Nordvestpassagen

Nordvestpassagen, søvejen nord om Det Nordamerikanske Kontinent fra Atlanterhavet til Stillehavet. Kunne denne rute findes, ville den næsten halvere rejselængden mellem Nordeuropa og det fjerne østen i forhold til den sædvanlige rute rundt om Afrika, og derfor søgte de europæiske sømagter, først og fremmest England, efter den fra slutningen af 1400-t. og gennem de følgende århundreder.

Nordvestpassagen blev efterhånden udforsket af mænd som Giovanni Caboto i 1497, Jacques Cartier i 1535, Martin Frobisher i 1576, John Davis 1585-87, William Baffin 1615-16, William Parry 1819-25, John Ross 1829-33 og mange andre. Men prisen kunne være høj; således mistede fx Jens Munk 1619-20 61 af sine 63 mand, og under John Franklins ekspedition 1845-47 omkom samtlige 129 deltagere.

I 1854 lykkedes det Robert McClure som den første at gennemrejse Nordvestpassagen, en del af strækningen dog med slæde. Den første egentlige gennemsejling blev udført af Roald Amundsen med skibet Gjøa 1903-06.

Nogen praktisk kommerciel betydning har Nordvestpassagen aldrig fået; at anvende den ville kræve meget kostbare specialskibe, og sejladsen gennem det ispakkede farvand ville være så vanskelig, at der næppe ville kunne opnås tidsmæssige besparelser ved at anvende ruten.

Se også Nordøstpassagen.