 'by') det politiske, religiøse, militære, økonomiske og sociale centrum for polis (i betydningen 'samfund').

I polis fandtes alle de offentlige bygninger, der var rammen om de centrale politiske institutioner. Der var et prytaneion, dvs. en repræsentationsbygning med en hellig arne, hvor en evig flamme brændte som symbol på bystatens beståen, og med en spisesal, hvor polis' øverste embedsmænd beværtede gesandter og prominente gæster. Dernæst var der et buleuterion, et rådhus, hvor bystatens valgte eller lodtrukne råd (bule) holdt sine møder. For det tredje var der små embedskontorer (archeia) for de forskellige embedsmandskollegier (archai). Der er kun ringe evidens for særlige domstole (dikasteria), idet dommerne ofte sad til doms i bygninger opført til andre formål, fx mellem søjlerne i en stoa. Kun få poleis havde en særlig folkeforsamlingsplads (ekklesiasterion). I arkaisk tid benyttede man byens torv, siden hen byens teater som mødested for folkeforsamlingen (ekklesia). Ned til ca. 400 f.Kr. blev bystaternes politiske institutioner sædvanligvis huset i små og uprætentiøse bygninger. Bortset fra bymure var næsten al arkaisk monumentalarkitektur sakral, og et prægtigt rådhus eller et prytaneion bygget i marmor blev først almindeligt i den hellenistiske periode.

Mange af bystatens helligdomme lå på byens akropolis. Men andre fandtes i byens opland og ofte langs grænserne som en markering af bystatens territorium. Efterhånden blev det også almindeligere at bygge store templer i selve byen i stedet for at samle dem på akropolis. Templet var den dominerende form for græsk monumentalarkitektur. Det var næsten altid bystaten, der var bygherren, og der er utvivlsomt en forbindelse mellem tempelarkitekturens opblomstring i 600-t. f.Kr. og bystatens fremvækst i samme periode.

Byens funktion som forsvarscentrum markeredes af bymuren, der tit var opført i kvadersten og forsynet med tårne. Inden for muren var der så meget åbent land, at hele bystatens befolkning i krigstid kunne søge tilflugt bag ringmuren. Byer, der var vokset frem omkring en akropolis, havde ofte et dobbelt forsvarssystem: en mur omkring selve akropolis, og en større mur om hele byen. I klassisk tid havde næsten alle poleis en bymur eller i hvert fald en muromkranset akropolis. Modsat middelalderens mure havde de oldgræske bymure fortrinsvis en militær funktion. I middelalderen dannede murene skel mellem by og land: portene blev bevogtet døgnet rundt, passerende blev kontrolleret, og portene holdt lukket om natten. I den græske bystat hørte land og by sammen. I fredstid kunne man selv om natten komme gennem byportene, og om dagen var de åbne og i reglen ubevogtede.

Byens handelscentre var markedspladsen (agora) og havnen (limen). Alle byer havde et agora, der oprindelig blot var en åben plads mellem beboelseskvartererne, men efterhånden blev omkranset af søjlehaller og bebygget med fx et prytaneion eller et buleuterion. De fleste byer var kystbyer med en havn eller en havneby, hvis byen selv lå lidt inde i landet. Mange handelsbyer havde også et emporion, et marked forbeholdt handel med importerede varer.

I byen fandtes der private skoler for børn og offentlige "gymnasier" for voksne. Gymnasierne var oprindelig sportscentre placeret uden for byen. Men i løbet af klassisk tid blev de flyttet ind i byen og blev også en ramme om musiske og andre sociale aktiviteter. I hellenistisk tid blev gymnasiet den græske bys vigtigste offentlige bygning og rammen om byens måske vigtigste institution: efebeia (egl. 'ungdomssektoren'), der sigtede på uddannelse og træning af byens unge borgere.

Offentlige sociale aktiviteter var i reglen knyttet sammen med kultfesterne. De to vigtigste typer var sportskonkurrencer og teaterforestillinger. Sportskonkurrencerne foregik i offentligt ejede anlæg opført i tilknytning til gymnasierne: en brydesal (palaistra), en løbebane (stadion) og en galopbane (hippodrom). I teatrene konkurrerede byens bedste digtere med opførelser af især tragedier og komedier. Teatrene blev bygget i tilknytning til helligdommene for Dionysos, og de dramatiske festspil blev afholdt til gudens ære.

Ligesom den moderne stat kan polis beskrives som en institution i besiddelse af det legitime monopol på med magt at opretholde en retsorden inden for et territorium over for en befolkning. Men mens den moderne stat primært identificeres med statsterritoriet og statsmagten, blev polis primært identificeret med statsfolket: polis var de voksne mandlige borgeres politiske fællesskab, og statens navn var ikke landets navn, men folkets navn: Den bystat, vi kalder Athen, hed på oldgræsk Athenaioi 'athenerne' eller Athenaion ho demos 'athenernes folk'. En vigtig forskel mellem polis som by og polis som stat vedrørte den personkreds, der var med i fællesskabet. Byen var et økonomisk og socialt fællesskab af alle husstande, både borgernes og metoikernes, og fællesskabet omfattede alle husstandens medlemmer, både frie og slaver af alle aldre og begge køn. Polis som stat var borgernes fællesskab om de politiske institutioner, og dens medlemmer var de voksne mandlige borgere, både i byen og på landet, men med udelukkelse af borgernes hustruer og børn samt alle frie fremmede og slaver.

De politiske institutioners struktur varierede fra polis til polis, afhængigt af om bystatens forfatningsform var enevælde, fåmandsvælde eller folkevælde. Da polis primært var borgernes fællesskab om deres politiske institutioner, var der i klassisk og hellenistisk tid en tendens til at opfatte den demokratiske polis som den typiske polis.

I oligarkier var fattige borgere helt eller delvist udelukket fra dette fællesskab. Og det kunne betvivles, om en tyranstyret polis overhovedet var en polis i egentlig forstand. Men uanset forfatningstype havde de fleste bystater det samme sæt af politiske institutioner, blot med skiftende kompetence: en folkeforsamling (ekklesia), et råd (bule), et senat (gerousia), embedsmandskollegier (archai) samt domstole (dikasteria) i de bystater, hvor domsmagten ikke var overladt til embedsmændene eller folkeforsamlingen.

I monarkier fungerede de valgte embedsmænd som monarkens tjenere, og folkeforsamlingen var det sted, hvor monarkens vilje ratificeredes ved akklamation. I oligarkier lå magten hos råd og embedsmænd, der var udpeget blandt de rigeste borgere, men selv fattige borgere havde i reglen adgang til en folkeforsamling med begrænsede beføjelser. I demokratier blev alle politiske beslutninger truffet af folket på folkeforsamlingen, men alle sager skulle forbehandles i rådet, og hele forvaltningen varetoges af valgte eller lodtrukne embedsmænd.

I arkaisk tid var den fremherskende forfatningsform enten enevælde (kongedømme eller tyranni) eller fåmandsvælde (aristokrati eller oligarki). Fra slutningen af 500-t. og i løbet af 400-t. f.Kr. voksede demokratierne frem, og i hellenistisk tid dominerede den demokratisk styrede polis, som havde fået sit selvstyre (autonomia) konfirmeret ved kongeligt dekret. I romersk tid blev demokratiet på ny afløst af oligarki; den besluttende myndighed flyttedes fra folkeforsamlingen til rådet, og bystaterne blev nu styret af en lokal overklasse, der besatte alle vigtige embedsposter.

Når fokus flyttes fra selve institutionerne til deres kompetence, vokser forskellen mellem de enkelte poleis, og man kan her skelne mellem forskellige typer. I en polis, der var lydstat eller medlem af en forbundsstat, blev udenrigspolitik og forsvar varetaget af en forbundsregering, og selvstyret var begrænset til indre anliggender. Endvidere var der i alle bystater en betydelig forskel på, i hvilket omfang polis greb ind i økonomiske og sociale forhold. Især i demokratisk styrede bystater fremhævede man forskellen mellem offentlige og private anliggender, og det var et ideal, at enhver borger i privatsfæren skulle kunne leve efter forgodtbefindende. I disse poleis lå økonomiske og sociale forhold i periferien af, hvad polis beskæftigede sig med. I andre bystater greb polis ind i alle aspekter af den menneskelige tilværelse, og man var tilbøjelig til helt at fornægte eksistensen af en privatsfære. Athen og Sparta fremstod som eksponenter for hver sin type, og man har lige siden oldtiden debatteret, om flertallet af de ca. 1500 andre poleis var styret som Athen eller som Sparta. Ud over bestemmelser om borgerskab og politiske institutioner var de tre vigtigste områder, som blev reguleret af polis: militæret, religionen og økonomien.

Militæret. Hver polis havde sin egen hær, og hære rejst af forbundsstater og statsforbund bestod af enheder fra de involverede bystater. Hærens kerne var det sværtbevæbnede infanteri, hoplitterne, der kæmpede i tæt formation (falanks) støttet på fløjene af kavaleri og letbevæbnede infanterister. Borgerne stillede med egne våben, hvorved der skabtes en sammenhæng mellem socialklasser og våbenarter. Overklassen gjorde tjeneste i kavaleriet eller sammen med middelklassen som hoplitter, og underklassen kæmpede som letbevæbnede infanterister eller tjente som sømænd og roere i flåden. Hoplittjenesten var i flere bystater knyttet så tæt til borgerrettighederne, at kun hoplitter havde politiske rettigheder, og sommetider endda kun i den periode, de gjorde aktiv tjeneste i borgervæbningen, dvs. i en alder af mellem 20 og 60 år. Aristoteles beskrev denne forfatningsform som den oprindelige form for demokrati, og Sparta synes i arkaisk tid at have været en bystat af denne type. I den klassiske demokratiske polis havde alle indfødte mandlige borgere politiske rettigheder, uanset om de kunne betale en fuld rustning og gøre tjeneste som hoplitter. Endvidere skulle de mere velstillede blandt metoikerne gøre krigstjeneste i falanksen som hoplitter. Sammenhængen mellem hoplittjeneste og fuldt borgerskab blev således sprængt, og denne udvikling forstærkedes af en voksende tendens til at lade lejetropper supplere eller ligefrem erstatte bystatens borgervæbning.

Religionen. Mange historikere mener, at religionen var centrum for alle bystatens aktiviteter, og tilsvarende benyttes ordet polisreligion som teknisk term for oldgræsk religion. Men med større ret er det også blevet hævdet, at det var de politiske institutioner, der var centrum for den græske bystat. Både politisk og militært var polis et mandssamfund, som kvinderne var udelukket fra. I kulten derimod deltog kvinderne, ofte jævnbyrdigt med mændene. Der var kulter, som kvinder ikke måtte deltage i, men omvendt var der fx også thesmoforiefesten, som var forbeholdt kvinderne; og gudindernes kulter blev næsten altid forestået af præstinder, der fungerede på lige fod med de præster, der forestod gudernes kulter. Endvidere var der kulter, som hørte hjemme i privatsfæren uden for polis' domæne, og de votivgaver, der findes ved helligdommene, falder i to grupper: de, der er skænket guden af privatpersoner, og de, der er skænket af bystater eller andre fællesskaber. Varetagelsen af helligdomme, kulter og kultfester var en meget vigtig opgave for bystaten, men var ikke centrum for bystatens opbygning og funktion, og forholdet mellem polis og polisreligion kan opsummeres i følgende tre hovedpunkter: Alle offentlige begivenheder blev ledsaget af religiøse ceremonier, fx blev folkeforsamlingsmøder indledt med en bøn og et offer. Alle de store kultfester blev organiseret af bystatens embedsmænd og afholdt i polis' regi. Endelig blev der indført særlige politiske kulter. Således havde mange rådsforsamlinger en kult for Den Rådvise Zeus (Zeus Boulaios), og i Athen blev den demokratiske forfatning personificeret og dyrket som gudinden Demokratia. Alle helligdomme var offentlig ejendom og administreredes af valgte eller lodtrukne embedsmænd, i reglen dog således at man omhyggeligt skulle skelne mellem helligdommenes formueforhold og statsfinanserne.

Økonomien. Opfattet som et samfund af borgere var polis kun i begrænset omfang et økonomisk fællesskab. Kun borgere måtte eje fast ejendom, og de dominerede derfor landbruget. Men fremmede og slaver kunne deltage i håndværk og handel, tit på lige fod med borgerne. Bystatens vigtigste indgreb i økonomien var at opkræve told og skat samt sørge for en tilstrækkelig import af korn til byens borgere. I øvrigt blandede bystaten sig relativt lidt i produktion og handel, i modsætning til den middelalderlige bystat, hvor handel og håndværk var et privilegium forbeholdt byens borgere, og hvor byens politiske institutioner blev domineret af gilder og lav.

Ud fra en moderne synsvinkel er man tilbøjelig til at betragte de politiske institutioner som den ramme, bystaten benyttede til at organisere militære, religiøse, økonomiske og sociale forhold. En sådan synsmåde var fremmed for hellenerne. De opfattede politisk aktivitet som en værdi i sig selv; og de politiske institutioner var ikke rammen om polis, men snarere kernen i polis.

De diplomatiske forbindelser mellem bystaterne blev forvaltet af gesandter udsendt ad hoc, og den eneste permanente institution, der varetog borgerne fra én bystats interesser i en anden bystat, var proxenia, dvs. det privilegium at være beskytter og vært (proxenos) for en anden bystats borgere. Fx vedtog bystaten Eretria et dekret om, at en borger i Tarent skulle hædres med proxenia som tak for, at han beskyttede og hjalp alle de borgere fra Eretria, der kom til Tarent.

De hellenske bystater førte ustandselig krig mod hinanden og oplevede kun længere fredsperioder i romersk tid. Mange krige udkæmpedes mellem rivaliserende nabobyer, fx Sparta og Argos. Større krige blev ført mellem alliancer af poleis. Den Peloponnesiske Krig 431-404 f.Kr. var således et opgør mellem Det Deliske Søforbund ledet af Athen og Det Peloponnesiske Forbund ledet af Sparta. De mange krige førte ofte til udslettelse af hele bystater, undertiden fysisk, ved at byen blev jævnet med jorden, og befolkningen dræbt eller gjort til slaver (andrapodismos), undertiden kun politisk, ved at den besejrede bystat blev til en kommune i den sejrendes territorium. En besejret bystat fik hyppigt lov til at bevare sin status som polis, dvs. som selvstyrende samfund, men ikke længere som en uafhængig stat. Den blev en afhængig bystat (hypekoos polis). Eksempler på afhængige bystater af denne type er alle periøksamfundene i spartanernes polis Lakedaimon og alle de lilleasiatiske poleis, som blev undertvunget først af kongen af Lydien og siden af perserkongen.

Andre typer af afhængige bystater opstod i forbindelse med dannelsen af statsforbund og forbundsstater. De store statsforbund havde en tendens til at udvikle sig til imperier domineret af den ledende bystat. Det Deliske Søforbund blev stiftet som et forbund af uafhængige bystater, men udviklede sig til et imperium, hvor næsten alle medlemmerne blev til lydstater under Athen. Det Peloponnesiske Forbund undergik en lignende forandring, især i perioden 404-371 f.Kr., og selv Theben var en spartansk lydstat 382-379 f.Kr.

Fra slutningen af 500-t. f.Kr. og frem blev der også dannet et stadigt voksende antal forbundsstater. Alle poleis i en region (fx Achaia) sluttede sig sammen og indsatte en forbundsregering, der som regel var ansvarlig for forsvar og udenrigspolitik, hvorimod andre anliggender fortsat hørte under den enkelte polis. Medlemmerne var stadigvæk poleis, men de var ikke længere uafhængige bystater, og i de forbundsstater, der styredes af en hegemonisk polis, var der en klar tendens til, at denne polis også greb ind i de andre medlemmers indre anliggender. Således blev alle de mindre boiotiske bystater styret af Theben, og de chalkidiske af Olynthos. Den ældste kendte forbundsstat er den østlokriske, og i 300-t. f.Kr. var i hvert fald en tredjedel af alle poleis i selve Hellas blevet omdannet til medlemmer af en forbundsstat. Undertvingelsen af poleis som følge af krig, dannelsen af statsforbund og forbundsstater samt oprettelsen af de hellenistiske kongedømmer førte til, at næsten alle poleis i hellenistisk og romersk tid var afhængige bystater. Men den oldgræske civilisation forblev en bystatskultur, og hellenerne gjorde intet forsøg på at samle bystaterne til én stor territorial enhedsstat. Bestræbelser på at skabe større politiske enheder tog form af statsforbund eller forbundsstater; utvivlsomt fordi begge disse organisationsformer var forenelige med bevarelsen af polis som den centrale politiske enhed. I de enkelte regioner kunne store poleis undertvinge de små, men selv når sådanne bystater blev gjort til kommuner i den større bystats territorium, var resultatet stadigvæk én stor polis og ikke en territorial enhedsstat. En sådan statsform var lige så fremmed for hellenerne, som det ville have været at ophæve slaveriet.