Lysias, ca. 445-380 f.Kr., græsk taler. Lysias tilhørte en velhavende syrakusansk familie, der havde bosat sig som metoiker i Athen, hvor de ejede et skjoldmanufaktur med 120 slaver. Under De Tredive Tyranners diktatur 404-403 f.Kr. blev både Lysias og hans bror proskriberet. Lysias flygtede fra Athen, broderen blev henrettet, og familiens formue blev konfiskeret.

Ved demokratiets genindførelse i 403 f.Kr. vendte Lysias tilbage og ernærede sig herefter som logograf, dvs. at han skrev taler for andre. I antikken kendte man flere hundrede retstaler fra hans hånd. I dag er ca. 30 bevaret, heriblandt talen mod Eratosthenes, den af de tredive tyranner, der fik Lysias' bror henrettet.

I antikken blev Lysias berømmet for sin enkle og klare stil, sin levende fortællemåde og især for sin karaktertegning, på græsk ethopoiia, dvs. Lysias' evne til ud fra en vurdering af klientens sag og person at udfinde den karaktertype, som passede bedst til sagen, og så skrive en tale, der fik klienten til at optræde i denne rolle.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig