Alexandros Papagos, 1883-1955, græsk marskal og politiker. Alexandros Papagos var krigsminister og generalstabschef i 1930'erne og stod bl.a. bag det kup, der i oktober 1935 banede vejen for genindførelsen af monarkiet. Han var generalstabschef under Metaxas-diktaturet 1936-41 og øverstkommanderende under krigen mod Italien 1940-41 og ved Tysklands angreb i 1941. Alexandros Papagos tilbragte resten af 2. Verdenskrig i tysk koncentrationslejr. Under Den Græske Borgerkrig blev han udnævnt til feltmarskal for regeringshæren og opfattes i brede kredse som borgerkrigens sejrherre. I 1951 gik han ind i politik og dannede sit eget højreorienterede parti; han blev i 1952 premierminister og beholdt denne post indtil sin død.