hellenisme

Hellenisme, i nyere tid et omstridt begreb, der rummer både en kronologisk og en kulturel dimension. Selve ordet hellenisme optræder første gang i 2. Makkabæerbog 2,13 i Septuaginta, den græske udgave af Det Gamle Testamente.

Kronologisk refererer hellenismen eller den hellenistiske epoke som oftest og i disciplinerne oldtidens historie og arkæologi næsten altid til de tre århundreder fra Alexander den Stores regeringstid (336-323 f.Kr.) indtil Octavians, den senere kejser Augustus', sejr over Marcus Antonius og Kleopatra ved Actium i 31 f.Kr. Til grund herfor ligger en definition af hellenisme som den epoke, da grækere (og makedonere) besad den politiske magt i den østlige del af Middelhavsområdet og i den nære orient. Ifølge denne definition har begrebet hellenisme således ikke primært et bestemt kulturelt indhold, men det ligger i tankegangen, at de græske elementer kulturelt er dominerende.

Noget sjældnere betegner hellenisme den mere end dobbelt så lange periode fra Alexander den Store til Konstantin den Store (d. 337 e.Kr.). Her defineres hellenisme som den periode, da den klassisk græske kultur indgik forbindelse med andre kulturer, først og fremmest de nærorientalske og den romerske. Ifølge denne opfattelse, der første gang blev fremsat af den tyske historiker Johann Gustav Droysen i Geschichte des Hellenismus, 1-2 (1836-43), ses hellenismens væsen i den symbiose mellem Orienten og Occidenten, som var en afgørende forudsætning for kristendommen, den "tidens fylde", som Paulus taler om i Galaterbrevet 4,4. Det var samtidig i den epoke, at de klassiske bystater måtte se deres autonomi reduceret, idet den politiske magt blev samlet i store imperier.

I den nyeste forskning nedtones betydningen af de græske træk i hellenistisk kultur, og i stedet fremhæves lokale træk og den generelle arv fra Perserriget. Der er dog en tendens til at bibeholde den korte, historisk-arkæologiske definition på hellenisme.