Kreditsedler og -mærker, den første form for penge i Grønland. I Grønlands første tid som koloni skete køb af grønlandske produkter og salg af danske varer ved byttehandel. Som et reformforsøg indførtes i 1801 ved Godhavn en slags pengesedler, kreditsedler, som fangerne fik for deres produkter og siden kunne købe for i butikken. Ordningen bredte sig, og efter en pause under Englænderkrigene 1807-14, hvor butikkerne var løbet tør for varer, genoptoges den i 1819 og var i brug indtil 2. Verdenskrig.