Faktaboks

Paulus Diaconus
Født
720
Død
799
Levetid - kommentar
fødsels- og dødsår er omtrentlige

Paulus Diaconus var en longobardisk historieskriver. Hans Historia Langobardorum (Longobardernes historie) fra 790erne er en af de mest læseværdige krøniker fra tidlig middelalder. Med sin blanding af sagnhistorie, personlige observationer, levende fortællestil og historisk indsigt blev værket allerede en klassiker i Vesteuropa i løbet af det 11. og 12. årh., hvor den bl.a. blev et forbillede for Saxos Danmarkshistorie. Longobardernes historie er en hovedkilde til Italiens historie for det ellers så kildefattige 7. og 8. årh.

Paulus var af en adelig familie fra Cividale og fik formentlig sin opdragelse og uddannelse ved hoffet i den langobardiske hovedstad Pavia. Han blev lærer for hertuginden af Benevent Adelperga, datter af den sidste longobarderkonge, Desiderius (757-774), og til hende skrev han mellem ca. 766 og 773 Historia Romana, der var en kristen version af Eutropius' korte Romshistorie som gik frem til 364. Paulus lagde dertil en beretning om årene 364-553, således at værket i Paulus‘ udgave gik op til Justinians tid. Denne Romerske historie i 16 små bøger (dvs kapitler) blev en af grundteksterne om Romerrigets historie i middelalderen, og Saxos inddeling af Danmarkshistorien i 16 bøger kan have været inspireret heraf.

Efter Karl den Stores erobring af Longobarderriget i 774 drog Paulus i 782 til ham for at udvirke løsladelsen af sin bror som havde været aktiv i den longobardiske modstand mod frankerne. Han blev i nogle år hos Karl blandt de andre lærde, der i disse år befandt sig ved hoffet og kom til at præge det der normalt kaldes den Karolingiske Renæssance.

Paulus forfattede bl.a. et skrift om biskopperne af Metz, Gesta episcoporum Mettensium, som hyldest til Karl, hvis stamfader, Arnulf, havde været biskop dér. Han skrev og redigerede også en række andre værker, herunder digte til sine velyndere og lærde kolleger og en prædikensamling (homiliarium) som fik stor indflydelse.

Longobardernes historie

I 786 vendte han tilbage til Italien og blev munk i Montecassino, hvor han i sine sidste år skrev sit hovedværk, Historia Langobardorum. Han beretter om sit folks historie, fra de i hans version udvandrer fra Skandinavien, drager gennem Europa og fra 568 erobrer dele af Italien. Værket er herefter struktureret kronologisk efter de langobardiske konger frem til Liutprands‘ død i 744.

Der kan næppe være tvivl om at Paulus ikke nåede at afslutte Longobarderhistorien. Der mangler et forord, og den senere del af værket bærer præg af ikke at være helt gennemarbejdet. Det manglende forord betyder også at Paulus’ idé med værket, hans publikum og hans holdning til frankernes erobring af Langobarderriget i 774 har været omdiskuteret. Det er på mange måder et patriotisk værk som hylder langobarderfolkets historiske betydning, men det kan godt ses i sammenhæng med at Karl den Store stadig var en slags velynder og patron for forfatteren. Værket har formentligt skullet tjene til at bygge bro mellem frankere og langobardere og været henvendt til begge grupper.

Normalt sættes Paulus Diaconus‘ dødsår til 799, men det er bare et gæt baseret på at han ikke nævner Karl den Stores kejserkroning i 800.

Longobardernes historie er oversat til dansk af Gustav Bang i 1897. Der findes også en introduktion til værket på dansk: Lars Boje Mortensen, Civiliserede barbarer. Historikeren Paulus Diaconus og hans forgængere (København 1991).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig