Den Korinthiske Krig

Den Korinthiske Krig, første storkrig mellem de græske bystater, efter at Sparta i 404 f.Kr. med sejren i Den Peloponnesiske Krig havde overtaget herredømmet i Hellas. Krigen blev udkæmpet 395-386 f.Kr. mellem Sparta og dets allierede på den ene side og alliancen bestående af Athen, Theben, Argos og Korinth på den anden. Alliancen blev støttet af perserkongen, der ønskede at genvinde herredømmet over de græske byer i Lilleasien og fjerne den spartanske styrke, der var blevet sendt dertil for at håndhæve byernes frihed. Mange af krigens slag blev udkæmpet i nærheden af Korinth; deraf krigens navn.

Den spartanske hær blev kaldt hjem fra Lilleasien, og i 394 f.Kr. vandt spartanerne to store landslag, et ved Nemea syd for Korinth og et ved Koroneia i Boiotien. Men samme år blev den spartanske flåde ødelagt ved Knidos af en persisk eskadre, der var anført af den athenske admiral Konon (444-392 f.Kr.).

I de følgende år blev den athenske flåde genskabt efter nederlaget i 404 f.Kr., og de lange mure mellem Athen og Piræus genopbygget. Argos og Korinth fik en fælles forfatning, som førte til, at Argos nærmest annekterede Korinth, og Theben befæstede sin dominans over de andre byer i Det Boiotiske Forbund.

Krigen trak i langdrag, og afgørelsen faldt først, da perserkongen i 387 f.Kr. skiftede side og året efter med Sparta som allieret kunne diktere Kvadrupelalliancen den såkaldte Kongefred: Bystaterne i Lilleasien skulle høre under perserkongen, mens andre bystater skulle være selvstændige. Ethvert brud på disse bestemmelser ville føre til krig med Persien og dets allierede, hvilket reelt ville sige Sparta.

Kongefreden var den første koine eirene 'fælles fred', dvs. en fred, som gjaldt alle bystater i Hellas, fastslog den enkelte bystats selvstændighed som et princip og blev håndhævet af en dertil udpeget stormagt, i dette tilfælde Sparta med perserkongen i ryggen. I kraft af Kongefreden lykkedes det Sparta at få opløst Det Boiotiske Forbund og unionen mellem Argos og Korinth.