Faktaboks

Richard Pipes

Richard Edgar Pipes

Født
11. juli 1923
Død
17. maj 2018

Richard Pipes var en polskfødt amerikansk historiker. Pipes kom til USA i 1930'erne, hvor han efter 2. Verdenskrig blev tilknyttet Russian Research Center ved Harvard University.

Flere af hans værker er klassikere, bl.a. Formation of the Soviet Union (1954), Russia under the Old Regime (1974) og The Russian Revolution (1990). I Russia under the Bolshevik Regime 1919-1924 (1994) behandles det sovjetiske regimes konsolidering af magten. Hans biografi om den russiske politiske tænker Pjotr Struve, Struve: Liberal on the Left, 1870-1905 (1970) og Struve: Liberal on the Right, 1905-1944 (1980), er ligeledes et hovedværk i nyere Ruslandshistorie. Pipes har også udgivet Struves samlede værker og redigeret en række antologier, herunder The Russian Intelligentsia (1959) og Revolutionary Russia (1968).

Under den kolde krig var Pipes en markant deltager i den offentlige debat, og 1981-82 var han rådgiver for Reagan-administrationen. Et bærende tema i hans værker, den private ejendomsrets betydning for et pluralistisk retssamfund, har Pipes behandlet i Property and Freedom (1999).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig