Seleukos 1., ca. 358-281 f.Kr., konge af Seleukideriget fra 305/304 f.Kr. Seleukos 1. var en af Alexander den Stores generaler og blev i 321 f.Kr. statholder i Babylonien. Efter Alexanders død og den efterfølgende magtkamp med de andre generaler fik Seleukos i 312 f.Kr. kontrol med Babylon, og seleukidedynastiet blev grundlagt; herefter udvidede han riget yderligere. Med hustruen, Apame fra Baktrien, fik han sønnen Antiochos 1., som fra 292 f.Kr. var medregent. En sejr over Lysimachos ved Korupedion i 281 f.Kr. gav Seleukos kontrol over Lilleasien og adgang til Europa, men kort efter blev han myrdet af Ptolemaios Keraunos (død 280 f.Kr.).