panhellenisme

Panhellenisme, oldgræsk ideologi baseret på følelsen af et etnisk og kulturelt fællesskab mellem alle hellenere. Ligesom nationalismen var panhellenismen ofte aggressivt rettet mod udenforstående, der nedsættende betegnedes som barbarer. Men i modsætning til nationalismen omfattede panhellenismen intet krav om, at alle hellenere skulle samles i én stat.

Panhellenismens politiske program var dannelsen af et forbund af alle de hellenske bystater under ledelse af den stærkeste iblandt dem. Fjenden var den barbariske stormagt i øst, Perserriget, og et formål med alliancen skulle være at befri de bystater, der var under barbarernes åg, fortrinsvis dem i Lilleasien. Samtidig skulle forbundet medvirke til, at alle hellenere levede i fred med hinanden og stoppede de evindelige krige mellem bystaterne; krig mellem hellenere burde opfattes som borgerkrig. Den panhellenske ideologi kan spores tilbage til Perserkrigene (490-449 f.Kr.) og dannelsen af Det Deliske Søforbund. Men den blev først klart formuleret i 300-t. f.Kr., og vi kender den især fra Isokrates' taler.

Det blev imidlertid ikke en hellensk bystat, men kongerne af Makedonien, der kom til at realisere panhellenismens politiske program. Det hegemoniske forbund, der skulle føre krigen mod perserne, blev Det Korinthiske Forbund, dannet i 337 f.Kr. under Filip 2.s ledelse, og efter mordet på Filip i 336 f.Kr. blev det Alexander den Store, der ledede forbundet og førte felttoget mod perserne.

Et religiøst og socialt aspekt af panhellenismen var afholdelsen af de panhellenske fester, hvor deltagelse i konkurrencerne var forbeholdt hellenere og betinget af, at man var borger i en af de hen ved 1500 græske bystater.