mykensk kultur

Mykensk kultur, sen bronzealder, også benævnt senhelladisk tid (ca. 1600-1100 f.Kr.), på det græske fastland. Den er opkaldt efter kulturens vigtigste centrum, Mykene.

Den mykenske civilisations oprindelse er omdiskuteret. I slutningen af tidlig bronzealder skete en række ødelæggelser, der tilskrives et fra nord indvandrende folk, hellenerne. Tilsyneladende assimileredes de hurtigt, idet keramikstil og gravskik ikke ændredes. I slutningen af mellemste bronzealder koncentreredes rigdomme, og kontakter udadtil forøgedes, hvilket ses af gravfund. I denne periode blomstrede den minoiske kultur, og den minoiske indflydelse i det ægæiske område var omfattende.

I denne brydningstid opstod den mykenske kultur, hvis bærere var græsktalende. Magtfulde centre opstod gradvis i det sydlige og centrale Grækenland, fx Mykene, Tiryns, Midea, Theben, Orchomenos og Athen. Disse centre blev styret af fyrster, men man ved ikke, hvorledes disse kom til magt og rigdom. Fyrsternes økonomi var ikke baseret alene på landbrugsproduktion, men også på håndværk og handel, som de kontrollerede. Store paladskomplekser blev opført, ofte på naturligt befæstede steder og med kyklopiske mure i en tykkelse på gennemsnitlig 6 m, undertiden dog helt op til 10 m. Navnet kyklopmure skyldes, at man senere i antikken mente, at kun giganter, de såkaldte kykloper, kunne have bygget dem.

Paladserne var opbygget omkring en central hal, megaron. Som oftest havde denne et ildsted i midten omgivet af fire søjler, og bl.a. i Tiryns er en tronstol konstateret på den ene langside. Fra hallen løb et korridorsystem, som førte til flere repræsentative rum og til enklere forråds- og tjenesterum.

Paladserne var administrative, religiøse og økonomiske centre. Arkiver, der anvendte skriftsproget linear B, holdt rede på produktion, og fyrsternes magt var afhængig af deres muligheder for at beholde den centraliserede kontrol.

Fyrsterne blev i begyndelsen begravet i enkle huller eller i skaktgrave, som bl.a. ses i gravcirkel A og B i Mykene, men fra 1400-t. f.Kr. byggedes monumentale tholosgrave og kammergrave. Hvor gravrøvere ikke har tømt gravene, findes en utrolig rigdom.

Kort efter 1500 f.Kr. begyndte mykenerne at ekspandere i det ægæiske område, i Egypten og i Nærorienten. Den dalende magt på Kreta førte til, at mykenere slog sig ned i Knossos og overtog ledelsen af Kretas økonomi og kultur. 1300- og 1200-t. f.Kr. var perioder med utrolig rigdom og fremgang for den mykenske kultur. Mykenske varer spredtes til markeder på De Ægæiske Øer, i Nærorienten, på Sicilien og i Syditalien. Råvarer, især metal, blev importeret fra bl.a. Cypern, Syrien og Sardinien, og færdige produkter eksporteret. Indadtil var de organiseret i fem større kongedømmer, Mykene, Tiryns, Pylos, Theben og Orchomenos, og en række mindre, uafhængige småriger, der var sammenknyttede i løse politiske og økonomiske forbund. Handelsstationer blev anlagt ved kysten i det østmediterrane område, i Egypten og på Cypern, og øgruppen Dodekaneserne blev koloniseret; herefter kan man tale om en tidlig form for imperium.

Det sene 1200-t. f.Kr. var en urolig periode. En række af borgene blev udbygget og forstærket, og flere blev forsynet med skjulte brønde for at sikre vandforsyningen ved en belejring. Ved slutningen af 1200-t. f.Kr. ramtes de fleste af de større mykenske centre af lokale katastrofer, bl.a. jordskælv. Flere blev forladt, andre blev genopbygget. I kølvandet på katastroferne fulgte udvandring til De Joniske Øer, Lilleasiens kyst og især Cypern, som nu fik en større græsktalende befolkning. Samtidig førte ødelæggelser i Nærorienten, måske forårsaget af de såkaldte havfolk (se filistre), til, at den oversøiske handel næsten stoppede. Paladsernes magt mindskedes, og de mykenske forbund opløstes. Små lokale magtcentre opstod, men de havde kun begrænset politisk og økonomisk magt. Levestandarden faldt, og de kunstneriske traditioner var i tilbagegang.

Fra det sene 1100-t. og igennem hele 1000-t. f.Kr. begyndte andre græsktalende folk, der hidtil havde levet i udkanten af den mykenske verden, at trænge ind i de affolkede områder. Selvom det ikke drejede sig om en organiseret invasion, bidrog de til de forandringer, der ændrede den mykenske kultur. Nye gravskikke opstod med kistegrave i stedet for tholos- og kammergrave, og de døde blev ikke længere jordfæstet, men brændt. Jern, der introduceredes i slutningen af bronzealderen, blev snart fremherskende til både våben og værktøj og var en del af forklaringen på den efterfølgende udvikling og økonomiens opsving i 1. årtusinde f.Kr.

Minderne om den svundne gyldne tid levede dog videre, bl.a. i Homers Iliaden og Odysseen, og blev en del af den arv, der udgjorde roden af den græske civilisation i historisk tid.