Francesco Guicciardini, 1483-1540, florentinsk statsmand og historiker. Guicciardini tilhørte det florentinske patriciat. Han uddannedes som jurist og udsendtes i 1511 af den florentinske republik som ambassadør i Spanien. Ved sin hjemkomst trådte han i tjeneste hos Medicierne, der atter havde overtaget magten i Firenze, og var bl.a. pavelig diplomat og guvernør i Romagna. Da det i 1537 kom til et brud mellem Guicciardini og hertug Cosimo 1., trak han sig tilbage til sin landejendom for at skrive Storia d'Italia, som publiceredes posthumt 1561-64. Værket, der betragtes som hans hovedværk og som et af de ypperste eksempler på humanistisk historieskrivning, bygger på hans personlige kendskab til især florentinsk og pavelig politik i 1520'erne, men går tilbage til 1492 og inddrager hele Italien. I sin historieskrivning gjorde han brug af offentlige aktstykker, og som humanist fulgte han de klassiske forbilleder, især Livius og Tacitus. Guicciardini var forsigtig i sine udredninger af årsagsforhold og afviste i modsætning til sine samtidige, at man kunne lære af historien.