Pergamon, antik by beliggende på et højdedrag ved det nuværende Bergama i det nordvestlige Tyrkiet. Arkæologiske fund vidner om beboelse på stedet allerede i 500-t. f.Kr.

Byens udvikling til en af Lilleasiens vigtigste byer i hellenistisk og romersk tid begyndte lige efter Alexander den Stores død i 323 f.Kr., da en af hans generaler, Lysimachos, efterlod en stor skat på Pergamonbjerget under bevogtning af en betroet officer, Philetairos. Da Lysimachos mistede sin magt, opkastede Philetairos sig selv til fyrste (283-263 f.Kr.) og grundlagde dermed Pergamons fremtidige stilling.

Pergamons kulturelle blomstring og rigeste byggeperiode fandt sted under Philetairos' efterfølgere Eumenes 2. (konge 197-159 f.Kr.) og Attalos 2. (konge 159-138 f.Kr.). Da Attalos 3. (konge 138-133 f.Kr.) ikke havde nogen arving til tronen, testamenterede han ved sin død det pergamenske rige til romerne, som omdannede det til provinsen Asia.

De pergamenske konger gjorde Pergamon til et af den hellenistiske periodes politiske og kulturelle kraftcentre. De beundrede den klassiske græske kunst, og det var tilsyneladende deres ambition, at Pergamon skulle stå som en arvtager af det klassiske Athen.

Pergamon fik et betydningsfuldt bibliotek, som i størrelse kun blev overgået af Alexandrias. En romersk kilde hævder, at man pga. vanskeligheder med at få egyptisk papyrus til bogfremstilling udviklede et nyt materiale, pergament, af dyreskind.

Gamle og nye kunstværker udsmykkede byen. En ny og meget dramatisk skulpturstil, kaldet pergamensk barok, udvikledes og kulminerede i Pergamonalteret, der rummer den hellenistiske periodes vigtigste reliefskulptur. De pergamenske kongers sejre over skarer af indtrængende barbarer blev mindet i flere skulpturgrupper, "gallermonumenter", som er kendt fra romerske kopier. Til disse hører bl.a. Den døende galler (Musei Capitolini, Rom).

Den ældste del af Pergamons bebyggelse findes øverst på det 355 m høje bjerg. Her ligger kongepaladserne, arsenalerne og den gamle Athenahelligdom med det tilstødende bibliotek. Herunder følger det store Zeusalter, torvepladsen og et beboelsesområde, hvoraf endnu kun lidt er udgravet. Længere nede på en række store terrasseanlæg følger teatret, forskellige helligdomme og de store gymnasieanlæg. Først efter Kristi fødsel blev byen udvidet på sletten neden for byhøjen. Få kilometer fra byhøjen ligger en stor helligdom for lægeguden Asklepios.

Arkitektonisk og byplanmæssigt står Pergamon som eksponent for den frie, monumentale arkitektur, der med mægtige terrasseanlæg og søjlehaller inddrager og omformer landskabet til den mest virkningsfulde helhed. Hertil udviklede Pergamons arkitekter en særlig type søjlehal, den "pergamenske terrassestoa", ofte i 2-3 etagers højde. Der var adgang til den søjlesmykkede overetage direkte fra terrassens niveau, mens man nåede underetagen fra det lavereliggende terræn neden for terrassen. Den pergamenske terrassearkitektur blev efterlignet talrige steder i Lilleasien, og den kan også have inspireret romerne til de store republikanske terrassehelligdomme som helligdommen i Praeneste (det nuværende Palestrina) nær Rom.

Pergamonalteret

Pergamonalteret er et monumentalt alter formodentlig til Zeus. Alteret og dets rige reliefskulptur blev fundet i 1871 og 15 år senere bragt til Berlin, hvor det i dag kan ses i en delvis rekonstrueret form i Pergamon-Museum.

Pergamonalteret menes opført af kong Eumenes 2., måske til minde om hans sejre over indtrængende keltiske stammer. Det måler ca. 34 m×36 m og består af et reliefsmykket podium, som bærer en jonisk søjlehal, der kun afbrydes på vestsiden, hvor en 20 m bred trappe fører op til monumentets indre. En søjlestilling i bygningens indre blev aldrig færdiggjort. Alterets relieffriser er hovedværker inden for hellenistisk kunst. Den udvendige frise er 2,3 m høj og ca. 110 m lang og udført i den voldsomme, dramatiske stil kaldet pergamensk barok. Emnet er gudernes kamp mod giganterne, hvilket var et yndet billede på civilisationens sejr over kaos og mørkets magter. Den indvendige frise er 80-90 m lang, 1,58 m høj og udført i en helt anden stil. Den viser episoder i helten Telefos' liv med relation til Pergamons grundlæggelsesmyte. Med sine angivelser af dybde, landskab og tidsfølge formodes Telefosfrisen at være påvirket af tidens nu tabte monumentalmaleri.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig